Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 426

398
Resultaterog diskussion
6.2.2 Ortografisk variation
I de f^lgende to underafsnit belyses særlig to former for in-
tern ortografisk variation, nemlig variation pá mere over-
ordnet fonografematisk niveau og variation pá grafordsni-
veau ved visse frekvente ordformer.1
6.2.2.1 Overordnet fonografematisk variation
I bilag A er manifestationen af de enkelte fonemer opstil-
let i tabeller med udgangspunkt i de i afsnit 4.4 anfprte
oversigter over de enkelte fonemers manifestation. Bilaget
giver en summarisk oversigt over hovedbetegnelserne for
de enkelte fonemer2 og illustrerer pá mere overskuelig vis
graden af konsekvens i betegnelsen af disse. Som det frem-
gár af de págældende oversigter, varierer graden af konse-
kvens i de enkelte fonemers betegnelse betydeligt (jf. ogsá
figur 6.1).
Betragter man vokalsystemet, er variationen ved de
korte vokaler stprst ved /u/ (især i B), /0/ og /p/.3 Ved
de lange vokaler (herunder diftonger) er variationen stprst
ved /ú/ (i B), /æ/ (især i A) og /d/ (især i B). Ved infortis-
vokalerne er variation stprst ved /U/ (især i B).
I konsonantsystemet er variationen ved de korte kon-
sonanter hos begge skrivere særlig stor ved /hl/, /k/, /m/
og ved /þ/ uden for stavelsesinitial stilling (især i B). Der-
udover er variationen i B stor ved /hr v/.4 Ved de lange
konsonanter er variationen hos begge skrivere stor ved
/kk mm nn/, i B desuden i udpræget grad ved /gg/.5 I det
hele taget má det understreges at man særlig ved de lange
konsonanter finder mindre konsekvens i betegnelserne i B.
6.2.2.2 Variation pá grafordsniveau ved visse
frekvente ordformer
Selv ved frekvente ordformer finder man i en række til-
fælde udpræget ortografisk variation.6 Som mere interes-
sante tilfælde kan nævnes adskillige meget frekvente pro-
^Derimod omtales fx ikke den f^lgende form for variation nærmere:
1) En række tilfælde med variation mellem former med labialiseret og
ulabialiseret rodvokal: I former af pron. engi indikerer begge skrivere
hyppigt sável labialiseret som ulabialiseret rodvokal. Det samme er til-
fældet i B i sg. præs. ind. af koma og i A i præt. af róa. 2) Variation
ved gengivelsen af specifikke fonemkombinationer i individuelle ord-
former: Eksempelvis varierer rodvokalens manifestation betragteligt i
udskrevne former af pl. præt. ind. af vera, og visse proprier manifeste-
res i A i nom. sg. báde med og uden denasalering (jf. afsnit 5.2.1).
2 Ud over /hl hn hr/ indeholder tabellerne derfor ingen redeg0relse for
særlige (evt. forkortede) kombinationer.
3 Desuden ved /y/, hvis der ikke tages hensyn til tilfælde med tidlig
delabialisering.
4 Pga. særlige (systematiske) forhold i B ogsá ved /r/ (pga. den grafo-
taktisk betingede brug af <2)) og ved /p/ (pga. anvendelsen af {{) i ord
som eptir).
5 Ogsá i A finder man variation ved /gg/, men i meget mindre omfang. I
B finder man, i modsætning til forholdene i A, desuden en del variation
ved /dd pp rr ss tt/.
6 Bemærk at der i frekvente ordformer ogsá kan forekomme morfolo-
gisk og orddannelsesmæssig variation. Jf. fx bemærkningerne til mor-
fologisk variation ved pron. sjá i afsnit 6.2.3 °g til orddannelsesmæssig
variation ved pron. n0kkurr og vb. munu i afsnit 6.2.4.
nominalfbrmer.7 * Hos begge skrivere finder man sáledes
udpræget variation ved pronominalformerne vér og hans
samt i alle kasusformer af pron. (þ)ér.H Desuden finder man
i A stor variation ved pronominalformerne þér, þann, þeir
og hverr, og i B ved ek, þú, þess og þeira.
Ogsá i meget frekvente verbalformer og appellativer fin-
der man interessant nok en række tilfælde med udpræget
variation hos begge skrivere, fx i former af vb. gera og vera
samt app. bróðir (A), faðir (A), frándi (A), konungr (især
i A), maðr og orrusta (A). Mindre overraskende er den
store variation ved en række frekvente proprier, fx Eysteinn
(A og B; se afsnit 5.2.3.1), Magnús (A; se afsnit 5.2.3.2) og
Sigurðr (A; se afsnit 5.2.3.3).
6.2.3 Morfologisk variation
Som det fremgár af afsnit 6.2.3, rummer sável A som B en
række eksempler pá morfologisk variation. Ved substanti-
verne kan fplgende variation fremhæves:9
1. -r vs. -0 i nom. sg.: son(r) og vin(r) (A og B).
2. -i vs. -0 i dat. sg. af maskuliner: herr (A) og sjóðr (B).
3. En- vs. tostavelsesform i dat. sg.: faðir og -bróðir (A).
4. -u vs. -0 i dat. sg. af femininer: I A ved fpr, hpll, pr,
Svíþjóð og proprier pá -ey, i B muligvis ved lypting.
5. -í vs. -jar i gen. sg.: herr (A).
6. -s vs. -ss i gen. sg. af maskuline og neutrale ia-stammer
(A) .
7. Variation i pluralbpjningen af maskuline sub-
stantiver: Sável i- som rodstammebpjning ved
þrándr/þróndr (A).
8. Variation i pluralbpjningen af feminine substantiver:
Sável 5- som /’-stammebpjning ved spk (A og B) og jprð
(B) . Sável i- som rodstammebpjning ved rpnd (B).
Ved adjektiverne kan fplgende variation fremhæves i A:
1. Komparativdannelse med báde -ar- og -r-\ -meðr
(fjplmeðr med -mennari, fámeðr med -meðri), ríkr og
vildr.
2. Superlativdannelse med báde -ast- og -st-: fríðr.
7 Bemærk at variationen kun i en mindre del af tilfældene synes hánd-
skriftgeografisk betinget, i A er det dog tilfældet ved fx pronominal-
formerne þér (af þu) og honum.
81 varierende grad findes i báde A og B ogsá variation ved pronomi-
nalformerne honum (især A), hennar (især B) og henni (især B) samt i
former af pron. annarr (især A) og pron. sjá, fx ved þessu(m) (især A)
og þessir (især A).
9Ud over de her nævnte punkter kunne ogsá nævnes tilsyneladende
et eksempel pá -endum vs. det almindelige -gnáum i dat. pl. af en nd-
stamme (A). Da eksemplet báde er enestáende i A og i forhold til den
generelle sproghistoriske udvikling synes noget tidligt pá færde, skal
formen dog muligvis blot kategoriseres som en skrivefejl (jf. afsnit
5.1.1.9).
6.2.3