Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 114

86
Kodikologi og palæografi
410
411
B 13r37
412
B 13rlo
419
420
1
1
B131-11
B13018
I B 12V31
421
422
selvom begge typer eksempelvis forekommer i Holm perg 15 40
(CI200).1 Senere vinder den totals-lignende graftype frem.
| ’ |: |51 forekommer i sável A som B og manifesteres i nitals-
lignende form i en stprrelse, der svarer til andre interlineære graf-
klassers, jf. fx (410) i B og (411) i A.
Grafklassen, der kendes fra latinske hándskrifter og oprindelig
er udviklet af den apostrof man anvendte i de juridiske noter,2
optræder allerede i nogle af de ældste islandske hándskrifter, hvor
den — som i MskMS — bruges for ‘us’ i sável latinske som island-
ske ord.3 I denne funktion og med grundlæggende samme form,4
fortsætter brugen op gennem middelalderen.5 Dens forekomst i
et givet hándskrift yder derfor ingen særlig hjælp ved dateringen.
|"|: Den almene abbreviatur |_| optræder i B i tre forskellige
graftyper. H_1ll bruges over lave grafer. Den manifesteres som en
meget lige, vandret streg uden ombpjning ved afslutningen, jf. fx
(412). ir2ll anvendes i de fleste tilfælde ved grafer med overlængde.
Den manifesteres som en mere skrá (ret) streg, der skærer skaf-
tet og skráner opad mod hpjre for afslutningsvis eventuelt at slutte
med en lille ekstra streg, jf. fx (413) og (414). Undertiden mani-
festeres denne graftype som en særlig lang (næsten helt vandret)
streg, nár den fpres gennem skafterne pá to minuskelgrafer, jf. fx
(415) . II_3II bruges efter |ð|6 og |1| ogmanifesteres som en merekrum,
opadpegende streg, der kan afsluttes med en lille ekstra streg, jf. fx
(416) og (417).
II-1II manifesteres i A oftest i samme lige udformning som i B,
men man finder heller ikke sjældent mere eller mindre bplgede for-
mer (indrullede ender). Som eksempler kan anfpres (418) og (419).
I A er det tvivlsomt om man kan skelne mellem ll_2ll og ll_3ll, da
grafklassen ved hpje grafer altid manifesteres med en ret krum el-
ler rund udformning, jf. fx (420). Det synes derfor rimeligst kun
at operere med to graftyper i A: én som anvendes over lave grafer,
ll-1ll, og én som fpres gennem skafterne pá hpje grafer, i sin ud-
formning nærmest II-3 II. Sidstnævnte type kan som i B manifeste-
res som en særlig lang variant, nár stregen fpres gennem skafterne
pá to minuskelgrafer, og den synes enten trukket i to eller tre drag,
afhængigt af om den horisontale del af grafen er trukket i ét eller
to drag.7 Som eksempler kan anfpres (421) og (422).
Graftypen ll-1ll er en sákaldt nasalstreg hvis funktionsomráde er
blevet udvidet. Om grafklassens manifestation i den ældste tid be-
mærker Spehr (1929, s. 138) at man, nár man ser bort fra AM 237 a
fol, hvor den fremstár som “ein grader, leicht wellenförmig gebo-
gener strich”, generelt finder en yngre type, nemlig “die seit dem
11. jh. in der minuskel iiblich werdende form mit eingerollten en-
den”. Spehr taler her om to varianter af graftypen H-1II. Denne type
1 Jf. de Leeuw van Weenen (1993, s. 43).
2 Jf. fx Thompson (1906, s. 101) og Br0ndum-Nielsen (1943, s. 32).
3 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 91) og Spehr (1929, s. 140).
4 Den kan i nogle hándskrifter være anbragt pá grundlinjen.
5 Jf. Seip (1954, s. 60,102 og 143), Spehr (1929, s. 140) og Kálund (1907, s. viii). I
latinske hándskrifter pá kontinentet kan grafklassen have lidt flere funktioner,
jf. fx Thompson (1906, s. 101) og Battelli (1949, s. 113).
6 Eller i enkelte tilfælde eventuelt efter |ð| hvis man regner med sammenfald mel-
lem abbreviaturen og tværstregen pá |ð|.
7 Denne lange variant udmærker sig desuden ved ikke at være krum, hvilket gi-
vetvis netop skal ses i lyset af dens længde.
3.34.2