Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 450

422
Resultater og diskussion
former af app. dyrr og sammensætninger hermed samt den
næsten enerádende analogiske form pá -an i akk. sg. mask.
af engt) er af morfologisk karakter og svære at datere præ-
cist.
Skulle man datere MskMS alene pá grundlag af forhol-
dene i A, ville man derfor snarest datere hándskriftet til
1200-tallets tredje fjerdedel. Skulle man derimod basere
dateringen alene pá forholdene i B, ville det snarere fpre
til en datering til 1200-tallets sidste fjerdedel. Forholdene
i MskMS illustrerer dermed særlig tydeligt den allerede
fremhævede metodiske pointe at man ved hándskriftdate-
ring pá basis af eksterne kriterier altid má operere med en
usikkerhedsmargin pá i hvert fald +25 ár. Samtidig kan det
noteres at underspgelsen ikke rykker ved den traditionelle
datering til CI275 (jf. dog modificerende bemærkninger i
afsnit 6.4.6).
6.4.5 Dateringen af det umiddelbare forlæg
Hvis dateringen af et hándskrift pá basis af eksterne krite-
rier er forbundet med usikkerhed, gælder det naturligvis i
endnu hpjere grad for dateringen af det umiddelbare for-
læg. Med et sádant forbehold in mente kan den samlede
eksistens af visse træk forsigtigt tolkes som en indikation
af at det umiddelbare forlæg sandsynligvis ikke har været
ældre end fra 01250. Bemærk især det fplgende:
Begge skrivere synes at have /rr/ i gen.pl. og dat./
gen. sg. fem. af pron. sá. Skrivemáden ‘jia', der umiddelbart
snarest indikerer en form med /r/, er kun belagt én gang pá
fprste side i A og optræder pá tilsvarende vis kun i fprste
del af B, hvor den til gengæld dominerer. Som allerede om-
talt skyldes dette mpnster formentlig forlægspávirkning.
I et dateringsmæssigt perspektiv er dette interessant, da
skrivemáden ‘þ’ for þeir(-) ganske vist er belagt allerede i
1200-tallets anden fjerdedel, men ikke bliver hyppig fpr i
árhundredets anden halvdel (jf. afsnit 3.34.2 og 4.34.2.6).
Brugen i A af (n n) vs. (q rj) er i meget udpræget grad
hándskriftgeografisk betinget, og omend tolkningen ikke
er sikker, er det sandsynligt at forlægget i vid udstrækning
har anvendt (q rj), hvilket er interessant i et dateringsmæs-
sigt perspektiv. Som bemærket i afsnit 3.3.2 kendetegner
hyppig brug af (q) nemlig sidste del af 1200-tallet (beteg-
nelsen anvendes kun sporadisk fpr 1250, og brugen kulmi-
nerer CI300 eller kort derefter).
Hvis tilfældene med (ðz) i A, som antaget i afsnit
6.2.6.24, skyldes et forlægs ret udbredte brug af (2) efter
(ð), harmonerer det med at en sádan brug genfindes mere
eller mindre regelmæssigt i de fleste hándskrifter hen imod
CI250 (jf. afsnit 4.4.5.2.12).
Som fremgáet af afsnit 6.2.6.2.2 kan der i en række fre-
kvente ordformer spores en generel tendens til mindsket
brug af forkortelser i sidste del af A. Overordnet set beror
dette formentlig ikke pá stprre forlægspávirkning i begyn-
delsen af A, men som noteret i note 2 pá s. 403 kan det ikke
udelukkes at visse forkortede skrivemáder skal ses i lyset
af et forlægs brug. Skulle det gælde for forkortelsen ‘v’, er
det interessant i et dateringsmæssigt perspektiv, da brugen
i givet fald indikerer at forlægget ikke har været ældre end
fra CI250.
6.4.6 Sammenfattende bemærkninger til
dateringssp0rgsmálet
Selvom hándskriftdatering pá basis af eksterne daterings-
kriterier er forbundet med en række problemer (jf. afsnit
6.4.2), er det i mange tilfælde den eneste mulige tilgang,
sáledes ogsá ved dateringen af MskMS.
Som noteret ovenfor rykker underspgelsen ikke ved den
traditionelle datering af MskMS til C1275, da man under
alle omstændigheder má regne med en obligatorisk usik-
kerhedsmargin pá +25 ár. De talrige yngre træk i B g0r dog
et tilblivelsestidspunkt omkring 1275—1300 mere sandsyn-
ligt end 1250—1275.
Betragter man de anvendte kriterier lidt fra oven, kan
flere interessante forhold iagttages.
I forbindelse med de palæografiske kriterier er det
for det fprste interessant at bemærke at sável en række
makro- som mikropalæografiske træk kan anfpres som
dateringsholdepunkter. Selvom brugen af specifikke graf-
klasser/graftyper i dateringsmæssig henseende vil variere
fra periode til periode, idet historisk interessante udvik-
linger indtræffer pá forskellige tidspunkter ved forskellige
grafklasser/graftyper, er det rimeligvis ikke tilfældigt at
langt stprstedelen af de i MskMS dateringsmæssigt sær-
lig interessante grafklasser udgpres af alfabetiske minus-
kelgrafklasser. Det synes nemlig sværere at opstille faste
dateringsmæssige holdepunkter for majuskel- og abbrevia-
turgrafklassernes manifestation. Interessant er det i denne
henseende at minde om de allerede omtalte forhold ved (E).
Som bemærket i note 1 pá s. 417 er det sáledes umuligt med
sikkerhed at fastslá om brugen af forstprret minuskel skal
betragtes som en novation eller en arkaisme overtaget fra et
forlæg. Ved (E) synes tendensen i anden del af 1200-tallet
at være den at minuskelformen vinder stadig mere frem
pá bekostning af uncialen, men den forstprrede minuskel
er ogsá meget udbredt i nogle af de ældste islandske hánd-
skrifter, hvorfor brugen i B principielt ogsá kan afspejle
forlæggets brug. Dette problem er særlig stort ved netop
majuskelgrafklasserne, idet middelalderlige skrivere synes
særlig tilbpjelige til at overfpre forlæggets brug ved denne
kategori af grafklasser.
For det andet er det ved de palæografiske argumenter
interessant at notere at en meget stor del af de daterings-
mæssigt interessante træk deles af de to skrivere. Af samme
grund kan de fleste af kriterierne kun bruges i en argumen-
tation for en terminus post quem til C1250. Kun et enkelt
mikropalæografisk træk (brugen af det sákaldte ‘x4’ i B)
kan bruges i en argumentation for en terminus post quem
til C1275. De palæografiske forhold kan i tilfældet MskMS
altsá ikke levere lige sá mange argumenter for en datering
til CI275 eller senere som en række sproglige forhold.
Ved de sproglige kriterier er det, som allerede fremhævet
i kritikken af Áströms (2003) kategoriske affærdigelse af
6.4.6