Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 376

348
Ordformer og morfologi
5.8.2.9 Bemærkninger til dannelsen af refleksive
former
I 1. pers. sg. er refleksivformanten i A i alle tyve tilfælde
-umk (‘-öc’ x 16, ‘-vc’ x 3 og ‘-ðk’). Samme form finder man
iBifire tilfælde(‘-vc’ x 3 og‘-umc’),mens manéngangfin-
der ‘-vz’, hvilket muligvis er en fejl for ‘-vz’ (= -umst). Den
oprindelige form i 1. pers. sg. er -umk, men under indfly-
delse af 1. pers. pl. og former med -sk dukker -umsk op
allerede i begyndelsen af 1200-tallet (omend meget spar-
somt).1
11. pers. pl. ender de refleksive former i A i otte tilfælde
pá -mk (‘-öc’ x 61 2 og ‘-Ic’ x 2), mens de i tre tilfælde ender
pá -mst (‘-ðz’, ‘-vz’ og ‘-ímz’). I B finder man i fire tilfælde
-mk (‘-uc’, ‘-umc’, ‘-vc’3 og ‘-ímc’) over for to tilfælde med
-mst (‘-Iz’ og ‘-mðz’). I modsætning til i 1. pers. sg. er for-
mer pá -msk hyppige lige fra de ældste hándskrifters tid
ved siden af former pá -mk. At dpmme ud fra det bevarede
hándskriftmateriale synes -umk at have været en mere al-
mindelig indikativendelse end -umsk, mens forholdet synes
at være det modsatte i konjunktiv, hvor -imsk er hyppigere
end -imk.4 En sádan forskel mellem indikativ og konjunk-
tiv synes imidlertid ikke at kunne registreres i lidt yngre
kilder fra 1200-tallet, og altsá heller ikke hos nogen af skri-
verhænderne i MskMS.5
I 2. pers. pl. indikeres i A i seks tilfælde -st (‘-z’ x 6) over
for to tilfælde med -sk/-zk (‘-fc’ og ‘-zc’).6 I B indikeres i
begge tilfælde -st (‘-z’ x í).7
I supinum indikeres i flerstavelsesformer (efter vokal)
i A i 39 tilfælde -st (‘-z’ x 39) over for fire tilfælde med
sk/-zk (‘-zc’ X4),8 mens der i B i alle 18 tilfælde indike-
1 Om -umk vs. -umsk i 1. pers. sg. i de ældste hándskrifter, se Kjartan G.
Ottósson (1992, s. 101). For en analyse af den senere udvikling (indfp-
relse af tredjepersonsform), se samme værk s. 161—207.
21 ét tilfælde er der tale om en imperativ.
3 Der er tale om en imperativ.
4 Kjartan G. Ottósson (1992, s. 104) mener at de forskellige forhold i
indikativ og konjunktiv skal ses i lyset af den i indikativ stærkere fo-
nologiske forbindelse mellem 1. pers. sg. og 1. pers. pl. og tilsvarende
svagere forbindelse mellem 1., 2. og 3. pers.pl. (tre forskellige in-
fortisvokaler), mens man i konjunktiv har svagere fonologiske for-
bindelser mellem 1. pers. sg. og 2. pers. sg. (forskellige infortisvoka-
ler), men stærkere forbindelser mellem 1., 2. og 3. pers. pl. (samme
infortisvokal).
5 Om -mk vs. -msk i 1. pers. pl. i de ældste hándskrifter, se Kjartan G.
Ottósson (1992, s. 101-4). F°r en analyse af den senere udvikling, se
samme værk s. 209—31.
6 Pá basis af en redegprelse for forholdene i de ældste hándskrifter og
i visse lidt yngre rk-hándskrifter fra 1200-tallet argumenterer Kjartan
G. Ottósson (1992, s. 97) for at den i aktive former udlydende dental
er svundet i refleksive former i lpbet af fprste halvdel af 1200-tallet (og
at man derfor má regne med -sk og ikke -zk). Materialet i MskMS er
for sparsomt til at kunne bidrage til belysningen af dette spprgsmál.
7 At ‘-z’ afspejler -st (udviklet direkte af -sk ved delvis assimilation),
og at det som refleksivformant ikke har værdien /ts/ argumenteres
der pá overbevisende máde for i Kjartan G. Ottósson (1992), se især
s. 107-16.
8 De fire tilfælde med ‘-zc’ er ‘barizc’ 2lr30, ‘bvizc’ 24rl2, ‘famnazc’ 25152
og ‘vahzc’ i8vio. Det kan bemærkes at skrivemáderne med ‘-zc’ (lige-
som de tilsvarende nedenfor anfprte enstavelsesformer) ikke kan be-
kræfte det i Kjartan G. Ottósson (1992, s. 97) omtalte svind af den ak-
tive forms udlydende dental i refleksive supinumformer (Kjartan G.
res -st (‘-z’ x 18). I enstavelsesformer indikeres i A -sk/-zk
i femten tilfælde (‘-zc’ x 14 og ‘-tzc’)9 over for seks tilfælde
med -st (‘-z’ X 6),10 * mens der i B indikeres -st i fem tilfælde
(‘-z’ X 3, ‘-þz’ x 2)11 over for ét tilfælde med -sk (‘-zc’).12
I andre flerstavelsesformer (efter vokal) indikeres i A i
597 tilfælde -st (‘-z’ x 596 og ‘-ít’) over for 87 tilfælde med
-sk (‘-fc’ x 84, ‘-ík’ x 2 og ‘-zc’). I B dominerer ‘-z’ i endnu
hpjere grad i flerstavelsesformer (efter vokal), hvor der i
184 tilfælde indikeres -st (‘-z’ x 181 og ‘-ft’ x 3) over for et
enkelt tilfælde med ‘-f’.13 Derimod finder man ingen for-
mer med -sk.
De i A forholdsvis hyppige skrivemáder med ‘-fc’ i fler-
stavelsesformer er ikke jævnt fordelt.14 Som det fremgár af
tabel 5.206 over fordelingen af‘-z’ og ‘-fc’, er de næsten helt
fraværende i fprste og andet læg (dvs. frem til 9v), mens
man finder en overrepræsentation i hándskriftets fjerde
læg (i8r—25V).15 Særlig hyppige er formerne med ‘-fc’ pá
de to sidste blade i fjerde læg (bl. 24—5, svarende til afsnit
43—46), hvor de endda er lige sá frekvente som formerne
med ‘-z’.
Ársagen til de mange former med -sk i denne del af A er
umiddelbart svær at fastslá, men en del af overrepræsen-
tationen skal rimeligvis ses i lyset af de ganske mange po-
etiske belæg i den págældende del af hándskriftet. I poesi
er former med ‘-fc’ sáledes noget overrepræsenterede (re-
lativt set godt tre gange sá almindelige som i prosa), og 9
af 24 tilfælde pá bl. 24—5 optræder netop i poesi. Et vid-
nesbyrd om at den hyppigere brug i poesi er et bevidst valg
finder man i pvrigt formentlig i strofe 84/142 hvor A retter
‘benaz’ icynrj til ‘benafc’.16 Det má pá den anden side note-
res at tendensen til at foretrække ‘-fc’ i flerstavelsesformer i
poesi ikke gælder for hele A. Der er sáledes tale om en klar
hándskriftgeografisk fordeling af formerne (jf. tabel5.207),
idet former med ‘-z’ er enerádende mod hándskriftets slut-
ning (hándskriftets sidste læg rummer blot ét tilfælde med
‘-fc’ over for tretten tilfælde med ‘-z’).
Ved den forholdsvis hyppige brug af ‘-fc’ adskiller A sig
i pvrigt ikke blot fra B, men i mere eller mindre udpræget
grad ogsá fra en række andre nogenlunde samtidige hánd-
Ottósson har registreret samme tendens som i 2. pers. pl., jf. nærmere
omtale i note 6).
9 Med ‘-zc’ optræder ‘beizc’ 6V15 ‘ðeillzc’ 23151, ‘gorzc’ 24ri6, 24132,
25V48,28140,28V48, ‘g0rzc’ 6V56,7155,29114, ‘minzc’ 9125, ‘fetzc’ 9V16,
25151 og ‘fpurzc’ 25V52 (det sidstnævnte eksempel dog meget utydeligt,
og det kan ikke udelukkes at der skal læses ‘fpurz’), med ‘-tzc’ optræder
formentlig ‘mtzc’ H34 ((tzc) dog meget utydeligt).
10 Med ‘-z’ optræder ‘barz’ 37V13, ‘beiz’ 6vi8, ‘ðreipz’ 27V23, ‘hneigz’ 22117,
‘lagz’ 33rio og ‘fciUz’ 514.
11 Med ‘-z’ optræder ‘barz’ 1313, ‘fetz’ 15156 og ‘fciptz’ 16V25, med ‘-þz’
optræder ‘barþz’ 13145 og 13146.
12 Man finder ‘beizc’ I2ri2.
13 De sjældnere betegnelser ‘-ft’ og ‘-f optræder i ‘faft’ nn6, ‘qngaft’
13V30, ‘pattft’ 17V28 og ‘þrængþif 15154.
14 Dette ogsá bemærket af Kjartan G. Ottósson (1992, s. 119).
15 Tredje læg er skrevet af hánd B.
161 den págældende strofe har det máske spillet ind at f0rste halvstrofe
afsluttes med ‘sásk aldrigi háska’ med rimbestemt sk.
5-S.2.9