Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 247

Appellativer
219
og 22V36, mens jeg i B har registreret drengr ‘örengi’ 17119
(poet.) og drykkr ‘ðrycnö’ 1IV31 og UV36.1
Af i-stammer som udviser i-stammebpjning i MskMS,
men som i islandsk ellers ogsá kan udvise anden form for
bpjning, har jeg i A registreret atburðr ‘atburþir’ 36136,
gramr ‘Gram’ 7147, lýðr ‘lýþ’ 34V25, (-)gripr x 6, fx ‘gpi’ 9VI2,
og kostr ‘coff’ IV3.2 I B har jeg af tilsvarende appellativer
blot registreret lýðr ‘lyþir’ íin.
5.1.1.6 Maskuline w-stammer
Appellativet son(r) optræder i A som simpleks otte gange
uden -r, fx ‘fon’ 32146, mens det elleve gange optræder med
-r, fx ‘fonr’ 5VII. I komposita optræder det to gange med -r
i ‘fcaphpgf fonr’ 26V14 og ‘þt§lf fonriN’ 35ri6, mens det fire
gange optræder uden -r, fx ‘kara fon’ 35VI2.1B optræder det
som simpleks hver to gange med og uden -r i ‘fon’ Iiri2 og
15v6 vs. ‘fonr’ I2r27 og 15V6, mens det i komposita i begge
de forekommende tilfælde optræder uden -r i ‘gyþo fon’
1OV49 og ‘arna|fon’ 13128—29.3
Til appellativiske «-stammer hvor endelsen i dat. sg. i
oisl. og/eller senere kan være sável -i som -0, kan fplgende
bemærkes:4 (ó)friðr har hos begge skrivere altid -i (hhv.
X 12, fx ‘þþi’ 24^29, og X 5, fx ‘þþi’ 1319). Det samme gæl-
der for réttr og viðr i A (jf. ‘retti’ 25V4 og ‘viþinö’ 26135 og
26^30—31) og for kviðr i B (jf. ‘qþi’ UV29). Derimod optræ-
der litr, der ikke er belagt i B, og sammensætninger hermed
altid uden -i i A (jf. ‘ht’ i8r26 og 22r48 og ‘harílit’ 30V19).
Af appellativiske w-stammer som i oisl. eller senere kan
have -s i gen. sg. (og som er belagt i denne kategori) har jeg
i A registreret (ó)friðr, -réttr, skjgldr og vpllr og i B (ó)friðr.
Alle optræder imidlertid med det konventionelle -ar.
Appellativet tigr/'tugr/'t0gr er hos begge skrivere belagt
én gang i akk. pl. Mens det i A udviser M-stammebpjning
(‘togo’ 37r22), udviser det i B i-stammebpjning (‘tigi’
i3r2o).5 Overgang til z-stammebpjning skulle ifplge Bandle
(1956, s. 241) da ogsá forekomme fra C1300 i netop dette
ord, mens de gamle former med -u ellers generelt holder
sig frem til CI500, nár man ser bort fra nogle fá ord som
allerede endnu tidligere kan optræde med -i.6
1 Endelsen -0 er det almindelige i oisl. og svarer ogsá til forholdene i
nisl., jf. Noreen (1923, § 389, anm. 2) og Bandle (1956, § 152).
2Ved lýðr og kostr kunne der principielt ogsá være tale om u-
stammebpjning, jf. Noreen (1923, § 388.4).
3 Former uden -r kendes fra gammel tid, jf. fx Noreen (1923, § 277,
anm. 2) og Bandle (1956, § 163 m. henv.).
4Om sádanne former, se især Noreen (1923, §395.3) og Bandle (1956,
§ 165 m. henv.).
5 At vokalforholdene i rodstavelsen i en vis udstrækning svarer til de
oprindelige forhold med vekslen under bpjningen, er formentlig en
tilfældighed (et udslag af hvilke kategorier der er belagt). Man finder
i A akk. sg. ‘tog’ 37V32 og 37V40, nom. pl. 'tig’ 35V44 og akk. pl. ‘togo’
37r22 og 37V21 og ‘tigo’ 20V20.1 B finder man nom. pl. ‘tigir’ I3rl9 og
25rl7 og akk. pl. ‘tigi’ 13120. Om rodvokalens kvalitet se ogsá afsnit
44.3.2.5.
6 Om sádanne (árr, áss, limr og son(r)), se Noreen (1923, § 395.4). For
en stprre behandling af ændringer i w-stammebpjningen, se Kristján
Árnason (1974).
I A er akk. pl. af mánuðr i begge tilfælde mánuðr fman-
vþr’ 20ri3 og ‘manoþr’ 33VI9), og ordet udviser altsá rod-
stammebpjning (jf. næste afsnit).
Appellativetsonr har i akk. pl. den almindelige form med
-u i begge tilfælde i A, fx ‘fono’ 23r2i. Akk. pl. er ikke belagt
i B.7
Til appellativer pá -(n)uðr/-(n)aðr kan fplgende be-
mærkes.8 I A manifesteres visse altid med -að-: (-)búnaðr
X5, fx ‘bvnaþi’ 18VI4, hemaðr x 14, fx ‘hernaþi’ 23ri2,
(-)kostnaðr x 4, fx ‘pekoftnaþr’ 2513, metnaðr x 2, fx ‘metn-
aþr’ 2VI9, skilnaðr x 3, fx ‘fcilnaði’ 4115, tjónaðr ‘tionaþi’
3r6, trúnaðr X 2, fx ‘trvnaþr’ 23ri2, og (-)varnaðr x 2, fx
‘varnaþi’ 22V53. Et enkelt appellativ manifesteres i A der-
imod kun med -uð-, nemlig þrifnuðr ‘þpnvðr’ 5V26. Ende-
lig manifesteres visse appellativer báde med -uð- og -að-:
fpgnuðr/fagnaðr hhv. X 2, fx ‘pognoþr’ 6r8, og x 3, fx ‘pagn-
aþi’ 35ri4, mannjgfnuðr/mannjafnaðr i ‘maNiopnoð’ 3019
og ‘Mamapnaðr’ 30ri (i en overskrift), mánuðr/mánaðr9
hhv. x 1 i ‘ma|noþö’ 20129—30, og X 3, fx ‘manaþar’ 28v810
og sgfnuðr/’safnaðr hhv. X 1 i ‘fönvt’ 24^ og X 4, fx ‘famn-
aþi’ 21^43. Fordelingen mellem former med -að- og -uð- i
de enkelte kasus i A fremgár af tabel 5.1.
kasus -að- -uð-
NS ÍO 3
AS 13 2
DS 19
GS 4
DP 1
Tabel 5.1: -að- og -uð- fordelt pá kasus i A
I B finder man i alle 21 tilfælde -að-. Det drejer sig om
(-)búnaðr x 4, fx ‘bunað’ 25^20, fagnaðr x 4, fx ‘pagnaðz’
12^39, hernaðr x 6, fx ‘hernaða’ 14VI5, kostnaðr ‘coftnað’
25r2i, metnaðr ‘metnað’ 13153, munaðr ‘mvnaþr’ 16V9, skiln-
aðr ‘fkilnaþi’ 25146 og (-)varnaðr X 3, fx ‘varnat’ IOV34.11
5.1.1.7 Maskuline rodstammer
Af potentielle maskuline rodstammer optræder i A fngr,
fótr, bryggjufótr, jamtr, (-)maðr, mánuðr, vetr, vinðr,
7 Den analogiske form syni forekommer allerede i ældre tid, men bliver
fprst senere mere udbredt (jf. Noreen 1923, § 395.4). I Möðruvalla-
bók forekommer den blot i 4 af 42 tilfælde (jf. de Leeuw van Weenen
2000, s. 151).
8 Om sádanne, se fx Noreen (1923, § 397) og Bandle (1956, s. 244-46
m. henv.).
9 Jf. ogsá afsnit 5.1.1.7.
10 Til formerne af mánuðr/mánaðr má det bemærkes at samtlige eksem-
pler med -að- optræder i gen. sg., og at det enkeltstiende eksempel
med -uð- optræder i dat. pl. (her ses bort fra de to i afsnit 5.1.1.7 om'
talte tilfælde med -uð- i akk. pl., da der er tale om rodstammebpjning).
Det kan derfor ikke afgpres om man som lemma skal opstille formen
med -að- eller -uð-.
11 Forholdene i B svarer til situationen i det nogenlunde samtidige AM
519 a 40, hvor man ligeledes kun finder -að- (de Leeuw van Weenen
2009, s. 88).
5.I.L7