Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 230

202
Ortografi
A B
/rl/ O 175 /rl/ O 25
/rl/ <H> 2
/rn/ <n> 1
/ro/ <°) 13 /ro/ <°> l6
/r°/ <°) 23 /ró/ <°> 4
/ru/ O 2
/rú/ O 5 /rú/ O 2
/rU/ <°> ÍO /rU/ <°> 1
/rUm/ <¥> 3 /rUm/ <¥> 1
/ræ/ <e> 38
M/ <0> 1
/r?/ <°> 3
/ur/ <“> 59 /ur/ <“> 5
/úr/ <“> 1
/Ur/ <“> 17 /Ur/ <“> 1
/yr/ <“> 3 /yr/ <“> 1
/þAr/ <Þ> i(?)
/þr/ <Þ> ÍIO
/ær/ O 125 /ær/ O 33
/<*r/ <‘> 2
/rr/ <r> 875 /rr/ <r> 180
<rr> 48 <rr) 8
<r> 6 <r) 6
<R> 2 <ir) 38
/arr/ <‘r> 1
/Arr/ <'r> 1
/err/ <r> 27 /err/ <r> 57
<'R> 5
O 1
/Irr/ ('r) 6 /Irr/ <'r> 2
/yrr/ <“> 2 /yrr/ <“> 1
<“r> 1 <“r> 1
Tabel4.49: Manifestationen af /r/ og /rr/ (fortsat)
Brugen af (2) vs. <r) er grafotaktisk betinget. De 31 til-
fælde med (2) i A optræder efter:
(o) (x 3) i ‘po2iqi’ 2V4, ‘ftio2nat’ 20V20 og ‘ti02ona’ 5VI9.
fd) (x 2) i ‘peÖ2’ 4v8 og ‘figurð^’ 3OVIO.
<ð) (x 26), fx i ‘aði’ 2ri3, ‘brpði’ 19V15, ‘pe|coftnað2’ ir8—9,
‘rýð2’ 19V5, ‘verð2’ 6V42 og ‘ýð2’ 3VI4.
Efter samtlige disse grafklasser er (r) langt mere fre-
kvent. Man finder sáledes (or) x 1965 (fx ‘morgon’ 8r5),
(dr) x 704 (fx ‘ðreki’ 3V30) og <ðr) x 300 (fx ‘aðnr’ 6v2o).
I modsætning til forholdene i A er <2) særdeles frekvent
i B, hvor det anvendes efter:
(o) (x 364), fx i ‘bo2ð’ I3r6, ‘bryGi02’ 1OV23, ‘ðð2’ I3vii,
‘noiþm’ 12v8 og ‘oir’ I5ri2.
(ó) (x 14), fx i ‘pÓ2* IOV5, ‘hallðói’ 11V26, ‘þói’ 15VI9 og
‘ftÓ2ra’ 15V20.
(9) (x 27), fx i ‘gpiaz’ 15V40, ‘g92fimi’ 12134, ‘092’ 10140
og ‘pir’ 16V35.
<9> (x 4) i ‘p<?2’ 14D9. ‘G92’ 15V18 og ‘g<?2’ 12139,17^44.
<d) (x 124), fx i ‘allð2’ nri3, ‘pagnað2’ 12139, ‘pði’ 13^28,
‘fcvallð2i’ 25139 og ‘vanð^eþi’ nr2.
<ð) (x 62), fx i ‘brpðz’ 25rn, ‘becnÖ2’ nn, ‘henð^’ 16142,
‘iarnfmið2’ 15VI7 og ‘yÖ2’ iovi8.
Desuden optræder <2) én gang efter <y> i ‘ýimt’ 15146,
hvilket dog skal ses i lyset af at <y> er rettet fra (o).
Den hyppige brug af <2) i B er ikke lige gennemfprt i alle
kombinationer. Efter <0099) finder man ingen modtil-
fælde med (r>, og efter <ð) finder man blot et enkelt modtil-
fælde (‘goðreþi’ 25125). Kun efter <d) er sável <r> som <2)
hyppige, men der kan spores klare tendenser i distribu-
tionen. I initialstilling optræder sáledes kun <dr) (x 77,
fx ‘ðrapo’ 25139, ‘ðrengir’ 1318, ‘ðrotm’ ior2i og ‘ðrycnö’
UV31), mens man i finalstilling kun finder (d2> (x 116, jf. ek-
sempler i listen ovenfor). Medialt finder man derimod sá-
vel <dr> (x 9, fx ‘allðn’ i6vi2 og ‘mðri’ 12129) som <d2> (x 8,
jf. eksempler i listen ovenfor), tilsyneladende uden noget
fast mpnster.
Betragter man brugen af <2) i et historisk perspektiv,
kan det bemærkes at grafklassen anvendes mere eller min-
dre konsekvent efter <o) i de fleste af de ældste hándskrif-
ter (ofte vekslende med (r)).1 I lpbet af 1200-tallet breder
brugen af <2) sig, sá det ogsá optræder efter andre runde
bogstaver end <o),2 tidligst efter <d ð), i begyndelsen kun
sporadisk, men mod slutningen af 1200-taUets fprste halv-
del mere eller mindre regelmæssigt i de fleste hándskrifter.
<2) optræder ogsá tidligt efter <þ), men bliver i denne stil-
ling ikke lige sá hurtigt sá frekvent som efter <d ð), og det
optræder fortrinsvis i hándskrifter der ogsá anvender <2)
efter <d) og <ð). Noget senere kan man ogsá finde <2) efter
<g), fortrinsvis i hándskrifter der ogsá bruger <2) efter (þ>.
I 1200-tallet er brugen af <2) efter <b) og <p> den mindst
frekvente, hvilket ogsá má ses i lyset af den relativt lave
frekvens, hvormed kombinationerne /pr/ og /br/ optræ-
der.3 Mod slutningen af 1200-tallet kan man ogsá finde <2)
efter <a), og i 1300- og 1400-tallet fortsætter den stigende
tendens til at anvende grafklassen efter grafer der ikke er
runde (navnlig efter 1350) og endda i initialstilling (1400-
tallet). Dog er den i Spehr (1929, s. 126) fremsatte pástand
at grafklassen efter midten af 1400-tallet helt skulle have
fortrængt (r>, ábenlyst forkert.4
1 Af hándskrifter der slet ikke benytter (2), nævner Hreinn Benedikts-
son (1965, s. 47) AM 237 a fol (01150) og AM 655 I 40 (01225-50). I
prægotisk skrift pá kontinentet bliver en konsekvent brug af <2) efter
(o) reglen fra omkring midten af 1100-tallet, jf. Derolez (2003, s. 63).
2 Som Hreinn Benediktsson (1965, s. 48) pápeger, er der tale om en ud-
vikling parallel med hvad man ellers ser i karolingisk skrift i Europa,
hvor (2) kan bruges efter (o) fra 800-tallet, men f0rst efter andre runde
bogstaver fra CI200. Se ogsá Spehr (1929, s. 124 m. henv.).
3 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 27—8).
4 Om brugen af (2) i islandsk skrift, se især Hreinn Benediktsson (1965,
s. 47-9), Lindblad (1954, s. 27-8), Seip (1954, s. 50-1, 94 og 140) og
Spehr (1929, s. 124-26).
4.4.5.2.12