Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 59

Det enkelte hándskrift i centrum
31
analyse skelner Mártensson overordnet mellem variation i
forbindelse med enkelte allografer (graftyper i nærværende
afhandling) og variation som kan iagttages ved flere allogra-
fer og dermed (ud fra et subjektivt synsindtryk) kan siges at
danne et palæografisk mpnster. I den makropalæografiske
analyse underspges aspekter af variationen pá graftypeni-
veau, og det forspges afklaret om variationen er regionalt
betinget og/eller er skriverspecifik.
I sidste del af analysen underspges visse ortografiske
aspekter, nærmere bestemt: 1) manifestationen af fre-
kvente ord, 2) brugen af interlineære abbreviaturer1 og
3) manifestationen af tryksvagt /Ir/. Som i den grafema-
tiske analyse forspger Mártensson kun at belyse variation
af rent grafisk natur. I modsætning til i det grafonomiske
kapitel angives frekvensen for de forskellige underspgte
fænomener ved underspgelsen af sável hyppige ordformer
som brugen af interlineære abbreviaturer, hvilket afgjort
er en god ide.2 Generelt fremstár kapitlet om ortografi pá
trods af sit meget begrænsede perspektiv som et af afhand-
lingens stærkere.
Som afrunding pá diskussionen af Mártensson (2007)
skal et mere principielt problem berpres, nemlig spprgs-
málet om analysens niveau i forhold til underspgelsens
mál. Mártensson understreger at han ikke tager hensyn til
fænomener som kan afspejle lydudviklinger, og betragter
dette som en metodisk fordel. Dette finder jeg beklageligt.
Foretages en relationel analyse, má det være alfa og omega
at opstille en helt fast referenceramme. Ud fra denne refe-
renceramme má al variation beskrives og forspges tolket,
og det forekommer forkert pá forhánd at udelukke en va-
riation pá basis af ens formodede viden om lydudviklinger.
I virkeligheden bliver der sá tale om en ad hoc excerpering,
der i sagens natur ikke kan danne grundlag for systema-
tiske opstillinger (af grafemsystemer). Desuden má man
forholde sig tvivlende til brugbarheden af et sáledes opstil-
let grafemsystem. Med den tilgang forspmmer man ogsá at
udnytte at variation af den omtalte slags ofte belyser skri-
verens nærmere praksis, bl. a. i relation til spprgsmálet om
skriveridentificering, som spiller en central rolle i Mártens-
sons afhandling.
2.3.1.5 De Leeuw van Weenens arbejder
I det fplgende omtales to stprre arbejder af Andrea de
Leeuw van Weenen, fprst og fremmest grammatikken
over AM132 fol (01330—70, de Leeuw van Weenen 2000);
fra denne perspektiveres til udgaven af Holm perg 15 40
(ci200, de Leeuw van Weenen 1993).3
1 Unders0gelsen er langtfra fuldstændig. For det f0rste behandles kun
et udvalg af abbreviatureme (ársagen til udeladelserne er enten at ab-
breviaturerne er for frekvente eller for infrekvente), og for det andet
unders0ges kun en del af hándskriftet for de hyppigere forekommende
abbreviaturers vedkommende.
2 Særlig overskueligt er det nár Mártensson angiver antal belæg pr. side.
3 Da nærværende afsnit er skrevet inden publiceringen af de Leeuw van
Weenen (2009), finder man ingen nærmere omtale af dette arbejde,
Den metodiske baggrund for de Leeuw van Weenen
(2000) skitseres pá s. xiii:
It is my firm belief that a reliable description of the de-
velopment of the Old Icelandic morphology can only
be written on the basis of textual grammars which
present the morphological evidence of a single ma-
nuscript, or manuscript part, against the background
of the spelling particularities of that MS. The present
volume is intended as such a textual grammar.
Dette synspunkt deler jeg og kan tilfpje at det naturlig-
vis ikke blot gælder for morfologiske studier. Jeg kan tillige
uforbeholdent tilslutte mig de Leeuw van Weenens under-
stregning af npdvendigheden af at basere underspgelserne
pá maskinlæsbare tekster.4
I det fplgende fokuseres især pá den palæografiske og
ortografiske del af underspgelsen, selvom de Leeuw van
Weenen selv primært interesserer sig for de morfologi-
ske forhold. Helt overordnet kan det dog konstateres at
de Leeuw van Weenen (2000) kendetegnes af en ekstra-
ordinær hpj grad af fuldstændighed i sável den ortografi-
ske som den morfologiske beskrivelse, og ingen anden
underspgelse af noget stprre norrpnt, eller for den sags
skyld nordisk, hándskrift kan mále sig med fremstillingen
i denne henseende.
I den palæografiske beskrivelse (s. 29—52) redegpres for
alfabetiske tegn, diakritika, andre ligaturer end |æ| (der be-
handles under alfabetiske tegn) og abbreviaturer, inden be-
skrivelsen afsluttes med kortere afsnit om interpunktion,
rettelser, overskrifter, markering af strofer og bogstaver
anfprt i margenen. I de Leeuw van Weenen (1993) er be-
skrivelsen noget udfprligere og indeholder illustrationer af
alle grafklasserne (ikke blot et udvalg).
De Leeuw van Weenen (2000, s. 58) bemærker at fo-
nemsystemet ideelt set burde opstilles pá grundlag af selve
hándskriftet, men at man af tidsmæssige ársager med for-
del kan tage udgangspunkt i det traditionelle for perio-
den etablerede fonemsystem. En tilgang der tager udgangs-
punkt i et eksternt defineret referencesystem, mener ogsá
jeg er metodisk helt forsvarlig, ogsá uden henvisning til
pragmatiske hensyn. Som det senere vil fremgá, er jeg enig
i at man ikke behpver at opstille et grafemsystem for at
foretage en tilfredsstillende (orto)grafisk analyse. Det cen-
trale er at man i givet fald opererer med et helt fast og
klart defineret referencesystem, som ikke er opstillet pá
grundlag af teksten selv, da dette let fprer til cirkelræ-
sonnementer. Som ogsá kort berprt i kommentarerne til
Mártenssons referencesystem kan det dog diskuteres om
periodens formodede fonemsystem er den mest ábenlyse
kandidat som referencesystem. Ud over at man ved et sá-
dant valg formentlig lettere afskærer sig fra afdækningen
af uventede fonologiske distinktioner, kan det nemlig have
men metoden og fremstillingen er i store træk som i de Leeuw van
Weenen (2000).
4 For en illustrativ omtale af npdvendigheden af dette, se de Leeuw van
Weenen (2000, s. 8-9).
2.3.I.5