Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 437

Variation og skriveridentificering
409
ortografiske kriterier i en unders0gelse af fem original-
diplomer udfærdigede i Vestfold 1333—46. Hun foretager
ingen overordnet fonografematisk analyse, men studerer
især visse specifikke betegnelser, herunder konsekvensen
i deres brug.* 1 Westlund (1974, s. 100) betoner især vig-
tigheden af at underspge abbreviaturbrugen, idet han be-
mærker at det “bland ortografiska vanor sannolikt ar bruket
av abbreviaturer som kan uppvisa den största variationen
frán skrivare till skrivare”. Endelig kan det noteres at Már-
tensson (2007, s. 84) med henvisning til Bakken (1997) og
Lindblad (1954) bemærker at man ved brug af ortografiske
kriterier fprst og fremmest bpr underspge skrivningen af
særlig hpjfrekvente ordformer.
I det fplgende skal de ovenfor anfprte synspunkter pá
forholdet mellem palæografiske (herunder mikro- og ma-
kropalæografiske) og ortografiske kriterier kort diskuteres
og sættes i relation til analyserne af den interne og eksterne
variation i MskMS.
Ved anvendelsen af palæografiske kriterier har flere fors-
kere saerlig fremhævet brugen af mikropalæografiske krite-
rier. Mártenssons ovenfor anfprte udsagn om at man med
sikkerhed kan betragte det som to skriveres værk hvis ty-
delige mikropalæografiske forskelle foreligger, finder jeg
imidlertid for kategorisk, ogsá uden skelen til forholdene
i MskMS. Mártensson tager fx ikke hpjde for de tilfælde
hvor en skriver har anvendt to forskellige skriftarter i to
skriftstykker eller pludselig har ændret skriften pá mere
markant vis i et og samme skriftstykke.2 Ved en analyse
/9/«9>:<0>:<o>:<a)>:<æ>:(ei», /I/ «i>:<e», /U/ «u>«o», /11/ «.>«11»
og /þ/ ((þ):<ð)). Som del af den fonografematiske analyse nævner
han ogsá punktet “Horizontal flipping of twig”. Hermed menes om
krogen pá <$) og (9) vender mod h0jre eller venstre, en distinktion
som dog forekommer mig at hpre hjemme pá et lavere analyseniveau.
Haugen unders0ger i 0vrigt ogsá andre aspekter end de fonografe-
matiske relationer, nemlig báde hvad han kalder det grafonomiske
niveau og det fonologiske. I analysen af det förstnævnte niveau, der
har fáet overskriften “Graphemics”, underspges udformningen af
visse grafklasser, forekomsten af visse abbreviaturer og diakritika
samt dimensioner ved linjer og skriftflade (grafernes tæthed).
1 Det drejer sig om brug af <a) for svarabhaktivokal, brug af (ei) for /e/,
den specifikke brug af (e) vs. (æ) (ingen leksikalske inkonsekvenser,
manglende brug af (æ) for /A/ og konsekvent brug af (æ) for ældre / a/
i visse ordformer, fx þat og þann), konsekvent brug af <u) for /v/ og
brug af (fu) for prævokalisk /f/ uden for stavelsesinitial stilling. Des-
uden unders0ges visse fonemkombinationer, nemlig manifestationen
af morfofonemisk /gt/ som (kt) og manifestationen af /fn/ som en-
ten (fn) eller (m) foran dental. Ud over disse ortografiske træk under-
s0ges manifestationen af plurale præteritumformer af vb. sjá (‘som’
1. pers., ‘so’ 3. pers.) og en eventuel konsekvent brug af pronominal-
formerne mér/mit (i stedet for vér/vit). Bemærk at Bakken unders0ger
flere aspekter end ortografiske enkelttræk. I alt analyseres syv forhold,
hvoraf tre kan betragtes som rent palæografiske, tre som palæografiske
og/eller ortografiske og ét som rent ortografisk.
2Det sidste ses formentlig i AM 242 fol (a.350). Johansson (1997,
s. 178-81) har sáledes argumenteret for at et tekstparti pá 48V14-32 er
skrevet af samme skriver som resten af hándskriftet, selvom det umid-
delbart kunne se ud til at være en anden skrivers værk. Han mener at
situationen skal ses i lyset af at skriveren af en eller anden grund har
været pávirket af den palæografiske norm han har anvendt ved skriv-
ningen af en mere kursiv skrift. Som ogsá Dverstorp (2010, s. 54) be-
mærker i et afsnit om skriveridentificering, er det interessant at Jo-
hansson, der selv er stor fortaler for brugen af mikropalæografiske
der udelukkende baserer sig pá mikropalæografi, risikerer
man desuden let at fremanalysere for mange skrivere, idet
en ikke ubetydelig intern variation kan forekomme. Som
ogsá Dverstorp (2010, s. 54) understreger, er det værd at
holde sig for 0je at ligheder og forskelle kommer til udtryk
pá sável skriftartsniveau som pá mikro- og makropalæo-
grafisk niveau.
Som fremgáet af redegprelsen for den eksterne variation
i MskMS i afsnit 6.1 kan der da ogsá konstateres tyde-
lige forskelle mellem skriverne pá sável makro- som mi-
kropalæografisk niveau.
Betragter man det makropalæografiske niveau, udmær-
ker en række grafklasser sáledes hver af skriverne ved en-
ten at være unikke for én skriver eller ved at optræde me-
get hyppigt hos den ene og næsten ikke hos den anden
(jf. afsnit 6.1.1.1). Sammenholder man denne eksterne va-
riation pá grafklasseniveau med den pá samme niveau fo-
rekommende interne variation (hos hver af skriverne), er
det ábenlyst at en række mere frekvente grafklasser kan
betragtes som udmærkende for enten A eller B og dermed
udg0re et godt makropalæografisk kriterium ved skriver-
sammenligning. For A drejer det sig især om |n 0 fp|, mens
det for B især drejer sig om [2 p t]. Det er dog samtidig værd
at minde om at eksistens (omend nok sá hyppig) vs. fra-
vær af en enkelt grafklasse aldrig kan danne tilstrækkeligt
grundlag for en afvisning af identitet mellem to skrivere.
En god indikation heraf er den i A hyppigt forekommende,
men i B næsten helt fraværende grafklasse |n|. Selvom den
netop er blevet anfprt som eksempel pá en for A udmær-
kende grafklasse, er den næsten helt fraværende i fprste del
af A (hvor der i stedet bruges |q|). Selv grafklasser som pá
basis af deres frekvens typisk vil blive betragtet som en del
af skriverens egen norm, kan altsá helt mangle i lange pas-
sager. Bl. a. af denne grund má det understreges at det ved
skriversammenligning er centralt at underspge det samlede
grafklasseinventar og basere konklusionerne pá en under-
spgelse af det samlede for hver af de potentielle skrivere
udmærkende grafklasseinventar.
Brugbarheden af mikropalæografiske kriterier kan lige-
ledes indirekte aflæses af den i MskMS konstaterede in-
terne og eksterne variation. Af de i afsnit 6.1.1.2 anfprte
grafklasser med mikropalæografiske forskelle mellem skri-
verne kan især |aððpfxy““_.| fremhæves.3 Særlig be-
mærkelsesværdige synes forskellene at være ved minuskel-
grafklasserne |ð ð y| og abbreviaturgrafklasserne idet
de alle optræder med en st0rre frekvens, og idet forskel-
lene mellem skriverne ikke udviskes af mikropalæografisk
kriterier, i dette tilfælde faktisk baserer sin analyse pá makropalæo-
grafiske kriterier.
3 Mikropalæografiske forskelle finder man ogsá ved en række majuskel-
grafklasser, fx |S|, men det er formentlig usikkert at basere skriveriden-
tificeringer pá den nærmere udformning af majuskelgrafklasserne, da
forlægspávirkning synes betragtelig st0rre i sádanne tilfælde. Dette er
allerede fremgáet af adskillige kommentarer i nærværende afhandling,
men se ogsá Lindblad (1954, s. 3 m. henv.), hvor det bl. a. hedder: “Det
stár námligen utom allt tvivel, att medeltida skrivare ofta vinnlagt sig
om att noggrant kopiera förlagans större bokstavstyper”. Jf. ogsá Jo-
hansson (1997, s. 175).
6.3