Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 53

En skrivers norm og brug
25
tættere op ad hans egen norm, da der ikke i samme ud-
strækning skal “oversættes”.1
Den under punkt 2 fremsatte tolkning, at en given vari-
ants stigende frekvens gennem hándskriftet skal ses i lyset
af at der sandsynligvis er tale om et kompromis mellem
forlæg og afskrift, og at den stadig almindeligere variant er
den for skriveren naturlige, er rimeligvis korrekt i en lang
række tilfælde.2 Adskillige forskere báde fpr og efter Lind-
blad har da ogsa tolket den págældende form for intern va-
riation pá netop denne máde (herom ndf.), og man kan med
Westlund (1979, s. 54) mene at det fra et psykologisk per-
spektiv forekommer naturligt at skriveren har pábegyndt
arbejdet med mere grundighed og fokus pá forlægget (og
brugt mere energi pá afkodningen som led i “oversættel-
sen” til hans egen norm), men at denne tendens mindskes i
takt med at afskrivningshastigheden 0ges og opmærksom-
heden mindskes, hvorved hans egen norm træder klarere
frem.
Van Arkel (1979, s. 35—6) mener dog at man skal være
forsigtig med uden videre at tolke en given variation sádan
som Lindblad lægger op til i punkt 2 ovenfor. Hun mener
at man lige sá godt kan forestille sig at en skriver er mindre
forlægstro i begyndelsen af afskrivningsfasen.3 Dette fore-
stiller hun sig kunne skyldes at skriveren ganske vist har
været mere opmærksom i begyndelsen af afskrivningspro-
cessen, men at han har koncentreret sig om sin egen skrift,
hvorfor skriften skulle være báde smukkest i begyndelsen
og med mindst forlægspávirkning.
Denne udlægning kritiseres kraftigt af Westlund (1979,
s. 54—6). Han mener for det fprste at den psykologisk set
virker langt mindre tiltalende end Lindblads forklarings-
model. For det andet gpr han opmærksom pá at van Arkel
ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til den af Lindblad og
andre forskere konstaterede særlige tendens til variation i
form af alderdommelige træk i begyndelsen af en afskrift,
og for det tredje forholder han sig uforstáende over for ind-
dragelsen af skriftens æstetik.4
Westlunds indvendinger mod van Arkels forklarings-
model finder jeg i vid udstrækning berettigede, særlig pá-
pegningen af den manglende hensyntagen til situationer,
hvor visse alderdommelige træk kan registreres i begyndel-
sen af et hándskrift. I denne forbindelse kan der ogsá pe-
ges pá andre hándskriftunderspgelser, hvor samme tendens
1 Jf. eksempelvis at man ved sprogpávirkning er langt mere tilb^jelig til
at optage elementer fra et nært beslægtet sprog end fra mere afvigende
sprog. At det imidlertid godt kan forholde sig som Johansson taler for,
derom vidner forholdene i nogle af de af Hagland (1976) unders0gte
diplomafskrifter (se især s. 9).
2 Til st0tte for denne hypotese anf^rer Lindblad (1954, s. x, note 1) at
han i sit eget arbejde med sável oldislandske som fornsvenske hánd-
skrifter ofte har kunnet konstatere en tendens til at skriveren succes-
sivt lader sin egen norm komme mere og mere konsekvent til udtryk.
Han understreger samtidig at det f0rst og fremmest gælder ortografi
og sprog, men bemærker dog at eksempelvis Jansson (1943, s. 88) har
pápeget at det ogsá kan gælde rent palæografiske forhold.
3 Bemærk i denne forbindelse at Lindblad (1954, s. 10, note 1) faktisk
ikke udelukker at dette omvendte forhold ogsá kan forekomme.
4 van Arkels inddragelse af dette skyldes formentlig en bemærkning i
Rode (1974, s. 104).
er blevet konstateret. Som eksempel kan nævnes Hreinn
Benediktssons pápegning af at visse variationer i skriften i
den sákaldte del IV af GKS 1812 4°s (01192) bpr ses i lyset
af at skriveren i begyndelsen af sit arbejde har været en-
dog meget pávirket af forlæggets brug (Hreinn Benedikts-
son 19633, især s. 126—27).5 Et andet norrpnt eksempel pá-
peges i Weinstock (1967, s. 20-1), hvor det bemærkes at
brugen af hhv. |p| og |f| i AM 677 4° B (01200-25) indi-
kerer st0rre forlægspávirkning (pá makropaiæografisk ni-
veau) i begyndelsen, hvor |f| i hpjere grad anvendes. Som
et tredje norrpnt eksempel kan nævnes forekomsten af en
bestemt graftype af |j| i begyndelsen af et parti i AM 557 40
(01420-50), hvilket Mártensson (2007, s. 149) tolker som
forlægspávirkning pá mikropalæografisk niveau.6 Dvers-
torp har noteret lignende tendenser i flere svenske hánd-
skrifter. I Dverstorp (2010, s. 57—8) fremhæver han med
henvisning til Dverstorp (2002) sáledes at flere træk i skrif-
ten i AM 51 40 af Magnus Erikssons landslag indikerer
at hándskriftet er skrevet i to omgange. I begge omgange
overtager skriveren i begyndelsen en graftype fra forlæg-
get,7 |z| manifesteret med tværstreg (i modsætning til skri-
verens normale manifestation uden tværstreg), men i begge
tilfælde forsvinder den gradvist fra hans brug. I sin analyse
af den interne variation i Holm A 108 (Si&linna thr0st) nár
Dverstorp (2010, s. 106) frem til at en særlig manifestation
af |w|, som er meget frekvent i hándskriftets begyndelse,
men senere næsten ikke forekommer, snarest skyldes for-
lægspávirkning, og i sin analyse af den interne variation i
Holm A 9 konstaterer han (s. 143) noget tilsvarende ved
særlige graftyper af |m| og |n|.8
Ogsá Westlunds fprste indvending mod van Arkels for-
klaringsmodel, at han finder den mindre tiltalende fra et
psykologisk perspektiv, er vel til dels korrekt, men má dog
modificeres noget. Her tænkes ikke blot pá at ogsá mid-
delalderens skrivere har haft hver deres individuelle per-
sonlighed og derfor kan have forholdt sig forskelligt til af-
skrivningsarbejdet, men snarere pá vigtigheden af en nær-
mere analyse af den interne variation. Psykologisk set er
det vel fuldt ud muligt at en skriver begynder at optage
visse træk fra forlægget efter et stykke tid. Arsagen skal
sá blot ikke s0ges i hvor grundigt han forholder sig til for-
lægget, som i den af Lindblad opstillede forklaringsmodel.
Variationen skyldes altsá ikke at han efterhánden koncen-
trerer sig mere og mere om forlæggets brug, hvilket gan-
ske givet mátte betragtes som besynderligt psykologisk set,
5 Der er tale om sável mikro- som makropalæografisk variation (hhv.
den nærmere udformning af |g|, |y| og |þ| og frekvensforskelle i brugen
af |d| vs. |ð|).
6 Sável Rode (1974) som Westlund (1974) har ogsá registreret en sádan
tendens i Holm perg 15 40.
7 Mest udpræget er pávirkningen (naturligt nok) i f0rste omgang.
8 Dverstorp (2010, s. 50) g0r desuden opmærksom pá en delvis beslæg-
tet situation i UppsUB B 23 af Magnus Erikssons landslag, hvor en
ændring af skriften af Per-Axel Wiktorsson er blevet tolket sáledes
at skriveren har fors0gt at efterligne skriftstilen i et andet kendt lov-
hándskrift (NKS 2237 40), hvilket fár Wiktorsson (1981, s. 70-3) til
at konkludere at skriveren af B 23 har været elev af skriveren af NKS
22374°.
2.2.2