Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 100

72
Kodikologi og palæografi
iri'j, 2vii og 2V15.1 Nar Hreinn Benediktsson tilsyneladende læg-
ger st0rre vægt pá eksemplerne i GKS 1812 40 IV (og pá forekom-
ster af |p| i Jón Erlendssons 1600-tals afskrifter af Islendingabók)
end eksemplerne i AM 315 d fol og som fplge heraf (blot) konklu-
derer at |p| i hvert fald má have vundet indpas fpr 1200, skyldes det
formentlig at han med Kálund daterer AM 315 d fol til 1150—1200
og ikke til CI150—75 (den nu gældende datering). Det insulære |p|
er dermed formentlig blevet brugt omtrent et halvt árhundrede fpr
|ð p|.2 Grafklassens frekvens stiger kraftigt i lpbet af 1200-tallet,
men den bliver aldrig sá dominerende som |p|, og mange skrivere
op gennem dette árhundrede bruger den enten blot som en variant
til ]v u| eller slet ikke. Dog anvendes grafklassen flittigt af de fle-
ste skrivere i sidste halvdel af 1200-tallet. Dens frekvens mindskes
imidlertid kraftigt allerede fra 01300, selvom man selv i sidste del
af 1300-tallet kan finde |p|. Efter 1400 bruges grafklassen praktisk
talt ikke.3
Allerede i de ældste islandske belæg manifesteres |p| i en áben
form og desuden med et lige fprsteskaft uden ombpjning pá
underlængden.4 I enkelte tidlige hándskrifter kan der optræde
en fin hárstreg mod hpjre som afslutning pá underlængden, men
ellers gár udviklingen i retning af typen i B, hvor fprsteskaftet
over grundlinjen er temmelig ret og underlængden har ombpjning
mod venstre.5 Denne yngre type er ifplge Spehr (1929, s. 38) den
normale eller eneste forekommende efter CI250.
|p|: En enkelt gang synes et |p| at optræde i B, jf. (285). Der
er dog formentlig ikke tale om en tilsigtet prik.
|x|: |x| manifesteres hos begge skrivere som grafer skrevne i tre
drag. I B kan den nedre krog berpre skaftet pá sável venstre som
hpjre side af midteraksen (det sidste dog kun én gang), jf. (286) og
(287). I A er skaftet mere skrát, jf. (288).
I islandsk skrift optræder flere typer, der alle kendes fra den la-
tinske minuskel. Spehr (1929, s. 128), hvorfra de efterfplgende illu-
strationer er taget, skelner sáledes mellem fire graftyper: llx1!!, hvor
grafen er skrevet i tre drag, idet de to kroge skrives som to selvstæn-
dige elementer (den nederste pábegyndes almindeligvis fra neden),
jf. (289), llx2ll, hvor grafen er skrevet i to drag, idet man i stedet for
to selvstændige kroge finder én lang diagonalstreg der trækkes ne-
defra, jf. (290), llx3ll, der adskiller sig fra llx2ll ved at grafens lange
diagonalstreg er trukket ovenfra, jf. (291), og llx4ll, der i endnu hp-
jere grad end llx1!! ligner et |r|, idet skaftet stár nærmest vinkelret pá
grundlinjen.
I de ældste hándskrifter forekommer sável llx1!! som llx2ll, men
det kan ofte være svært at skelne mellem dem. Ilx3ll skulle derimod
ikke forekomme fpr midten af 1200-tallet, og frem til 1300 er de
to fprstnævnte typer reglen, hvorefter de skulle aflpses af llx3ll, der
x2r er reproduceret i flere oversigtsværker, se fx Kálund (1905, Nr. 2), Hreinn
Benediktsson (1965, Plate 3) og Guðvarður M. Gunnlaugsson (2007, s. 17).
2 Og ikke blot “at least a quarter of a century earlier” (Hreinn Benediktsson 1965,
s. 23). Bemærk dog at usikkerheden i dateringerne af de ældste islandske hánd-
skrifter er stor pga. det ringe sammenligningsgrundlag.
3 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 43) og Seip (1954, s. 94 og 140).
4 Jf. Spehr (1929, s. 37—8) og Hreinn Benediktsson (1965, s. 25).
5 Jf. Spehr (1929, s. 37—8) og Hreinn Benediktsson (1965, s. 42). I enkelte hánd-
skrifter er f0rsteskaftet ikke ret oven for grundlinjen, hvorved grafen i h0jere
grad ligner et |y|, jf. Spehr (1929, s. 38).
3-3-2