Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 217

Fonografematisk analyse
189
kert. Skal markeringen af palatal udtale af /g/ og /k/ foran
fortungevokal, et fænomen som fprst bliver almindeligere
i 1300-tallet, pa trods af at udtalen rimeligvis har været pa-
latal fra den ældste tid, máske netop ses i lyset af at man
ikke har kunnet anvende (1) som markpr af palatal udtale
fpr det halwokaliske /j/ har fáet konsonantstatus?
Den sene tidsfæstelse af overgangen til konsonantisk
udtale i forlyd baserer sig pá at /j/ langt op i tiden allitte-
rerer med vokaler i poesien. Björn K. Þórólfsson pápeger
at det bl. a. er tilfældet hos Hallgrímur Pétursson, og Þor-
steinn G. Indriðason (1990, s. 16) fremhæver at det samme
g0r sig gældende i Jón Þorlákssons digtning fra omkring
1800. Det sidstnævnte er ikke mindst interessant fra et
metodisk perspektiv, for som ogsá Haraldur Bernharðsson
(1999, s. 139) bemærker, er det usandsynligt at /j/ skulle
være en halwokal i 1800-tallet. Traditionen har altsá spil-
let en væsentlig rolle,1 hvilket vanskeliggpr tidsfæstelsen
af overgangen. Nár man ikke kan regne med en halwokal
i 1800-tallet pá basis af allitteration med vokaler i digtnin-
gen, kan man principielt heller ikke i 1600-tallet.2
Hverken A eller B rummer eksempler pá manglende ma-
nifestation af /j/ efter /ý ey/.
Sœrlige tilfœlde
Om adjektiver med ja-/jö- vs. a-/ö-stammeb0jning, se af-
snit 5.3.2, hvoraf det bl. a. fremgár at man i A ikke finder
former med -j- i fát0kr og sterkr og med undtagelse af ét
eksempel pá tilnavneformen gen. sg. mask. def. ríkja hel-
ler ikke i ríkr. I B udviser fát0kr og ríkr konsekvent ja-/jö-
stammebpjning.
Om overgangen /gj/ > /j/, se afsnit 4.4.5.2.4.
Om usikkerhed i tolkningen af visse tilfælde med (gi)
som enten kan afspejle /g/ foran /0/ eller /gj/ foran /9/,
se afsnit 4.4.5.2.4.
^Dette er ogsá blevet understreget i andre sammenhænge, fx i Jón
Helgason (1927, s. 92), hvor forholdene ved svarabhaktivokalen og /fl/
nævnes som eksempler pá poesiens konservatisme i forhold til den al-
mindelige lydudvikling. Om forskellen mellem det fonologiske og det
metriske system, se ogsá Kristján Arnason (1991, s. 3—22).
2 Om halwokalerne i islandsk, se ogsá Hreinn Benediktsson (1969).
4-4.5.2.7 /k/ og /kk/
A B
N (c) 9725 /k/ <c> 1450
(k) 3675 <k> 1175
<q> 350 <q> 130
(K) 145 <K> 2
<g> 15
<ch) 9
<C) 4
<ck) 2
<cc) 1 <cc) 10
<Q> 1 <Q> 1
/kr/ <k) 1
/ks/ <x) 53 /ks/ <X> 20
/k+s/ <X> 3
/sk/ <x) 3 /ok/ <í> 1250
<?> 2
/kk/ <cc) 525 /kk/ <CC> 185
<ck) 275 <ck) 13
<cq) 92 <cq) 63
<k) 17 <k> 6
<c) 6 <c) 12
<kk) 2 <kk) 1
(cck) 1
<g> 1 <k) 31
<kc) 7
<c) 1
Tabel4.38: Manifestationen af /k/ og /kk/
Da brugen af <k) vs. (c) i islandske hándskrifter i den
klassiske periode kan være reguleret af mere eller mindre
divergerende regler, skal der i det fplgende redegpres grun-
digt for brugen ved at sætte betegnelserne i relation til sá-
vel den overordnede stilling i (graf)ordet som den efterfpl-
gende fonologiske kontekst. Derved kan det afgpres om
brugen i stprre eller mindre udstrækning er underlagt den
ældre palatalregel eller en yngre regel, ifplge hvilken gra-
fens position i ordet har reguleret valget mellem (k) og (c).
Ifplge palatalreglen, der spiller en væsentlig rolle for for-
delingen af (k) og (c) i de ældste hándskrifter, anvendes (k)
foran fortungevokal, mens (c) anvendes i alle andre stillin-
ger. Reglen udspringer af at (c) i latinsk ortografi pá dette
tidspunkt er blevet udtalt som [ts] foran fortungevokal.3
Undtagelser fra denne regel er app. konungr, der forkortes
med (k) (hvilket kan overfpres til de sjældnere udskrevne
tilfælde),4 og forbindelsen (fc), der almindeligvis ogsá an-
3 Tidligere er palatalreglen blevet betragtet som et sikkert vidnesbyrd
om den norske og islandske skrifts udprægede afhængighed af en-
gelsk skrifttradition, men et sádant ræsonnement synes ikke rimeligt,
jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 30—2 m. henv.).
4 Dette faktum má der tages hensyn til ved sammenligninger af frekven-
sen for (k> og <c> i forskellige hándskrifter, hvis de skal bruges i et
44.5.2.7