Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 95

Palæografi
67
men buen er generelt mere rund i B og afsluttes en anelse h0jere
end i A, hvor grafklassen generelt ogsá har en mere duolineær
manifestation med tydeligere forskel mellem hár- og trykstreger.
Til gengæld anvender ingen af skriverne den yngre |z|-lignende
graftype der manifesteres med underlængde,1 og hos dem begge
har benet altid bevaret den oprindelige hældningsretning (nedad
mod hpjre)2 og udgár ikke fra buens bund med retning skrát
opad.3 At grafklassen næsten ikke er repræsenteret i A er ganske
bemærkelsesværdigt. Med undtagelse af nogle fá af de allerældste
hándskrifter anvendes |z| nemlig ellers (i varierende omfang) op
gennem tiden, og generelt i stigende grad.4
|R|: |R| forekommer kun én gang i B, hvor den manifesteres
som en graf med kapitælform (med lukket bpjle), jf. (221). I A
er grafklassen belagt 14 gange, og ogsá her repræsenteres den
af grafer med kapitælform og lukket bpjle. Bpjlens overkant
flugter almindeligvis nogenlunde med skaftets top som i (222),
men i et par tilfælde anbringes den en smule lavere, fx i (223).
Kapitælformen er enerádende i islandske hándskrifter.
|r|: Kapitælen ]r| anvendes ca. 185 gange i B og minder i
manifestationen meget om samme skrivers manifestation af |R|,
der dog fremstár noget slankere. Bpjlen er i reglen lukket, og benet
nár oftest ned til grundlinjen, jf. (224), (225) og (226). Den sidst
anfprte graf virker dog noget forskrevet. Grafklassen er ligeledes
frekvent i A (ca. 900 belæg) i en manifestation der ikke adskiller
sig meget fra den man finder i B. Benets længde kan variere, jf. fx
(227) og (228).
|f|: |f|, som den karolingiske skrift har optaget fra halvun-
cialen, anvendes hyppigt af begge skrivere. I B kan den siges at
optræde i tre graftyper. Den hyppigste af disse, IIPII, anvendes i
næsten 90 % af tilfældene og kendetegnes ved manglende under-
længde, jf. (229) og (230). Den næsthyppigste graftype, llf2ll, an-
vendes i omtrent 10 % af tilfældene og kendetegnes ved en smule
underlængde, jf. (231). Den sidste graftype, IIPII, er meget sjælden
og kendetegnes ved meget tydelig underlængde med ombpjning
mod venstre, fx (232). De to fprstnævnte graftyper optræder jævnt
fordelt i hele B og er heller ikke væsensforskellige. Hele 12 af de
i alt 22 sikre eksempler pá IIPll findes derimod pá den fprste side
(íor), hvilket kunne indikere forlægspávirkning.5
I A har jeg kun registreret eksempler pá den fprstnævnte graf-
type uden underlængde. Som i B varierer graden af ombpjning, og
det samme g0r skaftets udformning, afhængigt af sammenknyt-
ningen af halsen og skaftets hoveddel, jf. fx (233), (234) og (235).
s. 47-9) og Stefán Karlsson (2002, s. 837). Det sákaldt “kl0vede r” er en yngre
graftype (af |r|), som if^lge Seip (1954, s. 140) ikke forekommer f0r C1350 (her
má han formentlig mene i rendyrket form).
1 Denne type skulle if^lge Seip (1954, s. 94) kunne findes f0r 1300, men udsagnet
er usikkert, da det ikke ledsages af nogen henvisning.
2 þ| udspringer af en ligatur af |o| og uncialt |r| hvis andenkomponent er blevet
opfattet som en selvstændig graf, jf. Spehr (1929, s. 124), Hreinn Benediktsson
(1965, s. 47) og Derolez (2003, s. 63).
3 Dette er fx tilfældet i Holm perg 15 40, jf. de Leeuw van Weenen (1993, s. 38).
4 ]f. fx Seip (1954, s. 51) og Hreinn Benediktsson (1965, s. 47-9).
5 Nærmere herom i afsnit 6.2.
I B I3ri2
B 13121
B I3rii
I A6r22
HH A4n8
8H b 14V18
I B14V16
B 14V16
B iori4
A 41-13
A4ru
(purjr
A 6r26
3-3-2