Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 211

Fonografematisk analyse
183
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.34, optræder de to til-
fælde med (11) for /ldl/ i A i ‘æðvelliga’ 2ono og ‘margpal-
ligr’ 26r32/ mens (11) for /ld/ optræder i adv. aldri (‘alln’
27V7) og eventuelt i propriumformen Reinald ‘reinall’
32ri2.
I komparativen ellri og appellativet forellri indikeres al-
drig indskud af /d/ i A (man finder ‘elln’ 24V56 og 37V27,
‘porellra’ 20v8 og 23V27 samt ‘porellrar’ 26V7). I B er kom-
parativen ikke belagt, men ved forellri finder man som for-
ventet heller ikke noget /d/-indskud (‘p02-ellri’ I4r3).2
Om Einriði i A vs. Eindriði i B, se afsnit 5.2.1.
44.5.2.3 /f/ og /ff/
A B
/f/ <0 3450 /f/ (f) 1050
(F) 110 (F) 8
(ph) 2
(Ph) 1
Tabel4.33: Manifestationen af /f/i stavelsesinitial stilling
A B
~F/ <Ö 3^75 F/ <0
O 11
(m) 6 (m) 2
(v) 5 (v) 27
<P> 2
<F> 18
<u> 6
_____________________ <fF> 1
/af/ <4> 3
/fnm/ <fm) 1
/ fnt/ (fmt) 1
______________________________________<mt) 1
/ff/ (ff) 17 /ff/ <ff) 1
Tabel4.34: Manifestationen af /f/ og /ff/ uden for stavel-
sesinitial stilling
1 Man íinder ingen modeksempler med manifesteret /d/ i forbindelsen
/ldl/ i A (B rummer slet ingen eksempler pá former med /ldl/). Om
svind af /d/ i denne forbindelse, se Bandle (1956, s. 114). For tilsva-
rende tilfælde i det med MskMS nogenlunde samtidige AM 519 a 40,
se de Leeuw van Weenen (2009, s. 68).
2 Indskud af /d/ er if0lge Bandle (1956, s. 115) belagt fra 1300-tallet, i
hvert fald ved forellri, men Bandles henvisning til Gering (1882-83,
bind 2, s. 271) afsl0rer at det págældende belæg optræder i AM 586 40,
der dateres til CI450-1500. At former med /d/-indskud i forellri imid-
lertid rent faktisk er belagt allerede i sidste del af 1200-tallet, derom
vidner formen ‘forelldra’ i AM 291 40 (jf. Larsson 1956, s. 29). Dette
eksempel er ogsá det ældste i ONP’s citatsamling i rent islandske kil-
der (i hándskrifter og diplomer fra CI350 og anden halvdel af 1300-
tallet íinder man flere eksempler). De to ældste eksempler i ONP’s ci-
tatsamling pá komparativen eldri er begge fra AM 47 fol (CI300—25),
nærmere bestemt HkrEirsp 5516 og 14729, mens det næstældste belæg
er fra GKS 1005 fol (01387-95), nærmere bestemt HákFlat 1992.
Den meget gennemfprte brug af (f) for den stemte allo-
fon af /f/ er forventelig i et hándskrift fra den senere del
af 1200-tallet. I det hele taget er (f) den almindelige beteg-
nelse i hele den oldislandske periode, men navnlig i tidlig-
klassiske hándskrifter er (u v) ikke sjældne, i visse kilder
endda dominerende.3 Som det fremgár af oversigtstabel-
len er (u v) noget mere frekvente i B end i A. Hos begge
skrivere optræder (u v) i særlig sonore kontekster (intervo-
kalisk og mellem likvid og vokal). Ved de blot fem tilfælde
i A finder man intet særligt leksikalsk mpnster (jf. eksem-
plerne i afsnit 4.3.2.67), men i B optræder 47 af 51 tilfælde i
former af vb. hafa (nærmere bestemt hafa x 44 og haf x 3,
jf. afsnit 4.3.2.64, 4.3.2.67 og 4.3.2.71).
Valget mellem betegnelserne synes i den ældste tid til
dels grafisk betinget, idet (u v) især anvendes i forbindelse
med interlineære abbreviaturer for at undgá kollision med
overlængden pá <f)4 (|p| anvendes ikke i den ældste skrift),
men som bemærket i Hreinn Benediktsson (1965, s. 76) er
grafiske hensyn rimeligvis ikke hele forklaringen pá bru-
gen af (u v) i denne funktion. Brugen skal sandsynligvis
ogsá ses i lyset af en overgang /v/ (konsonantisk /u/) til
labial frikativ i initial stilling og af et sammenfald mellem
/f/ og /v/ i stemte omgivelser. En sikker indikation af
dette sammenfald finder man i MskMS i de hhv. fire og
otte tilfælde med(f) for /v/ som er nærmere omtalt i afsnit
4.4.5.2.15.5 I hándskrifter fra 1200-tallets anden halvdel fin-
der man ikke nær sá ofte (u v) for /f/ som i tidligklassiske
hándskrifter, men spredt forekomst af (u v) som i MskMS
er ingenlunde enestáende i perioden.6
Pga. neutraliseringen af distinktionen mellem /f/ og /p/
foran /1/ finder man báde (ft) og (pt), dog sjældent i samme
ordformer.7 Hos begge skrivere er (p) langt almindeligst,
og det er enerádende i fplgende tilfælde i A: (-)aptan(-)
x 10, aptarr, aptr(-) x 70, djúpt, drapt, (-)gipt(-) x 19,grepti
x 2, heipt(-) X 2, hepta, hepti, keypt- X 4, kept, kjapta, lypt(-)
x 8, nafarskeptum, opt(-) x 31, skapt(-) x 3, (-)skipt(-) x 35,
3 Bortset fra det korte MáldReyk1 (CI150-1204), hvor man finder ff),
bruges (u v) vist i alle de aeldste kilder. Henvisninger til forskellige
hándskrifter findes i Hreinn Benediktsson (1965, s. 76).
4Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 76) og Lindblad (1954, s. 217 m.
henv.).
5 Som omtalt i afsnit 4.4.5.2.15 regnes sammenfaldet mellem /v/ og /f/
for indtruffet C1200 eller lidt senere.
6 Noget tilsvarende forekommer fx i GKS 2365 40, AM 29140 og Holm
perg 2 40 (A og B). Særlig frekvent er <u v) for /f/ i AM 519 a 40, hvor
man i intervokalisk stilling finder hele 622 tilfælde med (u v p) over
for 426 tilfælde med (f) (jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 64).
7Tidligere har man regnet med overgang /ft/ > /pt/ > /ft/, men som
omtalt i fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 76—7) skyldes fænomenet
snarere en gammel neutralisering af den págældende distinktion, der
har fprt til at man har kunnet tolke fonemet som báde en plosiv og
en frikativ, hvilket i urgermansk — og efter alt at dpmme i oldislandsk
(jf. nisl.) - har resulteret i identificering som frikativ. Man má regne
med at neutraliseringen ogsá er kommet til at gælde for /pt ppt ft/ op-
stáet ved den urnordiske synkope, men morfofonemiske associationer
har rimeligvis samtidig spillet en betydelig rolle. For sável ældre som
nyere tolkninger af skrivemáder med <pt)/(ft), se fx Hoffory (1885,
s. 4—16), Noreen (1923, § 240.2), Hægstad (1942, s. 63), Brpndum-
Nielsen (1950—73, § 296), Bandle (1956, s. 122—25), Hreinn Benedikts-
son (1965, s. 76-7), Stefán Karlsson (2004, s. 18) og Kristján Árnason
(2005, s. 362).
44.5.2.3