Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 166

138
Ortografi
for /it/ (x 7) i pron. vit ‘v’ x 7, fx 8VI3.
for /iþ/ (ca. x 240) i app. viðbragðit v Bgþit’ 3IV24 og við-
tpkur vtocor’ 33VIO samt præp./adv. við v’ X 238, fx
6r3i.
som mark0r af kontraktion (x 1) i app.guði ‘g’ y<).
som markpr af suspension (x 4) i prop. Norðbrikt, fx
‘norþb’ 2ri6.‘
(B) I B forekommer (‘) omtrent 325 gange og anvendes i fpl-
gende funktioner:
for /ri/ (X40), fx i app. friði ‘pþi’ 13^9, grið ‘gþ’ 13141,
grimmleiks ‘gmleicf’ HV44 og kristninnar ‘cftmnar’
13V29.
for /rí/ (x 5) i app.gm'gf’ 15V47, adj. fríðust ‘pþutz’ 13V26,
friskr ‘þfcr’ 15V27 og frítt ‘þtt’ 12V49 samt vb. drífa ‘ðþa’
15141.
for /rl/ (x 25), fx i app. leiðangri ‘leiðang’ 12V4, vetrinn
‘vett’rj’ 12134 og undri ‘unð” I2vi samt adj. betri ‘bett’’
15V13-
(h) for /hri/ (x 6) i app. gullhring ‘gullhng’ I2r53 og
i6r40, hringinn ‘hng’ I2r54, hringinum ‘hngmö’ 1OV32
og hringum ‘hngö’ liri og 15V32.
(h) for /hrí/ (x 3) i hríð ‘hþ’ íovi og I5ri4 samt hrís ‘hs’
1°V55.
for /ir/ (x 6) i app. óvirðing ‘oþþing’ 13V52, svívirðing
‘fviþþlg’ I4r6 og virðum ‘vþö’ I7ri8, adj. óvirðiligri
‘o-uirþilig’ 12132 og vb. virðir ‘þþir’ 14127 og óvirði
‘o-vþi’ 1015.
for /vi/ (x 2) i app. kviði ‘qþi’ UV29 og kvitt ‘qtt’ 15147.
for /ví/ (x 109) i adv. hví ‘h’ x 11, fx i2rio, og
pronominal- og adverbialformen því samt sammen-
sætninger hermed x 98, fx því ‘þ’ I2r4 og þvílíkri
‘þlicn’ 2504.
for /vl/ (x 4) i prop. Ttyggvi ‘tryó’ 17127 og ‘trygg’ 17123,
app. hr^kkviskafls ‘hra>cc fcaplf’ 15V21 og adv. n0kkvi
‘nocq’ UV48.
for /il/ (x 15) i app. tillpgum ‘t-lægö’ 25ri2 og præp./adv.
til ‘t” x 14, fx 25115.
for /it/ (x 1) i pron. vit ‘v’ 12V42.
for /iþ/ (x 86) i præp./adv. við x 86, fx ‘v’ 12v8 og ‘þ’
13125.
11 ‘norþB’ svarer (') sáledes til f0rste del af suspensionen, /ri/, og er
samtidig markpr for hele suspensionen. Tilfældene som ovenfor er
grupperet som brug af (') for /i[ltþ]/, kunne tilsvarende — og muligvis
med stprre rimelighed — rubriceres som eksempler pá brug af (') som
markpr af fprste tegn i suspensioner (jf. Hreinn Benediktsson 1965,
s. 88).
‘m’/‘iti’ for manni (x 9) i app. ármanni ‘árrh’ 10151,
manni X 7, fx ‘m’ nr33 og stýrimanni ‘ftýn m’ lor2Ó.
‘é’ for eigi (x 1) i adv. eigi ‘é’ íyng.2
Brugen af (‘) for /rV(,y/, /Vpyr/ og /vVpy/ findes allerede
i de ældste hándskrifter3 og forbliver produktiv op gen-
nem middelalderen.4 Som ved andre tilsvarende interline-
ære alfabetiske abbreviaturer kendes brugen ogsá fra latin-
ske hándskrifter sável i Norden som pá kontinentet.
Brugen af (‘) som marltpr af kontraktioner og suspen-
sioner kendes ligeledes fra hele den middelalderlige peri-
ode, og den specifikke brug (de enkelte skrivemáder) er for-
mentlig fprst og fremmest skriver(skole)afhængig, selvom
der ved visse skrivemáder kan spores kronologiske m0n-
stre. I skrivningen af præp. til kan der konstateres en ty-
delig forskel mellem A og B, idet A i langt hqjere grad for-
korter ordet (se afsnit 5.9.20).
Tilfælde som ‘t’ og ‘v’, der i oversigten ovenfor er blevet
rubriceret som eksempler pá brug af (') for hhv. /il/, /iþ/
og /it/, bpr — som allerede nævnt i note 1 og note 2 — nok
snarere kategoriseres som en art suspensioner.
At formen ‘é’ kun optræder én gang i B, og slet ikke i
A, má ses i lyset af at skrivemáden fprst for alvor bliver
udbredt i 1300-tallet,5 selvom individuelle skrivervaner na-
turligvis kan spille en væsentlig rolle.6
4-3-4-1-4 <">
(M) bruges en enkelt gang i A i pluralisformen ‘m’ 2V45 (A)
mpnnum, men ikke i B.
Brugen af (M) i denne funktion synes særislandsk og
kendes fra ældre kilder, fx AM 677 40 B (01200-25) og
GKS 1157 fol B (CI250),7 men ogsá fra nogenlunde sam-
tidige eller lidt yngre kilder, fx AM 162 A § fol, AM 162 E
fol og AM 325 III þ 40 (alle fra C1300).
4.3.4.I.5 (N)
(N) bruges én gang af hver af skriverne, og i sável A som (A)
B fungerer abbreviaturen som markpr af sidste tegn i en (B)
2 Som bemærket ovenfor kan de som brug af <’) for /i[ltþ]/ gruppe-
rede tilfælde ogsá opfattes som eksempler pá brug af (l) som mark0r af
f0rste tegn i suspensioner. Det samme kan siges om det enkeltstáende
‘é’ for eigi, hvor abbreviaturen dog máske snarere — som i tilfældene
med ‘My‘m, for manni — skal betragtes som mark0r af sidste tegn i en
kontraktion. Under alle omstændigheder er der snarere tale om at en
specifik ordform skrives pá én ganske bestemt máde end at O generelt
har de nævnte referencer.
3 Jf. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 90), Spehr (1929, s. 142), Seip
(1954, s. 103) og Kálund (1907, s. ix).
4Den i MskMS manglende brug af O for /Ir/ er forventelig, idet
islandske skrivere i stedet typisk bruger O, hvilket formentlig ikke
mindst skal ses i lyset af at /I/ i ældre tid ikke identificeres med for-
tisvokalen /i/, men derimod /e/.
5 Jf. Lindblad (1954, s. 45).
61 hvert fald ved linjeudgang forekommer ‘é’ sáledes allerede i bl. a. AM
696 XXIV 40 (C1200—25), jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 90).
7 Jf. Lindblad (1954, s. 55) og Spehr (1929, s. 144).
4.3.4.1