Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 496

468
Studier af afskrivningsprocessen
skap (talemál og/eller skriftspráktradisjon) mellom origi-
nal og vidisse)”.1
Ifplge Hagland er hovedresultatet af underspgelsen “det
inntrykk som avskrivningsprosessen synest á gi av ‘styr-
ken’ i skriftspráksnorma hos einskilde av skrivarane”
(s. 21), og at “talemálsbaserte innslag i skriftspráket kan ret-
tast opp til tradisjonelle former ved avskrift” (s. 12). Hag-
lands argumentation for hvorledes skrivere foretog tilpas-
ning efter en skriftsproglig norm (og ikke blot efter deres
eget talesprog), afspejler artiklens fokus pá forholdet mel-
lem talesprogspávirkning og skriftsprog. I vort perspektiv
er det imidlertid særlig interessant at man pá det ortografi-
ske og fonologiske plan finder en stor mængde ændringer,
selv i den særlige situation hvor der er vidnegaranti for at
afskrifterne ord for ord fplger originalen.
E.1.2 Haraldur Bernharðsson (1999)
Haraldur Bernharðsson (1999) er en grundig underspgelse
af sproget i tre islandske 1600-tals afskrifter med middelal-
derlige forlæg. Afhandlingen forspger fprst og fremmest
at besvare fplgende tre spprgsmál (Haraldur Bernharðsson
1999, s. 10):
1. Að hve miklu leyti endurspegla sautjándu ald-
ar uppskriftir íslenskra miðaldahandrita málfar
sautjándu aldar og hvernig nýtast þær sem mál-
heimildir?
2. Hvaða þættir eldri málstiga taka breytingum
öðrum fremur í meðförum sautjándu aldar
skrifara?
3. Er hægt að draga einhverjar almennar ályktanir
um málsögulegt gildi uppskrifta?
Materialet afgrænses ved udvælgelsen af tre skrivere der
tilhprer den gruppe af 1600-tallets skrivere der “skrifa sem
næst eigin málstigi, óháð forriti; tilgangurinn er fyrst og
fremst að varðveita textann eða frásögnina”.2 Selvom un-
derspgelsen dermed ikke kan siges at give en fuldstændig
beskrivelse af afskrivningspraksis i 1600-tallet,3 indebærer
afgrænsningen ogsá en fordel, idet den underspgte afskriv-
ningspraksis formentlig ikke er væsensforskellig fra den
som mange middelalderlige afskrivere har benyttet. Det
underspgte materiale udgpres af:
1 Ved den Í0rste type underspger han brugen af (g):?gh), (ð):{d), (aa):(a)
(for /iD og (e):(æ). Ved den anden rettes fokus mod manifestationen
af svarabhaktivokalen, progressiv j-omlyd og infortisvokalerne /A/
(efter lang rodstavelse), /I/ og /U/. Andre fænomener er for dárligt
belagte til at egentlige konklusioner kan drages.
2 Ud over denne gruppe skrivere regner Haraldur Bernharðsson med to
andre kategorier, nemlig skrivere som “fyrna mil sitt, taka upp fornt
málstig forrits en víkja einnig oft frá þvi með “rangfyrningum”; til-
gangurinn er að varðveita textann eða frásögnina og gera hana sem
fornlegasta”, og skrivere som “skrifa upp því sem næst stafrétt og
bandrétt og fylgja jafnvel stafagerð forrits; fílólógískur áhugi ræður
ferðinni og tilgangurinn er að gera sem nákvæmasta eftirmynd af for-
ritinu”.
3 Ved en beskrivelse af praksis i 1600-tallet lader Haraldur Bernharðs-
sons underspgelse sig supplere med Jprgensen (1997) og Vitti (2007).
1. Afskriften af AM 557 40 (Skálholtsbók, C1420) udfprt
af Björn Jónsson á Skarðsá (1574—1655). Afskriften
findes i AM 552 1, m, n 40.
2. Afskriften af Holm perg 8 fol (01340—70) udfprt af
Þorleifur Jónsson í Grafarkoti (fpdt C1570?). Afskrif-
ten findes i AM 304 40.
3. Afskriften af AM 122 a fol (Króksfjarðarbók Sturl-
ungu, CI350—70) udfprt af Jón Gissurarson á Núpi
(1590—1648). Afskriften findes i AM 114 fol.
De to fprstnævnte skrivere er fra omrádet omkring
Skagafjörður, mens den sidstnævnte er fra Vestfjordene.
Alle afskrifterne er sandsynligvis udfprt i det fjerde eller
femte tiár af 1600-tallet, hvorved den tidsmæssige forskel
mellem forlæg og afskrifter er ret stor (henholdsvis ca. 200,
300 og 300 ár).
Haraldur Bernharðsson behandler stprre uddrag af hver
af de tre tekster, og ændringerne betragtes dels i lyset af
andre tekster som skriverne har skrevet (og i forskellig ud-
strækning selv har forfattet), og dels i lyset af eksisterende
beskrivelser af sproget i 1500- og 1600-tallet. Efter at have
givet et overblik over afskrivervirksomheden i 1600-tallet,
redegpr Haraldur Bernharðsson i tre selvstændige kapit-
ler npje for de tre underspgte afskriveres tilgang ved en
gennemgang af de sproglige forskelle mellem forlæg og af-
skrift. Det hele knyttes sammen i kap. 6, hvor ligheder og
forskelle i de tre skriveres praksis beskrives, og hvor æn-
dringerne indsættes i et mere overordnet sproghistorisk
perspektiv.
Foruden ændringer pá det ortografiske og fonologiske
plan4 underspges ændringer pá det morfologiske og det
orddannelsesmæssige plan,5 mens eventuelle syntaktiske
ændringer forbigás i tavshed.
Haraldur Bernharðssons overordnede konklusion er at
afskriverne pá det ortografiske og fonologiske plan i hpj
grad fplger deres egen norm. Derimod foretages langt
41 analysen af ortografi og fonologi betragtes især manifestationen af
/ang/, /vá/, /eng/, /egj/, /ve/, /é/, /vér/, /vél/, /y/, /ý/, /ey/, /ö/,
/öng/, /jö/, /I/, /U/, /g k/ foran /e æ ö/, /k t/ i tryksvag udlyd, /kl/,
/1/, svarabhaktivokalen, /rr/ og /ss/ ved morfemgrænser, radikalt /rr/
i udlyd, /rl 11/, /rn nn/, /s/, /s(+dental)/, det priv. præf., rodvokalen i
heðan, Heðinn, herað, præt. af halda og pronominalformen elc
51 analysen af morfologi og orddannelse ses der ved substanti-
ver nærmere pá forholdene ved en række stammer, nemlig ia-
stammer (mask.), ö-stammer, i^ö-stammer, i'ö-stammer, «-stammer og
r-stammer, foruden en række specifikke substantiver, nemlig bóndi,
dyr(r), hönd, mánaður/mánuður, morginn, Már, nátt/nótt, snár/snjór/
snjár og pluralisformerne kuerkar/kverkr. Ved adjektiveme og partici-
pierne betragtes kontraktionen af endelser ved adjektiver der ender pá
lang vokal, den plurale dativendelse i superlativ og endelserne i kom-
parativ og præsens participium. Af pronomener undersöges de pos-
sessive okkarr, ykkarr ogyð(v)arr, det demonstrative sjá/þessi, de in-
definitte nokkur og engi(nn) samt partiklen er/eð. Ved verberne un-
dersöges nye og gamle b^jningsformer, endelserne i 1. pers. sg. i sável
indikativ som konjunktiv, præsens som præteritum, endelserne i plu-
rale konjunktivformer, endelsen i 2. pers. sg. præt. ind. af svage verber,
analogisk -j- og -í^-indskud, svind af det udlydende /m/ og /þ/ i hhv.
1. og 2. pers. nár við/vér og (þ)ið/(þ)ér f^lger, samt endelseme i reflek-
sive f^rstepersonsformer i singularis og pluralis.
E.1.2