Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 97

Palæografi
69
en lukket b0jle dannes i grafens midte) og med en hage pá den 0vre
bue, optræder i fem tilfælde, fx (244). En fjerde særlig udsmykket
graftype, IIS4II, optræder kun to gange, fx (245)1 og burde pga. sin
særlig afvigende manifestation miske snarere kategoriseres som en
helt egen grafklasse.2
Det má bemærkes at grænsen mellem |s| og IIS1!! i B er noget
flydende, og at man derfor ofte kan være i tvivl om rubriceringen
af en given graf, fx i (246), hvor grafens hpjde er en mellemting
mellem en almindelig minuskels (eller kapitæls) og en majuskels.
Af sádanne eksempler har jeg i B registreret 16.
Ogsá i A varierer manifestationen af |S|. Graftypen IIS1!! bruges
i 15—20 % af tilfældene, jf. fx (247). Graftypen IIS3II er ikke nær
sá almindelig og anvendes kun meget spredt, men jf. fx (248).
En graftype der i manifestationen ligner denne, men hvor den
nedre bue er mere lukket, idet den ikke afsluttes med et sving
nedad, er den mest udbredte type i A og anvendes i omtrent 80 %
af tilfældene, jf. fx (249). Den særlig udsmykkede graftype IIS4II
findes ikke i A, men en smule mere udsmykning end i de hidtil
eksemplificerede graftyper finder man i enkelte tilfælde, jf. fx
(250).
|t|: ]t| manifesteres varieret hos begge skrivere. I B kan man
skelne mellem fire graftyper, der er belagt side om side i hele denne
del af hándskriftet. Den hyppigste variant, llt1!!, som anvendes i
godt fire af ti tilfælde, er kendetegnet ved at skaftet skærer tvær-
stregen, fx (251). Graftypen llt2ll, der er næsten lige sá hyppig og
i det hele taget ikke er væsensforskellig fra llt1!!, adskiller sig fra
denne ved at skaftet blot tangerer tværstregen, jf. fx (252). Langt
sjældnere er llt3ll, som anvendes i omkring 5 % af tilfældene, og som
kendetegnes ved at tværstregen udgár fra skaftets top. Derved min-
der den i manifestationen om et |c|, jf. fx (253). Meget sjælden er
llt4ll som kendetegnes ved at tværstregen udgár fra en position et
stykke nede pá skaftet, jf. fx (254). I A er en graftype der svarer
til llt2ll, hvor skaftet blot tangerer tværstregen, sá at sige helt gen-
nemfprt, og rundingen ved grundlinjen er endnu tydeligere end i B,
jf. fx (255).
I de ældste hándskrifter er skaftet i reglen rundt, og ifplge
Spehr (1929, s. 100) skærer det hyppigt tværstregen. Det er dog
tvivlsomt om man med Seip (1954, s. 18 og 52) ligefrem kan sige
at det er det almindelige. I 0vrigt forekommer det underligt at
Seip samme sted betragter typen hvor tværstregen ikke skæres,
som den yngre. Hreinn Benediktsson (1965, s. 49) taler ogsá
om de to typer som “chronologically successive”, men betragter
det kronologiske forhold mellem dem præcis modsat. Dette
synes da ogsá at være mere korrekt, selvom begge varianter
optræder i den ældste periode. I den latinske minuskel er typen
med skáren tværstreg utvivlsomt yngst, men bruges dog fra
1000-tallet.3 I dette lys er det ikke mærkeligt at typerne allerede
B10V30
B 13131
B14J29
A18145
£ th
MOTS A 4117
A18V9
A 41-15
RB B 13129
B 13129
B i3rio
B 13>7
A 4r5
1 Det kan bemærkes at IS:ill og IIS4II i Goodwin (1906, s. 32) omtales som “den
specifikt islandska S-versalen”. Det er imidlertid uklart om forfatteren hermed
blot mener at varianten i den af ham udgivne tekst kun forekommer i isiandske
passager. I hvert fald kendes typen ogsá fra norske hándskrifter (jf. fx Seip 1954,
s. 100).
2 Det ville dog ikke have haft konsekvenser for den ortografiske analyse i kap. 4, da
der ikke kan opstilles minimalpar som adskiller sig ved de forskellige graftyper
af |S|, og da IIS1!! varierer frit med IIS4II i ‘Sva’ 11V2Ó - ‘Sva’ 13131.
3 Jf. Brpndum-Nielsen (1943, s. 18).
3-3-2