Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 495

E StUDIER AF AFSKRIVNINGSPROCESSEN
Nærværende bilag skal ses i lyset af at en diskussion af
afskrivningsprocessen er relevant for analysen af even-
tuelle indikationer af forlægspávirkning. Bilaget forspger
at belyse aspekter af forholdet mellem afskrift og forlæg
og sammenstpdet mellem forlæggets brug og afskriverens
norm, med udgangspunkt i studiet af nogle sjældne tilfælde
hvor man mener at have forlæg og direkte afskrift over-
leveret. Da næsten alle kilder til den ældre sproghistorie
er afskrifter af andre tekster, har diskussionen ogsá mere
generel betydning for spprgsmálet om afskrevne teksters
værdi som sproghistoriske kilder.
I det fplgende redegpres fprst for resultaterne af flere
eksisterende underspgelser af afskrivningsprocessen (af-
snit E.i), og derefter opsummeres resultaterne af en un-
derspgelse jeg selv har foretaget pá fem tekster hvor forlæg
og afskrift formodes kendt (afsnit E.2).
E.i Tidligere unders0gelser af
afskrivningsprocessen
Afskrivningsprocessen er blevet studeret i flere undersp-
gelser, og i det fplgende redegpres kort for fire af disse. I
Hagland (1976) underspges en række middelalderlige nor-
ske diplomer, i Haraldur Bernharðsson (1999) underspges
tre islandske 1600-tals afskrifter af islandske middelalder-
hándskrifter, i Ottosson (2001) underspges tre islandske
middelalderafskrifter og én norsk, og endelig underspges
i Nielsen (1934) en middelalderlig afskrift af Skánske lov,
som pga. sin sproglige særstilling omtales til sidst efter re-
degprelsen for de norrpne tilfælde.1
E.1.1 Hagland (1976)
I Maal og Minne 1976 publicerede Jan Ragnar Hagland en
underspgelse, hvis hovedformál var
á freista svara pá spprsmálet om kva som skjer ved
avskriving av eit rettsdokument frá norsk mellomal-
der nár avskrifta er sá npye kontrollert mot originalen
1 Ellers har afskrivningsprocessen kun været underspgt i begrænset om-
fang i forbindelse med nordisk materiale, fx i Stefán Karlsson (1970 og
1983, s. bcxxi—lxxxvi), Wiktorsson (1981), Jprgensen (1997) °g Vitti
(2007).
[d. e. orð ifra orðe\. Meir konkret: Kva slags awik kan
eventuelt godtakast i eit dokument som fprer vitne-
prov pá at det er ei tru attgjeving av originalen?
(Hagland 1976, s. 1)
Materialet udg0res af en række norske middelalder-
diplomer, af hvilke sável original som afskrift er bevarede
(otte originaler og ni vidisser) samt et enkelt dokument,
hvor originalen er tabt, men to parallelafskrifter er beva-
rede. Afskrifterne har vidnegaranti for at de ord for ord
fplger originalen.
Nár Haglands resultater vurderes, má man have for 0je
at den samlede periode som underspges, er meget kort,
nemlig omtrent 35 ár (originalerne er fra 1325-39, vidis-
serne fra 1327-58 og de to parallelafskrifter fra 1360).
Endnu vigtigere er det at understrege at den tidsmæssige
afstand mellem originaler og afskrifter ogsá er meget kort
(fra under ét til 22 ár), hvilket naturligvis fár betydning for
hvilke typer af forandringer der potentielt vil kunne iagt-
tages. Til gengæld finder man stprre geografisk spredning,
og i ingen af tilfældene er forlæg og afskrift udfærdigede i
samme skrivermiljp. Endelig má det bemærkes at korpus
er meget lille (svarer til fem tryksider i Diplomatarium Nor-
vegicum), og at man ikke finder nogen genremæssig spred-
ning.
Haglands underspgelse baseres pá en analyse pá det or-
tografiske, det fonologiske og det morfologiske plan for-
uden den “innhaldsmessige sida ved tekstene”, hvortil bl. a.
ændringer af syntaktisk art, fx “utelatne ord eller eventuelt
omskrivning med synonyme uttrykk”, henfpres.
I hele sit materiale finder Hagland kun ni eksempler pá
den sidstnævnte form for variation, og ingen af disse kan
siges at ændre tekstens mening. Et tilsvarende mádehold i
indgreb fra afskriverens side registrerer han pá det morfo-
logiske plan, idet der af sádanne ændringer blot registreres
ti. Som Hagland selv pápeger, skal dette formentlig til dels
ses i lyset af det korte tidsrum mellem originaler og afskrif-
ter.
Til gengæld finder Hagland langt flere indgreb pá det
ortografiske og fonologiske plan. I analysen skelner han
mellem to overordnede typer af ændringer: 1) “Endrin-
gar i sjplve skriftbiletet (pá det grafonomiske planet)” og
2) “Skilnader som kan vera uttrykk for reel sprákleg ulik-
467