Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 41

Indledende beskrivelse af materialet
13
pegede tilbage mod en original der var ældre end 1200,1
men som omtalt i Louis-Jensen (1977, s. 64) er der ikke
tilstrækkeligt grundlag for en sádan slutning. Et af de af
Finnur Jónsson nævnte alderdommelige ortografiske træk
hos A er en tilsyneladende (næsten?) gennemfprt skelnen
mellem /9/ og /0/. Til dette má man for det fprste med
Louis-Jensen (1977, s. 64) indvende at en eventuelt gen-
nemf0rt distinktion snarere mátte afspejle skriverens egen
norm end forlæggets praksis. For det andet viser analysen
af skriverens ortografi i afsnit 4.4 at der faktisk ikke skel-
nes konsekvent mellem de to fonemer.
Adskilligt taler derimod for at værkets tilblivelses-
tidspunkt kan indsnævres til CI220 (nærmere bestemt
1217—22). De vigtigste indicier herfor findes i referencer
til historiske personer i tre genealogier.
Jón Þorkelsson (1868) argumenterer for at originalen má
være skrevet mellem 1217 og 1237, idet det passer med at
Skúli Bárðarson kaldes “jarl”.2 3 Denne periode indsnævres
af Storm (1873, især s. 28—9), der bemærker at origina-
len má være skrevet mellem 1217 og 1222, efter at Skúli
er blevet jarl, men fpr kong Jón Sprkvissons dpd. Præcise-
ringen udspringer af bemærkningen om at “Margrétu átti
Stígr hvítaleðr, ok var þeira dóttir Kristín, er átti Karl S0rk-
visson svíakonungr. Þeira sonr var S0rkvir konungr faðir
Jóns konungs” (MskMS, 27«—2)? Omtalen af kong Jón,
der regerede 1216—22, sammenholdt med den manglende
omtale af hans efterf^lger, Eiríkr Eiríksson, som regerede
1222—29, tyder pá at værket er skrevet f0r 1222, da der ikke
synes at være nogen anden særlig grund til at udelade Eiríkr
fra genealogien.4 Endelig bemærker Bjarni Aðalbjarnarson
(1937, s. 136) at yderligere én tekstpassage peger i retning
af tiden f0r 1222. Efter kong Óláfr Magnússons d0d finder
man sáledes en genealogi (MskMS, 27V48—51) der oplyser
at Óláfs mor, Sigríðr, var datter af Saxi fra Vík. Om hen-
des spskende hedder det at s0steren Þóra fik s0nnen Sig-
urðr slembidjákn, mens broderen Kári sammen med Borg-
hildr Dagsdóttir fik s0nnen Sigurðr Austrátt, der blev far
1 Som aUerede nævnt finder man generelt flere ældre træk i sproget hos
A. Dette bemærkedes allerede af Unger (i86ya), der mente at sproget
hos A i hpjere grad afspejlede forholdene i “Originalen” (som Louis-
Jensen 1977, s. 64, bemærker, beh0ver dette nok ikke at betyde sproget
i det umiddelbare forlæg). I den forstand at “Originalen” formentlig
har udvist en ældre sprogbrug, er dette rigtigt, men rimeligvis ogsá
kun derfor. Som det senere vil fremgá, er hánd A den bedst trænede af
skriveme og udviser mindre grad af palæografisk og ortografisk vari-
ation end hánd B, hvorfor det ikke forekommer sandsynligt at denne
skriver generelt i h0jere grad skulle være underlagt forlæggets brug.
2Skúli omtales som jarl i en genealogi anbragt mod slutningen af
Magnúss sagagóða ok Haralds harðráða, i hvilken slægten for den med
Haraldr allierede Tósti (Guðinason) f0res frem til værkets samtid (se
MskMS, 20r9).
3 Her som i andre tilfælde med normaliseret tekstgengivelse af MskMS
er normaliseringen min egen.
4 Bjarni Aðalbjamarson (1937, s. 135-37) g0r dog opmærksom pá at man
ikke helt kan udelukke at bemærkningen om Skúli jarl er en senere
tilf^jelse i MskMS, idet den er anbragt andetsteds i Fsk. Han finder
det dog mest sandsynligt at den er en oprindelig del af Msk, da den
findes pá et tilsvarende sted i Hkr (hvor Skúli kaldes “hertogi”). Jón
Sórkvisson nævnes til gengæld ikke i Hkr, men pá tilsvarende sted i
Fsk.
til Jón, som giftede sig med kong Ingi Bárðarsons datter
Sigríðr. Deres datter Baugeið nævnes imidlertid ikke, og
Bjarni Aðalbjarnarson forestiller sig at det skal ses i lyset af
at forfatteren ikke har været bekendt med hendes bryllup
med Ásolfr jarlsfrændi, et bryllup som foregik pá Austrátt
i 1221 eller 1222.5
Proveniensspprgsmálet er i hpjere grad uafklaret. I ind-
ledningen til sin udgave af Msk udtaler Finnur Jónsson
sig ikke om proveniensen for ÆMsk, men derimod om
proveniensen for MskMS6 og den heri foreliggende bear-
bejdelse (Finnur Jónsson 1932, s. xxxviii—xxxix). Han pej-
ler sig ind pá omrádet dels ud fra de i totterne optrædende
personers geografiske tilhprsforhold, dels og især ud fra en
formulering i Hreiðars þáttr heimska, hvor udtrykket norðr
í Svarfaðardal “viser, at skriveren (samleren) ikke tilhprte
nordlandet”, men “tyder pá syd- eller vestlandet” (Finnur
Jónsson 1932, s. xxxix).7 Finnur Jónsson (1932, s. xxxix)
ender med, pá baggrund af totternes usikre stilling inden
for værket, ganske vagt at konkludere: “Det höjeste man
synes med nogen ret at kunne slutte er, at den bearbej-
delse, der findes i vort hándskrift, peger snarest mod Vest-
landet (Vestfjordene). Nærmere kan man vist ikke komme
sagen”. Sigurður Nordal (1933, s. lxviii) afviser ikke en lo-
kalisering til Vestlandet.8
Jón Helgason (l934a, s. 14-15) mener at proveniens-
spprgsmálet er ul^seligt, men bemærker dog at indhol-
det peger i retning af enten Eyjafjörður (Nordisland) el-
ler Breiðafjörður (Nordvestisland). Dette havde allerede
Jón Þorkelsson (1868, s. 66) fremhævet, idet han noterede
at næsten alle de i totterne optrædende islændinge er fra
Nord- eller Nordvestlandet, og ogsá Kválen (1925, s. 46)
talte for Eyjafjörður (klostret Munkaþverá). Denne sid-
ste hypotese vinder tilslutning og udbygges i Andersson
(1994) og Andersson & Gade (2000, s. 67).9
Andersson & Gade anfprer, efter at have nævnt en række
personreferencer der kunne knytte værket til det vest-
lige Nordland,10 Nordvestisland (d. e. Vestfjordene inkl.
Breiðafjörður) og Vestlandet,11 en række argumenter for en
lokalisering til klostret Munkaþverá i Eyjafjörður (Nord-
landet). Det drejer sig dels om referencer til personer og
begivenheder i og omkring Eyjafjörður, dels om fremhæ-
5 Om alderen for ÆMsk, se ogsá Andersson & Gade (2000, s. 66—7)
og Armann Jakobsson (2002, s. 25-6).
6 Jf. afsnit 1.3.2.2 nedenfor.
7 Udsagnet beh0ver dog ikke n^dvendigvis at tyde pá Syd- eller Vest-
landet. Der er vel eksempelvis intet til hinder for at manden bag ud-
sagnet kan være fra Eyjafjörður. Svarfaðardalur befinder sig helt oppe
mod nordvest i Eyjafjörður.
8 Sigurður Nordal vil dog ikke med nogen som helst sikkerhed stedfæste
værket Morkinskinna, men han 0jner en forbindelse til sturlungerne,
og for ham at se h0rer værket litterært set (“bókmenntasögulega”) in-
tetsteds bedre hjemme end i Borgarfjörður-skolen (“í borgfirzka skól-
anum”). Som Andersson & Gade (2000, s. 68) bemærker, kender man
dog ikke til nogen litterær virksomhed i omrádet inden Snorri.
9 Om proveniensspörgsmálet, se ogsá en opsummering i Bjarni Aðal-
bjarnarson (1937, s. 171, note 1).
10 Már Húnr0ðarson (Húnavatnsþing).
11 Þorsteinn Gyðuson pá Flatey i Breiðafjörður og Þorgils Snorrason pá
Skarð i Dalir.
I.3.I.4