Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 169

Grafofonematisk analyse
141
for /ar/. De to tolkninger beh0ver dog ikke at udelukke
hinanden. Brugen af (r> for /\>a>r/ kan netop tænkes op-
stáet som et resultat af brugen som markpr af sidste tegn
i kontraktioner for var. Som fplge af denne verbalforms
hpje frekvens i sproget opfatter skriverne hurtigt (r> som
en generel forkortelse for /\>a>r/ og anvender den i over-
ensstemmelse hermed.
4.3.4.1.10 <R>
(A) <R> bruges tre gange i A for /arr/ i propriumformerne
Einarr ‘ein’ 36113, ‘Ein’ 35V36 og Ingimarr ‘Jngim’ 27V39.
I disse tilfælde kan abbreviaturen tolkes enten som /arr/
eller som sidste tegn i en kontraktion.
4.3.4.1.11 <s>
(A) Det interlineære <s> optræder otte gange i A, men i kun tre
af tilfældene er der tale om en egentlig forkortelse, hvor
<s> fungerer som markpr af en kontraktion i genitivformen
guðs ‘.g.’ 34V4, ‘g.’ 34V12 og ‘g’ 32115. De pvrige fem tilfælde
kan kun i en mere udvidet forstand betragtes som forkor-
telser. Mens anvendelsen af forkortelser generelt medfp-
rer besparelse af plads og tid (for skriveren) som fplge af
en reduktion af antallet af grafer, er der her blot tale om en
mindre pladsbesparelse, idet <s> bruges for / s/ og altsá ikke
bevirker en reduktion af antallet af grafer. Det drejer sig
om substantivformerne guðs ‘gvp’ 32ri9, hafrsins ‘haprenf
4r47/ Ófeigssyni ‘opeig.f.’ 17VH1 2 og Þóris ‘þorí’ 2IV30 samt
artikelformen ens ‘en’ 2OV31.
4.3.4.1.12 <*>
®) <’> forekommer ikke i A, men anvendes én gang i B sam-
men med et <r> i en underlig forkortelse for appellativet vetr
‘v’ 25r22 (ved linjeudgang).
4.3.4.1.13 o
(A) (v) forekommer syv gange i A og anvendes for:
/ru/ (x 2) i app. grun ‘gn’ 26V27 og vb. grunaði ‘gnaþi’
i8r9-
/rú/ (X5) i app. jungfrú ‘tvngþ’ 2V31 og yv), jungfrúva
‘iungþ|va’ 3r22—23 og trúnaðareið ‘tnaþar eiþ’ 3V23
samt vb. þrútna ‘þt|na’ 31V31—32.
(B) I B anvendes <v> to gange for /rú/ i verbalformerne trúa
‘ta’ 11V43 og trúask ‘faft’ íirió.3
11 dette tilfælde skal <s) máske betragtes som en rettelse.
21 en r0d overskrift i B.
3 Bemærk at (?) optræder som en interlineær tilf^jelse med nedvisnings-
tegn i ‘a-bVrþö’ for áburðum UV27. Som en rettelse forekommer det
muligvis ogsá i ‘pr’ 14V33 for præp. fyr, omend der nok snarere er tale
om ‘fr’.
Anvendelsen af <v> for /r[uú]/ forekommer allerede i de
ældste hándskrifter,4 fx i det meget gamle AM 315 d fol
(01150—75), og brugen kendes ogsá fra latinske hándskrif-
ter.
4.3.4.1.14 <z>
<z> anvendes 19 gange i A som markpr af sidste tegn i en (A)
kontraktion. Bortset fra kvazk ‘.q.’ 3IVII er der altid tale om
appellativformen mannz eller sammensætninger hermed,
fx mannz ‘m’ 7V39 og hirðmannzirts ‘hþmenf’ ir28.
I B anvendes <z> otte gange som markpr af sidste (B)
tegn i kontraktioner af appellativformen mannz eller sam-
mensætninger hermed, fx mannz ‘m’ iir3 og ármannzins
‘arminf I4ri8.
Den i sável A som B forekommende brug af <z> i genitiv-
formen mannz er allerede særdeles udbredt i ældre hánd-
skrifter, fx ældste del af AM 645 40 (01220), og former med
<z> er op gennem 1200-tallet den helt dominerende forkor-
telse for den págældende ordform.5
Den i A én gang forekommende forkortelse ‘.q.’ forud-
sætter -st som refleksivformant, men jeg er ikke klar over
hvor gamle de ældste belæg for den págældende skrive-
máde er.
4.3.4.2 Ikke-alfabetiske interlineære abbreviaturer
4.3.4.2.1 o
O er særdeles frekvent hos begge skrivere. I A bruges ab- (A)
breviaturen omtrent 4400 gange i fplgende funktioner:
for /er/ (ca. x 900) i omtrent 250 forskellige skrive-
máder, fx app. herskip ‘Bfcip’ 5V31, pron. einnhvem
‘eirjhvfj’ 7V16, vb. bera ‘Ba’ 8n og adv. hversu ‘hvfo’
28119.
<'r> for /err/ (x 27), se afsnit 4.3.2.55.
<'r> for /err/ (x 5), se afsnit 4.3.2.57.
for /ér/ (ca. x 700) i pron. (þ)ér x 87, fx ‘é’ 8r2i og ‘þ’
7V24, mér x 191, fx ‘m’ 6r34, sér x 94, fx ‘s’ 6V33, vér
X 139, fx ‘v 7ri5, og þér X 117, fx ‘þ’ 6r24, adv. hér x 62,
fx ‘H’ 6r7, og hérna ‘hna’ 32^6 samt vb. sér X 10, fx ‘s’
6v6.
for /ær/ (ca. x 125) i app. vœringja ‘vin|gia’ 2V42—43, pron.
þœr x 4, fx ‘þ’ 33127, vb. vári(r)/v&ra X 122, fx ‘vi’ 6ri7,
og adv. n&r ‘n’ 6vi8.
for /Ir/ (ca. x 1750), fx i app. synir ‘fýn’ 8r3i, vb. segir
‘feg’ 713 og þykkir ‘þicc’ 6r7, præp./adv.yþr ‘íþ’ 6ri9 og
præp. fyrir ‘pýr’ 30^3.
4 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 90), Spehr (1929, s. 142) og Kálund
(1907, s. ix).
5 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 89), Spehr (1929, s. 144) og KSlund
(1907, s. x).
4.3.4.2.I