Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 175

Grafofonematisk analyse
147
særislandsk.1 Man má regne med udpræget variation mel-
lem skrivere i en overgangsperiode som anden del af 1200-
tallet, hvilket ogsa kommer tydeligt til udtryk i forskellen
mellem A og B.
Ikke alle punkterede konsonantgrafemer optræder lige
tidligt eller i lige stort omfang. De tidligste (og hyppigste)
synes at være (t), <g), <p) og <r). Den fprstnævnte kombina-
tion, <t), optræder i hándskrifter der dateres til CI200—25,
<g) og <þ) i bl. a. AM 325 II 40 C, der dateres til CI225, og
<r) i GKS 1812 40 IV, der dateres til CI225—50.1 2 Den i æl-
dre tid mindst hyppige kombination er vel <r),3 som dog er
hovedbetegnelsen for /rr/ i eksempelvis AM dipl isl fasc
LXV 1 (1241-52), AM 327 40 (01300) og AM 748 I a 40
(01300—25).4 Heller ikke <g) er sá frekvent som <t) og <þ)
i ældre tid, men det gár ikke an med Spehr (1929, s. 151) at
regne den blandt kombinationer der fpr 1300 kun optræ-
der sporadisk.5 Om kombinationen <þ) kan det ydermere
bemærkes at den ganske vist forekommer tidligt, men at
<{p) i lang tid synes at være den almindelige betegnelse for
/pp/, og at det vel fprst er mod slutningen af 1200-tallet
at <þ) virkelig vinder frem og i visse hándskrifter er den
eneste betegnelse for /pp/ (sáledes ogsá i en række hánd-
skrifter fra 1300-tallet).6 Et punkteret <t), der fra tidlig tid
er det mest frekvente af de punkterede grafemer, foretræk-
kes i en del mellemklassiske hándskrifter særlig i finalstil-
ling, mens <tt) foretrækkes i medialstilling.7
Andre punkterede grafemer er ikke nær sá hyppige i æl-
dre tid og synes fprst at dukke op senere i 1200-tallet.8
Hreinn Benediktsson (1965, s. 84) nævner <c) og <ð), der
begge findes i GKS 2365 40 (CI270), <n), der findes i bl. a.
AM 325 XI 2 e 40 (01250-1300), og <k), der optræder i
AM 334 fol A (ci26o—70). Til kombinationen <ð) kan det
bemærkes at Lindblad (1954, s. 65) i sin underspgelse af
netop GKS 2365 40 pápeger at han ikke har fundet den i
andre hándskrifter fra perioden CI240—1300. Derimod bli-
ver kombinationen <c) ifplge Lindblad (1954, s. 66) fra om-
kring 1300 og “för en tid framát ganska vanlig”.9 Ogsá <n),
1 Jf. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 84—5) og Lindblad (1954, s. 63).
Nár abbreviaturen optræder i norske hándskrifter, regnes disse typisk
for pávirkede af islandsk, jf. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 85 m.
henv.).
2 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 84).
3 Jf. Spehr (1929, s. 151).
4 Jf. Lindblad (1954, s. 73).
5 Jf. Lindblad (1954, s. 65) med henvisninger til flere mellemklassiske
hándskrifter, bl. a. AM 279 a 40 (bl. 1-7, C1250-75) og Holm perg 18
4“ (hánd A, 01300), i hvilke <g) er hovedbetegnelsen for /gg/.
6 Jf. Lindblad (1954, s. 72).
7 Jf. Lindblad (1954, s. 77).
8 Det er da ogsá fprst efter midten af 1200-tallet at man finder en mere
markant anvendelse af punktering. Jf. i denne forbindelse Spehr (1929,
s. 152), der desuden sætter kapitælernes tilbagetrængen i 1300-tallet
i relation til denne stigning i brugen af < ). Det sidste má imidlertid
modificeres noget, idet længdebetegnelse vha. dobbeltskrivning efter
CI350 i vid udstrækning fortrænger sável kapitæler som punkterede
konsonantgrafemer, jf. Lindblad (1954, 62-77).
9 Derimod har Lindblad kun fundet punkteret <c) i ét andet hándskrift
fra mellemklassisk tid, nemlig AM 327 40, der med sin datering til
CI300 befinder sig pá grænsen til senklassisk tid.
der i hele 1200-tallet er en meget sjælden kombination,10 *
forekommer senere i ret stor udstrækning.11
Punktering af kapitæler, som man finder et enkelt ek-
sempel pá i B, kendes fra en række islandske hándskrif-
ter. Det er særlig udbredt i AM 655 I 40 (01225—50), men
bruges ogsá i flere samtidige og yngre hándskrifter.12 Af
punkterede kapitæler i islandsk skrift frem til C1300 næv-
ner Hreinn Benediktsson (1965, s. 84) <g), <n), <r) og <s).
Opsummerende kan det bemærkes at de to hyppigste
punkterede grafemer i sável tidlig- som mellemklassiske
kilder, <t) og <þ), begge er belagt i B, og at de efter <n) er
de mest anvendte punkterede grafemer.
Den ikke helt sjældne brug af <þ) og <n) i B kan forment-
lig karakteriseres som et træk der peger frem i tiden (sna-
rere mod CI300 end CI250). Fprst i lpbet af 1200-tallets an-
den halvdel vinder <þ) frem pá bekostning af <jp). Bemærk
at <n) tilmed er det mest frekvente af de punkterede grafe-
mer i B.13 Den sjældnere brug af <c m) má pá tilsvarende
vis betragtes som et yngre træk.
Den uhyre beskedne brug af punktering i A fremstár
umiddelbart som et mere alderdommeligt træk, og forskel-
len mellem skriverne er rimeligvis et udtryk for den indivi-
duelle skrivervariation som ikke mindst kommer til udtryk
nár et fænomen befinder sig i en overgangsfase.
4.3.4.3 Andre abbreviaturer
4.3.4.3.I <;)
<;) anvendes 625 gange i A for /eþ/ i præp./adv. með x 600, (A)
fx ‘m/ 6r23, og adv./konj. meðan x 25, fx ‘m;an’ 2ivi2.
I B anvendes <;) knap 200 gange for /eþ/ i præp./adv. (B)
með x 181, fx ‘m/ I2r23, adv./konj. meðan x 9, fx ‘m;an’
meðan I2ri6 og appellativformen meðferð ‘m;perþ’ 11V41.
Som bemærket i afsnit 3.3.4.3 er abbreviaturen oprinde-
lig et semikolon anvendt som almen abbreviatur. Pá grund
af pávirkning fra den tironiske note <?) og det hyppige ‘f/
bruges abbreviaturen imidlertid efterhánden specifikt for
/\(e>t/ og /\(e>d/,14 netop den brug man finder i island-
ske hándskrifter.15 Som ogsá bemærket i den palæografiske
10 Det skal dels ses i lyset af at kapitælen er den dominerende eller ene-
ste betegnelse for /nn/ i en lang række hándskrifter fra slutningen af
1100-tallet frem til C1275, og dels af den noget yngre skik med at be-
tegne /nn/ som <n>, en praksis der if^lge Spehr (1929, s. 149) f0rst
forekommer i anden halvdel af 1200-tallet (jf. Lindblad 1954, s. 71).
11 Jf. Lindblad (1954, s. 72).
12 Til gengæld er det yderst tvivlsomt om prikken over <n> i et enestáende
eksempel i det meget gamle AM 315 d fol (01150-75) skal tolkes som
andet end en utilsigtet blækklat, idet den er placeret ret h0jt over <n>
(jf. Hreinn Benediktsson 1965, s. 84), samtidig med at dens eksistens
er helt usædvanlig i et bredere skrifthistorisk perspektiv.
13 Som allerede nævnt kan det imidlertid undertiden være svært at skelne
mellem <n> og <n>.
14 Jf. Br0ndum-Nielsen (1943, s. 31-2). Om brugen i latinske hándskrif-
ter, se fx Battelli (1949, s. 111).
151 visse hándskrifter bruges abbreviaturen i latinske ord (i overensstem-
melse med gammel latinsk skik) ligeledes for /V(u)s/ (jf. Kálund 1907,
s. viii). Hreinn Benediktsson (1965, s. 92) omtaler denne funktion,
men g0r ikke opmærksom pá at det netop er i latinske ord at den fo-
4-3-4-3-1