Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 335

Verber
307
spretta, stefna, steik(j)a, stemma, steypa, stilla, stýra, sveigja,
svipta, ýna, sýsla, sáta, sátta, sðkja, s0ma, tengja, tíða,
treysta, ýna, t0ja, veita, varðveita, virða, óvirða, svívirða,
vágja, vánta, vdtta, foiyfla,yrkja,ýta, þekkja, þerra, þreyta,
þr0ngva, þykkja, þyrsta og 0skja (i alt 827 belæg).
Til M-verber pá -gja/'gva kan det fplgende noteres. Báde
byggva og byggja er med sikkerhed belagt i A i hhv. ‘býGva’
6r25 og ‘býGia’ 8r48 og 29128.' I B er kun byggva med sik-
kerhed belagt (‘byG’ I4ri5 og ‘býGv’ UV35 og HV37).1 2 I A
er hryggva med sikkerhed belagt i ‘hrýGva’ 2r32, mens det i
præteritumformen ‘hrýgþi’ 32ri4 ikke kan afgpres om der
er tale om hiyggva eller htyggja. I A er þr0ngva med sikker-
hed belagt i ‘þrpngvaz’ 2r40 og ‘þrpngv’ i8r40, mens det i
præteritumformen ‘þrpngþvz’ 2V5 ikke kan afgpres om der
er tale om et verbum pá -va eller -ja. Det sidste gælder ogsá
for begge eksempler i B.3 Verbet styggvask/’styggjask er kun
belagt i præt. ‘flýgþvz’ 5^40, hvorfor det ikke kan afgpres
om der er tale om et verbum pá -va eller -ja. I forbindelse
med verber pá -gja kan det ligeledes bemærkes at det i in-
gen af de to tilfælde med leig(j)a i B kan afgpres om verbet
har -j- (jf. ‘leigir’ ior30 og ‘leigþi’ I2r27).4
Til ia-verber pá -kja/-kva er der ikke meget at be-
mærke.5 I A kan nævnes præt. part. ‘íl^cþr’ 2ri5, der kan
henfpres til verbet sl^kkva, som med sikkerhed er belagt i
‘ílpcq’ 2ri6. Kunne betegnelsen (ý) imidlertid indikere et al-
ternativt lemma slekkja?6 7 I B finder man blandt ;u-verberne
ingen sikre former med -kva.
Hverken A eller B rummer eksempler med præt. (og
præt. part.) dannet med -1- ved verber som i klassisk oisl.
danner þræt. med -ð- eller -d-ð I A gælder dette for:
1) verbalstammer pá -rð, idet der i alle 16 tilfælde med
gyrða, síbyrða og (svíjvirða med undtagelse af ét eksempel
med (d) (‘ívivðr’ 8ri4)8 skrives (þ ð), 2) verbalstammer pá
-Id, idet der i det ene forekommende tilfælde med gelda
skrives (d), 3) verbalstammer pá -nd, idet der i alle 29 rele-
vante tilfælde med henda, lenda, senda og synda skrives (d),
4) verbalstammer pá -1(1), idet der i alle 16 relevante tilfælde
med deila, eflask, fella, fylla,gylla, hvíla, hjtíla og tefla skrives
(d).9 5) verbalstammer pá -n(n), idet der i alle 100 relevante
tilfælde med brenna,gegna, hefna, kenna, leyna, nefna,pína,
renna, reyna, signa, skeina, stefna, sýna, týna og vána skrives
11 tre tilfælde med præt. eller præt. part. kan det ikke afgpres om der er
tale om et verbum pá -va eller -ja.
21 ét tilfælde med præt. part. kan det dog ikke afgpres om der er tale om
et verbum pá -va eller -ja.
3 Ogsá former helt uden -j-/-v- kendes fra 1300-tallet, jf. Björn K. Þór-
ólfsson (1925, s. 64).
4 Om leig(j)a, se Noreen (1923, § 516, anm. 1).
5 Omj'ikja, se afsnit 5.8.1.1.1.
6 Om rodvokalen i præt. af slgkkva, jf. Noreen (1923, § 515, anm. 2). Det
kan i pvrigt bemærkes at shkkva ikke er belagt i sg. præs., hvorfor der
ikke kan siges noget om eventuel stærk bpjning i denne kategori (om
dette, se Bandle 1956, s. 415).
7 Om dette fænomen, se Bandle (1956, § 279).
8 Om dette eksempel og for yderligere kommentarer til forholdene ved
verbalstammer pá -rð, se afsnit 4.4.5.2.16.
9 De mange eksempler med mála (“mæle”) og fem eksempler med spilla,
stilla og villask optræder som forventet med (t).
(d)10 * og 6) verbalstammer pá -rr, idet der i begge relevante
tilfælde med firra skrives (þ ð). I B gælder det for: 1) verbal-
stammer pá -rð, idet der i alle seks tilfælde med myrða og
(o)virða skrives (þ), 2) verbalstammer pá -nd, idet der i alle
fire relevante tilfælde med enda og senda skrives (d), 3) ver-
balstammer pá -1(1), idet der i det ene relevante tilfælde med
foryfla skrives (d),11 4) verbalstammer pá -n(n), idet der i
alle 25 relevante tilfælde med brenna, efna, gegna, hefna,
kenna, nefna, renna, skyggna, stefna, sýna og týna skrives
(d dd þ)12 og 5) verbalstammer pá -rr, idet der i det ene fo-
rekommende tilfælde med þerra skrives (ð).13
Som fremgáet af den netop anfprte redegprelse for for-
holdene ved præteritumdannelse ved verbalstammer pá -rð
indikeres altid /þ/ i B, mens man i A finder (d) i et en-
kelt tilfælde over for 15 eksempler hvor der indikeres /þ/.
Det enkeltstáende eksempel med (d) skal derfor forment-
lig snarest betragtes som en fejlskrivning (bortglemt tvær-
streg).
Som ventet finder man ingen analogiske præteritumfor-
mer med -kt- ved s0kja,yrkja eller þykkja hos nogen af skri-
verne14 (dog danner samþykkja, som forventet/5 præt. med
-kþ- i A, jf. ‘famþýcþtz’ 2ir54). Hvad rodvokalens kvalitet i
þykkja angár, kan det bemærkes at der i A i 132 tilfælde indi-
keres /i/ over for tre tilfælde med /y/ (jf. afsnit 4.4.3.2.11),
mens der i B i alle 46 tilfælde indikeres /i/. Bemærk ogsá
at verbet hos begge skrivere konsekvent har /kk/ i de rele-
vante former.16
Af verber som i (yngre) islandsk kan bpjes som ó-verber,
men som i MskMS kun bpjes som iu-verber (ingen tvety-
dige former), har jeg i A registreret frelsa,gylla, spenna, sýsla
og venda, mens jeg i B har registreret fegra og þerra.
Af verber som i islandsk alternativt kan bpjes som 5-
verber, men som i MskMS bpjes som w-verber, men ogsá
er belagt i kategorier hvor bpjningen ikke kan fastslás (fx
infinitiv), har jeg registreret efla, heimta, spilla og ve'la, mens
jeg i B har registreret enda,17 heimta og sýsla.
Som det fremgár af oversigterne i afsnit 5.8.3.1 og kom-
mentarerne i afsnit 4.4.3.2.14, manifesteres gera pá noget
varierende vis, og variationen kommer báde til udtryk mel-
lem de to skrivere og mellem forskellige grammatiske kate-
gorier. En opsummering af de i afsnit 4.4.3.2.14 beskrevne
10 De otte eksempler med inna, rána, spenna og þynna optræder som
forventet med <t).
11 De mange eksempler med mála (“mæle”) og det ene relevante eksem-
pel med stilla optræder som forventet med <t).
12 De to eksempler med minna og rána optræder som forventet med <t).
13 B rummer ingen relevante former af verbalstammer pá -ld.
14 Om sádanne yngre analogiformer, se Noreen (1923, § 518, anm. 1) og
Bandle (1956, § 280.1 m. henv.).
15 Jf. Noreen (1923, § 518, anm. 1).
16 Former med /k/ vinder indpas tidligt i 1300-tallet (jf. Björn K. Þór-
ólfsson 1925, s. 63).
17 Ved enda er böjning som /tf-verbum belagt én gang i B (‘enði’ I2r6),
mens böjningen ikke kan bestemmes i to tilfælde. I A kan det i ingen
af de fem tilfælde afg0res om der er tale om b0jning som ö- eller ia-
verbum. Om b^jningen af enda som hhv. ia- og ö-verbum, se Noreen
(1923, § 515, anm. 1) og Bandle (1956, s. 416).
5.8.1.3.3