Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 186

158
Ortografi
Appellativet ván skulle have lydret vekslen mellem ón
(i kasusformer med M-omlyd) og ván i andre tilfælde. Pga.
(firparts)analogi med tilfælde som nom. sg. gtt vs. gen. sg.
áttar synes den omtalte vekslen ón vs. ván aflpst af vgn vs.
ván.1 Skal man fplge Hreinn Benediktssons forklaring pá
udviklingen af /vá/, má former med ván/vgn danne grund-
laget for de moderne islandske former. Det interessante
ved de mange former med (vo) i A er at de rimeligvis be-
vidner et stadium i udviklingen som Hreinn Benediktsson
ikke har kunnet pávise, men dog ikke vil udelukke. Han
bemærker sáledes at den analogiske erstatning af ón med
vgn kan have forlpbet i to trin, hvoraf det fprste i givet fald
má have været den analogiske indfprelse af /v/, hvorefter
der kan have eksisteret et paradigme med vekslen mellem
eksempelvis nom. sg. vón og gen. sg. vánar ved siden af
et paradigme med en ligeledes analogisk vekslen mellem
nom. sg. vgn og gen. sg. vánar. Selvom Hreinn Benedikts-
son ikke betragter en sádan vón-form som usandsynlig, be-
mærker han at den er meget svær at eftervise i materialet:
since “o” was ambiguous in the earliest orthography,
denoting either o or p, short or long, and since the
sporadic examples of the spelling “von” (instead of
“van”) from the period between the merger of á with
p and the change of vá may be due simply to slavish
copying of earlier exemplars. But if such a form vón
in fact existed, it had of course nothing to do with the
much later change of vá to vo.
Forholdene i A indikerer imidlertid temmelig sikkert
eksistensen af en sádan iwt-form. Da der i A ellers kun
meget sjældent anvendes (o) for ældre /9/,2 3 forekommer
det urimeligt at antage at de 17 tilfælde med (o) i formen
ván (over for blot tolv med <a)) skulle være mekanisk ko-
pierede fra et ældre forlæg. De i hándskriftet ganske jævnt
fordelte former er dertil for mange, og der er langtfra tale
om “sporadic examples” med (o). Forholdene i A leverer
derfor en ret sikker indikation af at formen vón har eksiste-
ret, selvom formerne i moderne islandsk blot kan bekræfte
eksistensen af en tidligere analogisk form vgn/ván.
Som allerede antydet skal man formentlig ogsá regne
med /ó/ i de plurale præteritumformer af verberne koma,
kveða og vera.
Verbet koma manifesteres i pl. præt. ind. langt oftest i
former som efter alt at dpmme afspejler kóm-? Dette /ó/
er udviklet ved at det oprindelige /9/ efter /v/ er blevet
hævet til /ó/ foran et /U/ i den fplgende stavelse, hvoref-
1 Det har ganske givet spillet en vigtig rolle for den analogiske gennem-
f0relse at en vekslen mellem /ó/ og /á/ efter udryddelsen af nasali-
tetsdistinktionen har fremstáet som h0jst uregelmæssig.
2 Brugen af <o) for ældre /9/ i en række præteritumformer afspejler —
som vist nedenfor — nemlig rimeligvis ikke /á/ (/9/), men derimod
ogsa/ó/.
3 Der er vel ingen særlig grund til at antage et (fra singularis) analo-
gisk indfprt /o/ (som i moderne islandsk). Formerne med /ó/ har
levet helt op til vor tid (jf. Björn Guðfmnsson 1964, s. 190—91),
selvom former med /o/ ifplge Bandle (1956, § 270) synes enerádende
i Gudbrandsbiblen.
ter /v/ er bortfaldet i overensstemmelse med den bekendte
regel om svind af /v/ foran en ikke-lav, rundet vokal.
De ni omtalte eksempler med (°) afspejler rimeligvis en
analogisk form med restitueret /v/. At der ikke er tale om
rester af et forlæg der har haft /vp/ i disse former, styrkes
bl. a. af at der i oblik kasus af appellativet kváma altid indi-
keres /vá/, hvad enten der er tale om ældre /á/ (x 3) eller
/9/ (x 9), idet der i de sidstnævnte tilfælde otte gange skri-
ves (“), fx kvámu ‘qmo’ 6r32, og én gang (va) i heimkvámu
‘helqvamo’ 19141.
Som ved koma indikeres i plurale præteritumformer af
kveða(sk) heller aldrig/vá/, hvorimod man finder ét tilfælde
med (uo) og 16 med (°) foruden et enkeltstáende eksempel
pá (o). Den sidstnævnte form er rimeligvis en direkte pa-
rallel til de ligeledes lydrette kómu-former, mens de fprst-
nævnte 17 tilfælde med (uo) og (°) ogsá i dette verbum som
fplge af den konsekvente brug og den generelle manifesta-
tion af ældre /9/ má tolkes som /vó/.
Formerne med (vo) og (°) ved verbet vera má tolkes pá
samme máde. Nár man ser bort fra de uinteressante for-
kortede skrivemáder, finder man en klar overvægt af til-
fælde med (o) over for (a) (hhv. 19 og 9 eksempler). Dette
taler i sig selv for at tilfældene med (o) ikke blot skyldes
et forlægs skelnen mellem /á/ og /9/, men snarere má be-
tragtes som del af skriverens norm.4 Som en parallel til den
indirekte indikation af /vó/ som substantivformen kvgmu
kunne levere for præteritumformerne af koma, kan ma-
nifestationen af former med ældre /vqr/ i det possessive
pronomen várr understptte tolkningen af (o) som /ó/ i for-
mer af verbet vera. I modsætning til forholdene i verbalfor-
merne indikeres der i pronomenet nemlig /vár/ i samtlige
15 tilfælde med ældre /vpr/, fx i vár ‘var’ 25V32. Endelig er
det værd at minde om at man fra moderne islandsk ikke
blot kender den omtalte form kómu, men ogsá vóru som
sideform til voru?
Vender vi os mod forholdene i B, kan det for det fprste
bemærkes at der ikke kan registreres nogen tendens til sær-
lig at anvende (á) i præp./adv. á, idet kun 10 af de 57 tilfælde
med (á) optræder i dette ord. Som i A kan der imidlertid
noteres en klar tendens til særlig at anvende (á) i enstavel-
sesord (og enstavelsesled i komposita som adskilles fra den
pvrige del af ordet med mellemrum), idet 72 % af samtlige
tilfælde forekommer i denne kontekst.
I modsætning til forholdene i A er (á) ikke overrepræ-
senteret i poesi, idet bare fem af 58 eksempler optræder i
poetisk kontekst.
De to tilfælde med (9) og (9) samt ét af tilfældene med
(o) afspejler /á/ < /9/ og skyldes máske forlægspávirk-
4 At det i virkeligheden forholder sig modsat, og at skrivemáderne med
<a) i h^jere grad kan tilskrives forlægspávirkning, kunne fordelingen
af eksempleme i en vis grad siges at underst0tte. Fem af de otte ek-
sempler med <a) íindes nemlig i poesi, hvor man ogsá i andre tilfælde
finder visse indikationer om st0rre forlægstroskab.
5 Jf. Björn Guðfinnsson (1964, s. 190-91). Angáende tolkningen af skri-
vemáder med (6) og relaterede betegnelser i de págældende verbalfor-
mer, se ogsá Stefán Karlsson (1983, s. lxvi-vii) og Haraldur Bernharðs-
son (1999, s. 129-30).
44.3.2.2