Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 203

Fonografematisk analyse
175
4.4.3.2.17 /au/
A B
/au/ (aj) 650 /au/ (a>) 215
(av) 38
(Av) 5
(a>) i(?) (a>) 8
(0) 1
w 2
(ey) 2
(au) 1
(Au) 1
Tabel4.24: Manifestationen af /au/
Det i A enkeltstáende tilfælde med {0) for /au/, ‘H0cr’
5V25, optræder i poesi.1
Der er intet bemærkelsesværdigt ved fordelingen af til-
fældene med (av) i A eller af tilfældene med (aí>) i B. Til
gengæld kan der i A registreres en vis overrepræsentation
af (av) for /au/ i poesi, idet knap en fjerdedel af eksem-
plerne optræder i denne kontekst.2
Begge de i B forekommende eksempler pá (ey) for /au/
(‘heygfinf’ 1515 og ‘keýpeyn’ I2r24) er muligvis skrivefejl.3
At (a>) er sá dominerende hos begge skrivere (navnlig
i B) er forventeligt, da (a>) dominerer i langt de fleste hánd-
skrifter fra 1200-tallet. I de allerældste hándskrifter er (au)
den almindeligste betegnelse for /au/, men (a>) trænger al-
lerede frem i hándskrifter fra CI200 og bliver den almin-
deligste betegnelse i mellemklassisk tid. Ogsá i senklassisk
tid dominerer den, men man begynder i stigende grad igen
at finde betegnelsen (a[uv]),4 hvilket almindeligvis tilskri-
ves den stigende norske indflydelse pá skriften.5 Ogsá i de
islandske originaldiplomer fra CI300—1450 er (a[uv]) den
klart dominerende betegnelse.6
Sarlige tilfMe
Om braut/brot(t) og brautu/brottu, se afsnit 5.10.1.3.
Det i B forekommende ‘enðilæfa’ 16V48 er tolket som
endilausa og ikke endileysa (som tilfældet er hos Fritzner).7
Om hglðr/hauldr, se afsnit 4.4.3.2.16.
Om propriet Nikolds/Nikolaus (og sammensætninger
hermed), se afsnit 5.2.1.
11 de tre 0vrige tilfælde med baukr skrives <æ).
2 Ved en jævn fordeling skulle man blot forvente omtrent 7 % poetiske
belæg.
31 det sidste tilfælde muligvis foranlediget af diftongen i anden stavelse.
4 Der er i vid udstrækning altsá tale om en parallel til udviklingen i bru-
gen af <a>> og <a[uv]) for /ö/, jf. afsnit 4.4.3.2.16.
5 Jf. Lindblad (1954, s. 153).
6 Jf. Stefán Karlsson (1960, s. 99). Om betegnelseme for/au/ i 50 hánd-
skrifter fra den ældste tid frem til C1400, se oversigten i Lindblad
(1954, s. 308-16). Om diftongernes betegnelse i den ældste islandske
skrift, se ogsá Hreinn Benediktsson (1965, s. 59).
71 ONP's lemmaliste opstilles ogsá kun endilausa. Hvis der báde har
eksisteret endilausa og -leysa, er der tale om en direkte parallel til et an-
det appellativ med samme betydning, nemlig loklausa/deysa (i ONP’s
lemmaliste opstilles loklausa og lokleysumaðr).
Om /ó/ vs. /aug/ i sg. præt. ind. af fljúga, se afsnit
5.8.I.I.2.
4.4.3.2.18 /ei/
A B
/ei/ (ei) 2600 /ei/ (ei) 730
(Ei) ÍOO (Ei) 24
(?i) 2
(eí) 2 (eí) 13
(éi) 3
(Eí) 1
/eir/ (_) 719 /eir/ (_) 162
(') 1
/rei/ (ei) 1
Tabel 4.25: Manifestationen af /ei/
Til manifestationen af /ei/ er der ikke meget at be-
mærke, idet de helt dominerende betegnelser i sável A som
B, ([eE][ií]), er de almindeligste betegnelser i langt de fle-
ste klassiske islandske hándskrifter. Den i A to gange fore-
kommende betegnelse (?i) kendes (sammen med (æi))8 fra
en række andre hándskrifter fra hele den klassiske periode
som variant til (ei). Fra den mellemklassiske periode næv-
ner Lindblad (1954, s. 154) GKS 2365 40 (01270), sidste del
af AM 334 fol (92va—io8rb, C1271—81), hánd A i MskMS,
AM 291 40 (CI275-1300), AM 162 A l fol (1250-1300),
AM 162 D 2 fol (01250-1300) og AM 327 40 (C1300). Op-
lysningen om at brugen i GKS 2365 40, hvor forholdet mel-
lem (?i) og (ei) er ca. 1:30, ligger mest pá linje med hánd A
i MskMS og AM 162 A l fol,9 má tages med et gran salt
hvad angár hánd A i MskMS, der altsá blot rummer to ek-
sempler pá (?i).10
Sdirlige tilfœlde
Om /é/ vs. /eig/ (og muligvis /ég/) i sg. præt. ind. hníga
og stíga, se afsnit 5.8.I.I.I.
4.4.3.2.19 /ey/
A B
/ey/ (ey) 425 /ey/ (ey) 115
(Ey) 57 (Ey) 8
(éy) 2
Tabel4.2ó: Manifestationen af /ey/
8 Betegnelsen (æi) er særlig udbredt i 1300-tallet, jf. Stefán Karlsson
(1960, s. 101).
9 Lindblad (1954, s. 154) nævner i samme forbindelse AM 623 40, som
han daterer til C1250, men som if0lge ONP b0r dateres til C1325.
10 Om betegnelserne for /ei/ i 50 hándskrifter fra den ældste tid frem
til CI400, se oversigten i Lindblad (1954, s. 308—16). Om diftongernes
betegnelse i den ældste islandske skrift, se ogsá Hreinn Benediktsson
(1965, s. 59).
4.4.3.2.19