Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 115

Palæografi
87
fremstár hos begge skrivere, som ovenfor nævnt, i reglen ikke sær-
lig b0lget, navnlig ikke i B. Den lige form er generelt et yngre træk,
ved hvilket afstanden til graftypens oprindelse fremstár mere ud-
præget.1 Graftypen H-1!!, den sákaldte nasalstreg, er nemlig udvik-
let af et overskrevet |m| og bruges i europæisk skrift i begyndelsen
kun for ‘m’, men fra midten af 1100-tallet i latinske hándskrifter
ogsá for ‘n’.2 En nærmere diskussion af den specifikke brug med
en historisk perspektivering findes i afsnit 4-3.4.2.5.
Jeg ved ikke hvor almindelig den i B forekommende kom-
plementære distribution af H_2II og H~3II er, da jeg ingensteds
har fundet den omtalt direkte. Bemærk dog, at begge varianter
i andre hándskrifter kan optræde side om side i samme ord,3
og at Wimmer & Finnur Jónsson (1891) om brugen af de to
varianter i GKS 2365 40 bemærker at der i stedet for “krpllen”
(ll_3ll) ofte ved |h|, |þ| og |k| bruges en “lige vandret streg” (ir2ll).
Lindblad (1954) berprer de to graftyper i sine studier af samme
hándskrift i forbindelse med forkortelsen V. Han peger pá
at begge typer kan optræde ved denne ordform (og det ikke
blot i det nævnte hándskrift), men det er hans iagttagelse at én
og samme skriver i reglen næsten undtagelseslpst holder sig til
den ene af graftyperne. Lindblad betragter i 0vrigt II-2 II som ældst.4
|_|: Abbreviaturen |_| bruges hyppigt af begge skrivere i for-
bindelse med |þ| og manifesteres som en lige vandret streg der i sin
udformning (men ikke placering) minder om ll_1ll. Stregen placeres
i midten af underrummet, jf. fx (423) i B og (424) i A.
Desuden bruges abbreviaturen i A én gang i den af latin inspire-
rede forkortelse ‘jp’ for páfa, hvor den pga. dens gennemskæring
af to underlængder har en længere form (425).5
Skrivemáden ‘þ’ for þeir(-) optræder ifplge Hreinn Benediktsson
(1965, s. 88) “from towards the middle of the thirteenth century”,
og som ældste eksempel nævnes AM dipl isl fasc LXV 1 (mellem
1241 og 1252), men det kan bemærkes, at ‘þ’ ogsá forekommer i det
sandsynligvis lidt ældre AM 325 II 40 (hánd 3, CI225).6 Det er dog
fprst i l^bet af anden halvdel af 1200-tallet at grafklassen bliver
hyppig. For en grundigere gennemgang af dens funktion(er) med
historisk perspektivering, se afsnit 4.3.4.2.6.
|' |: Abbreviaturen |' | optræder ca. 50 gange i B, men kun tre
gange i A. Den udgpres af en prik der er placeret i overrummet,
jf. fx (426) i B og (427) i A.
3.34.3 Andre abbreviaturgrafklasser
I dette afsnit behandles en ganske heterogen restgruppe af abbre-
viaturer, nærmere bestemt |; ? 7 4) y. .| i nævnte rækkefplge.
423
424 mtm
425
B 131:17
I A4r26
I A 371-11
426 ■
427 ■
1 For en sammenligning med de ret varierende udformninger i det nogenlunde
samtidige GKS 2365 4° kan der henvises til den meget præcise palæografiske
beskrivelse af dette hándskrift i Wimmer & Finnur Jónsson (1891, s. xlvii—xlix).
2 Jf. Spehr (1929, s. 138 m. henv.).
3 Jf. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 93) og Lindblad (1954, s. 46—7).
4 Jf. Lindblad (1954, s. 46-7) med henvisning til Spehr (1929, s. 144) og Kálund
(1907, s. x).
5 Samme forkortelse anvendes for papa i latin, jf. Cappelli (1967, s. 283).
6 Jf. Spehr (1929, s. 145, note 3), hvor det ogsá bemærkes at skrivemáden “vielleicht
in anlehnung an die lat. abkiirzung p = per entstanden [ist]”.
3-3-4-3