Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 190

102
Ortografi
Om tilfælde hvor det er usikkert om man skal regne med
/e/ eller /é/, se afsnit 44.3.2.3.
Om /é/ vs. /eig/ (og muligvis /ég/) i sg. præt. ind. hníga
og stíga, se afsnit 5.8.1.1.1.
44.3.2.5 /i/
A B
/i/ (i> 6150 /i/ <i> 1775
<J) 125
<í> 2
<y> 1 <y> 1
<e> 1 <e> 1
/hri/ <u> 38 /hri/ <U> 6
/il/ O 440 (?) /il/ 0 15(5)
/ir/ O 66 /ir/ 0 6
/it/ O 7 (?) /it/ 0 i(?)
/iþ/ O 240 (?) /iþ/ <‘> 96 (?)
/ri/ O 160 /ri/ 0 40
/vi/ <‘> 7 /vi/ 0 2
Tabel 4.11: Manifestationen af /i/
De fá eksempler med (y) er rimeligvis fejlskrivninger. I
A skyldes brugen af (y) i anden stavelse i ‘pýlkyngo’ 33150
formentlig indflydelse fra (y) i fprste stavelse. I B skyldes
brugen af (y) i ‘pyrft’ 15V27 (superlativ af fjarri) sandsynlig-
vis sammenblanding med superlativen fyrst.
De to eksempler med (e) skal muligvis ligeledes opfat-
tes som fejlskrivninger, omend det er mindre sikkert. Det
drejer sig om pronominalformen sik, der manifesteres med
(e) i ét tilfælde hos hver af skriverne (over for hhv. 80 og
14 tilfælde med (1) i A og B).1
Bortset fra ‘hengat’ ir47 (usikker læsning) for adv. hingat
i A2 manifesteres /ing/ altid med (1) eller (J), men om
disse betegnelser afspejler /i/ eller /í/ er principielt usik-
kert (jf. note 12 pá s. 154).
Sezrlige tilfœlde
A rummer godt 70 tilfælde med afledninger pá
-end-/-ind-/-ynd-. Der indikeres /i/ i alle sikre til-
fælde med fríðendi (‘pþinða’ 6V36), hðfendi (‘heplði’ 6M4),
(-).sannendi (x 2, fx ‘famðö’ 27V25) og (-)tíðendi (x 22, fx
‘tiþlði’ 3V43). I 0rendi (x 32) og kvikvendi (x 2) indikeres
/e/, jf. fx ‘prenði’ 6v2i og ‘kýcvenðö’ 6152.1 réttendi (x 4)
indikeres /i/ x 2 (fx ‘rettlða’ 22ri9) og /e/ x 2 (fx ‘rettenði’
30^30). I hffgendi (x 3) indikeres /i/ X 1 (‘hpginðin’ 32144)
og /y/ x 2 (‘hpgýnðit’ 32138 og 32^8). I makendi indikeres
/y/ X1 (‘makýnði’ 26V3). I vanheilendi (x 2) indikeres
/i/ x 1 (‘van|heihnði’ 33147—48) og /y/ x 1 (‘vanheilýnði’
2W50). I þarfendi (x 1) indikeres /y/ x 1 (‘þarpýnði’ 26V3).
Nye Testamente og i Gudbrandsbiblen (jf. Jón Helgason 1929, § 117,
og Bandle 1956, s. 53) og lever i det hele taget et langt liv i islandsk - i
poesi helt op i 1900-tallet (jf. Haraldur Bernharðsson 1999, s. 139—40).
1 For yderligere kommentarer til formerne med (e), se afsnit 5.4.I.3.
2 Adverbiet manifesteres i A ellers altid (x 12) med (1).
I A finder man sáledes (e) X 34, (1) x 28 og (y) X 5. I
B indikeres derimod -ind- i alle otte tilfælde (tíðendi
X 4, fx ‘tiþinði’ 13145, vanheilendi i ‘vanheihnði’ 1IV25 og
0rendi X 3, fx ‘eyrmði’ 25146). I de ældste hándskrifter
er formerne pá -end-/-ynd- enerádende med et klart
flertal for den fprstnævnte afledningstype. Med tanke pá
manifestationen i de ældste hándskrifter má formerne
pá -ind- snarest være udviklet af -end-. Den konsekvente
brug af -ind- i B er derfor et yngre træk, og det peger
snarest i retning af 1300 eller 1200-tallets slutning. Bandle
(1956, s. 45) bemærker sáledes at man fprst finder former
med -ind- fra CI300, men grænsen bpr nok sættes lidt
tidligere.3 Fx er -ind- ifplge Lindblad (1954, s. 168) med en
enkel undtagelse ogsá gennemfprt i GKS 2365 40 (CI270).4
I báde A og B optræder afledningssufEkset -lig-/-leg-
konsekvent med (1) i samtlige udskrevne eksempler (hhv.
godt 350 og godt 100 tilfælde). I de ældste hándskrifter
skrives (e),5 men -lig- optræder allerede i 1200-tallet og er
fra 1300-tallet hyppigere end -leg-.6
Afledningssuffikset -sem-/-sim- manifesteres konse-
kvent med (1) i sável A som B (hhv. 15 og 12 eksempler,
i alle tilfælde substantivet gyórsemi (og -semaT),7 fx ‘gíimar’
9V34 i A og ‘gpzfimi’ I2r34 i B). Dette træk kan siges at pege
frem i tiden, idet -hw-formerne fprst synes at optræde i se-
nere oldislandsk (máske dog lidt tidligere end de ovenfor
omtalte -ind- former).8
I dativ af þrír indikeres /i/ hos begge skrivere (‘þmr’
29V8 og ‘þrimr’ 35V44 i A, ‘þnmr’ 12V54 i B). For yderli-
gere bemærkninger hertil, se afsnit 5.7.1.
Dat. sg. neut. af adj. mikill manifesteres i A med sável
(y) som (1) (samtlige tilfælde med (y) i adverbiel funktion,
fx ‘mýclo’ 22V23), men i B kun med (1) (herunder ét til-
fælde med adverbiel funktion). Om /y/ i denne ordform,
se afsnit 5.3.7.2, hvor adjektivets fuldstændige manifesta-
tion ogsá anfpres. Labialisering af /i/ ved andre konso-
nantforbindelser finder man ingen eksempler pá. Eksem-
pelvis skrives altid (1) i silfr (x 21 i A og x 8 i B).9
Om morginn/-unn/ynn, se afsnit 44.3.2.9.
3 Jf. ogsá Björn K. Þórólfsson (1925, s. 13—14), der bemærker at former
med 'ind' ikke forekommer f0r efter 1250.
4 Lindblad mener i 0vrigt ikke at GKS 2365 40 pá dette punkt adskiller
sig fra mange samtidige hándskrifter.
5 Jf. Larsson (1891).
6 Jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. xxiii—xxiv), Jóhannes L. L. Jóhanns-
son (1924, s. 37-9), Hægstad (1942, s. 52) og Bandle (1956, s. 55).
Dette gælder ogsá i Oddur Gottskálkssons Nye Testamente og i Gud-
brandsbiblen (jf. Jón Helgason 1929, § 18, og Bandle 1956, s. 55), men
i 1600-tallet bliver 'leg' igen hyppigere og sejrer endegyldigt i 1800-
tallet (jf. Björn K. Þórólfsson 1925, s. xxiv, Hægstad 1942, s. 52, og
Bandle 1956, s. 55).
7 Den i B forekommende form ‘gpzhmur’ 1OV39, der umiddelbart mátte
henf0res til et gflrsema, má snarest betragtes som en fejlskrivning
(ONP’s citatsamling rummer ingen eksempler pá tilsvarende former).
8 Jf. Bandle (1956, s. 45). Om de i dette afsnit omtalte afledningssuffik-
ser samt flere andre, se ogsá en kort opsummering i Lindblad (1954,
s. 167—68) med henvisninger til yderligere behandlinger.
9 Skrivemáder med <y) synes da ogsá kun at forekomme omkring 1400,
jf. Hreinn Benediktsson (2002a, s. 218, note 3) og Stefán Karlsson
(1960, s. 60).
4-4*3-2*5