Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 103

Palæografi
75
underlængden og ved for det andet at lade begge skafter b0je ind
mod midten foroven, jf. (303). Af minuskelgraftyperne minder den
sáledes mest om det sákaldte llysll, men virker noget forskrevet.
I A har grafen ligeledes form af en forstprret minuskel (med
prik), men med andetskaftet som hovedstav med ombpjning mod
hpjre pá underlængden, og den svarer dermed til det sákaldte lly3ll,
jf. (304).
|z|: |z| manifesteres i B med en overstreg der almindeligvis
fortsætter temmelig langt ud til hpjre for skaftet og ofte ender i et
opadpegende sving, jf. fx (305), (306) og (307). Pá 25r finder man i
en række tilfælde dog en lidt divergerende graftype, der manifeste-
res med en overstreg med bemærkelsesværdig megen venstrevægt,
jf. fx (308).
IA manifesteres grafklassen ogsá med en vis variation, men of-
test fremstár graferne mere symmetriske end i B, særlig nár lighe-
den mellem over- og understregen er tydelig. Ogsá i A fortsættes
overstregen dog i mange tilfælde i en hárstreg ret langt ud til hpjre.
Som eksempler kan anfpres (309), (310) og (311).
Skrifthistorisk er der ikke meget at bemærke, da udformningen
ikke adskiller sig væsentligt fra hvad man finder i ældre islandske
hándskrifter,1 men bemærk at graferne aldrig har tværstreg.
Selvom graftypen med tværstreg er en yngre type, forekommer
den allerede i Holm perg 15 40, og i 1200-tallets sidste fjerdedel
bliver den meget hyppigere, ved árhundredets slutning domine-
rende og nærmest enerádende efter 1350. Bemærk ogsá at der
ikke er nogen særlig udpræget forskel mellem tryk- og hárstreger
som man ellers kan se i visse nogenlunde samtidige og lidt yngre
hándskrifter, fx hos hánd A i Holm perg 2 40, hvor graferne har
en mere gotisk (duolineær) karakter.2
|þ|: |þ| manifesteres i B næsten altid med hpjreombpjning pá
underlængden eller slet ingen ombpjning (graftypen llþ1!!), jf. fx
(312), (313), (314) og (315).
Som det fremgár af eksemplerne, varierer skaftets top som ved
andre grafer med overlængde som beskrevet under |b|. Bpjlen er
almindeligvis lukket og noget kantet. Undertiden bruges dog lidt
rundere former, hvor pennen ved skrivningen af bpjlen allerede
fra begyndelsen har haft en nedadgáende bevægelse, jf. (316). En
sjældnere graftype, llþ2ll, manifesteres med venstreombpjning pá
underlængden, der (som ved llp2ll) typisk ogsá er længere, jf. (317).
Typen er imidlertid ikke belagt jævnt i B. Af de i alt 34 eksempler
optræder hele 10 pá den fprste side (íor) og hele 12 pá 25r, som
endda er meget kortere end de pvrige sider. De resterende 12 ek-
sempler forekommer pá íov—13V. Skriveren har altsá anvendt graf-
typen hyppigst i begyndelsen, men hurtigt mindsket dens frekvens
og helt udryddet den pá I4r—17V. Nár den optræder med en ret hpj
frekvens pá 25r, kunne det tyde pá at denne selvstændige side ikke
er skrevet i umiddelbar forlængelse af det pvrige.3
1 Med undtagelse af AM 237 a fol, hvor overstregen til h0jre afsluttes med en lille
hage. Der skulle være tale om en type der minder om den i 1100-tallets engelske
diplomskrift anvendte (jf. Seip 1954, s. 53).
2 At |z| ikke manifesteres med underlængde, er forventeligt, da dette træk fprst
dukker op ved 1300-tallets slutning. Om manifestationen af |z| i islandsk skrift,
se Spehr (1929, s. 129), Seip (1954, s. 53, 95 og 141) og Stefán Karlsson (2002,
s. 838).
3 Denne variation behandles nærmere i afsnit 6.2.
3-3-2