Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 205

Fonografematisk analyse
177
A, er de da ogsá særlig frekvente pá hándskriftets fprste
side.1
En anden (mindre) forskel mellem de to skrivere er den
mere frekvente brug af (’) for /Ir/ i A. Pá trods af at A kun
rummer omtrent 3,5 gange sá stor en tekstmængde som B,
finder man 10 gange sá mange eksempler pá (’) for /Ir/.
Den meget gennemfprte brug af (1) skal ses i ly-
set af at betegnelsen allerede vinder indpas fra CI200.
I de ældste hándskrifter manifesteres infortisvokalerne
som (a) — (e) — (o), men i slutningen af 1100-tallet og i
1200-tallet indtræffer en ændring i manifestationen, sá
(a) — (e) — (o) fprst erstattes af (a) — (1) — (o) og derefter
(ca. 50 ár senere) af (a) — (1) — (u).2 Som vist i Hreinn
Benediktsson (2002m, s. 57, og 2002I) er der ikke tale
om en lydlig ændring i infortisvokalerne, men blot i de-
res identifikation.3 Hreinn Benediktsson forklarer dette
ved at en differentiation mellem kort- og langvokalsyste-
met fprst forársager en sænkning af /e/ og derefter (via
en sákaldt “drag-chain-movement”) af /i/.4 Dette medfp-
rer ændringen i identifikationen af /I/, og pá tilsvarende
vis er sænkningen af /o/ og /u/ omtrent et halvt árhund-
rede senere ársagen til ændringen i identifikation af /U/
(jf. næste afsnit).
Blandt de ældste kilder der mere eller mindre konse-
kvent anvender (1), nævner Lindblad (1954, s. 158) AM
655 III 4° (C1200), AM 655 IV 40 (C1200-25), AM 655
VI 40 (C1200-25), AM 677 4° (C1200-25) og NRA 52
(CI225). Fra den mellemklassiske periode, hvor (1) anvendt
mere eller mindre konsekvent er reglen, nævner han for-
uden MskMS (A og B) og det af ham underspgte GKS
2365 40 (C1270), AM 162 A & fol (01250), AM 162 A l fol
(C1250-1300), GKS 1157 fol (A, C1250), Holm perg 2 40 B
(CI250—1300) og AM 325 I 40 (CI300).5 I en række kilder
fra samme periode finder man imidlertid (e) og (1) brugt
mere side om side, oftest med (1) som den dominerende
betegnelse,6 selvom det omvendte ogsá forekommer.7
Hos begge skrivere kontraheres /é-I/ konsekvent und-
tagen i nom./akk. sg. i bestemt form af neutrale substanti-
ver pá /é/, hvor der altid indikeres /él/. I A finder man sá-
ledes 22 tilfælde med (ei) (fx ‘peit’ 8V9), to tilfælde med (ee)
(‘peet’ 22V28 og ‘galga treet’ 21V54) og ét tilfælde med (eí)
1 Jf. i denne forbindelse ogsá tabellerne over vokalens manifestation i
den efterhængte artikel i afsnit 5.6.
2Om den videre manifestation af /I/ op gennem tiden kan det be-
mærkes at <i> er den hyppigste betegnelse frem til CI550 (sáledes ogsá
i Oddur Gottskálkssons Nye Testamente), hvorefter (e) i stigende
grad tager over og generelt dominerer i 1600-tallet (allerede i Gud-
brandsbiblen) og langt ind i 1700-tallet (jf. Björn K. Þórólfsson 1925,
s. xxii—xxiii, og Bandle 1956, s. 57—60).
3 Jf. ogsá Hreinn Benediktsson (1965, s. 72—3).
4 Differentiationen udspringer af sammenfaldet mellem /e/ og /$/ (om
dette sammenfald, se afsnit 4.4.3.2.3).
5 Lindblad nævner ogsá AM 623 40, der imidlertid ifölge ONP skal da-
teres til CI325.
6 Jf. Lindblad (1954, s. 159).
7 Det er sáledes tilfældet i det med MskMS nogenlunde samtidige AM
519 a 40, hvor man ifölge de Leeuw van Weenen (2009, s. 54) finder
over dobbelt sá mange tilfælde med <e) som (1) (vokaler i visse afled-
ninger inkluderes).
(‘treín’ 2r3), mens B rummer ti eksempler med (ei) (fx ‘treit’
15^40), ét med (éi) (‘péit’ 17V9) og ét med (eé) (‘peét’ iir2i).
I begge relevante tilfælde med /æ-I/ hos hver af skriverne
skrives (ei). I sável A som B drejer det sig om konjunk-
tivformen sái (af sja), nemlig ‘fei’ 3446 og 37156 i A og
‘fei’ 15^39 og 16V50 i B.8 Om appellativet sá(i)ng, se afsnit
4.4.3.2.5.
S&rlige tilfœlde
Om vokalforholdene i den efterhængte artikel, se afsnit
5.6.
44.4.3 /U/
A B
/u/ (0) 4925 /u/ <o> 900
(v) 375 <v> 120
(u) 18 <U> 100
<9> 1 <9> 1
<v> 1
/du/ <Su> 8
/ddU/ <dá>> 1
/gU/ <&>> 1
/rU/ <°> 10 /rU/ <°> 1
/rUm/ <¥> 3 /rUm/ <¥> 1
/Ur/ <“> 17 /Ur/ <“> 1
/þU/ <2b> 5
Tabel 4.29: Manifestationen af /U/
Som anfprt i afsnit 4.3.2.69 optræder det i B enkeltstá-
ende tilfælde med (v) i ‘íotvn’ 15VI9, og som anfprt i af-
snit 4.3.2.46 optræder de enkeltstáende tilfælde med (9) i
‘hopþp’ 6V56 i A og ‘fip’ 15V21 i B. I det fprstnævnte tilfælde
er der formentlig tale om en fejlskrivning under pávirkning
af vokalen i fprste stavelse, mens der i det sidstnævnte til-
fælde er tale om et poetisk belæg (síu), som formentlig er
blevet misforstáet af skriveren.
Selvom de sjældnere skrivemáder med (u v) ikke optræ-
der helt jævnt i hándskriftet, kan der hverken i A eller B
noteres noget særlig bemærkelsesværdigt ved den hánd-
skriftgeografiske distribution. Brugen af (u v) synes ikke
betinget af grafotaktiske eller fonetiske forhold,9 og (u v)
má snarest beskrives som (sjældnere) frie varianter til (0).10
Sável (o) som (u) og (v) synes altsá at tilhpre begge
skriveres normer,11 men formerne med (u v) er noget
81 sádanne former finder man sável kontraherede som ukontraherede
former fra de ældste hándskrifters tid (jf. Noreen 1923, § 135).
9 Der kan ikke noteres nogen særlig h^jfrekvent brug af (u v) efter sta-
velser med h0j vokal, i hvert fald ikke i nær samme udstrækning som
noteret i de tidligste hándskrifter med (u v> for /U/ (jf. Hreinn Bene-
diktsson 2002I, s. 85).
10 Leksikalske aspekter kan have spillet ind. Jf. sáledes skrivningen af
oblik kasus af faðir (og sammensætninger hermed) i B, hvor skriveren
i samtlige 12 tilfælde benytter <u v) (se oversigten i afsnit 5.1.4.2).
11 Bemærk dog at (u) er langt hyppigere i B end i A.
44.4.3