Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 107

Palæografi
79
usikker. F0rstekomponenten svarer i givet fald til en karolingisk
manifestation af |a|, mens andenkomponenten manifesteres som
sidestaven i ]r|, jf. (334). I A finder man ét eksempel pá denne
ligatur, (335).
|a>|: Ligaturen |a>| (|a|+|v|) bruges hyppigt af begge skrivere. I
B kan sivel fprste- som andenkomponentens udformning variere,
idet fprstekomponenten kan optræde i hvad der svarer til de under
|a| beskrevne graftyper, og andenkomponenten kan være mere eller
mindre lukket, jf. fx (336), (337) og (338).
IA varierer grafklassens udformning mindre. Det skyldes dels at
fprstekomponenten — som |a| — altid manifesteres med hals, og dels
at andenkomponenten ikke lukkes sá meget som det kan være til-
fældet i B. Dog kan andenkomponentens anslutning til fprstekom-
ponentens skaft variere noget, hvorved ligaturen kan fremstá mere
eller mindre kantet. Som eksempler kan anfpres (339) og (340).
Den ret hyppige brug af |a>| hos begge skrivere harmonerer med
mpnstret for hándskrifter fra sidste del af 1200-tallet og tiden lige
omkring 1300.1 Op gennem 1200-tallet 0ges brugen af grafklassen
for især /ö/ og /au/ nemlig ganske betragteligt (nærmere herom i
afsnit 4.4.3.2.16 og 4.4.3.2.17).
|á>|: Ligaturen |a>| modificeres i B med en accentstreg i
10 tilfælde. Som ved alle grafklasser med accentstreg varierer
stregens placering en smule, men den er oftest anbragt midt over
grundtegnet. Som eksempler kan anfpres (341) og (342). IA finder
man muligvis et enkelt eksempel pá |aí>|, nemlig (343), men det er
meget usikkert om der virkelig er tale om en accentstreg.
|A/j: Ligaturen |JV\ (|A|+1V| eller |A|+|v|) bruges ikke i A, men
forekommer tre gange i B. Her svarer fprstekomponenten til en
ganske hpjhalset manifestation af |A|, mens andenkomponenten
manifesteres som andetskaftet i |V| (eller |v|), jf. fx (344).
|tb|: Ligaturen |tb| bruges af sável A som B (hhv. fire og
to gange) i stort set samme udformning. Som ved alle graftyper
med overlængde kan skaftets top variere. Som eksempler kan
anfpres (345) i B og (346) og (347) i A. Grafklassen er generelt
sjælden i islandsk skrift, hvilket utvivlsomt skal ses i relation til
hvor sjældent /bb/ forekommer. I pvrigt kan det diskuteres om
man virkelig skal rubricere den som en ligatur. Man kunne ogsá
beskrive den som to sammenpressede grafer, et tidligt eksempel
pá bueforbindelser (ogsá kaldet bitings, fusions eller junkturer), et
fænomen som fprst bliver rigtig gennemfprt i gotisk bogskrift.2
|2b|: Ligaturen ]2d| (|ö|+|v|) findes ikke i A, men optræder 16
gange i B i to graftyper afhængigt af om fprstekomponenten svarer
til llð1!! eller llð2ll. Graftyperne stár — som ved |ð| — i komplementær
distribution, idet den ene kun bruges efter |1| (9 belæg) i hvilken
stilling den anden (7 belæg) aldrig forekommer. Som eksempler
kan anfpres (348) og (349). Denne ligatur er generelt sjælden, men
1 Generelt om brugen og udformningen af |a>|, se bl. a. Hreinn Benediktsson (1965,
s. 51 og 57), Lindblad (1954, s. 115-17) og Spehr (1929, s. 110-11).
2 Om |bb|, se Lindblad (1954, s. 64), Spehr (1929, s. 148) og Widding (1965, sp. 544).
I kontinental prægotisk skrift er ligaturen ikke sjælden (jf. den opsummerende
beskrivelse af prægotisk skrift pá s. 50).
B HV47
A32V36
faivoticp.
B13^29
B 13125
■ B I3r2ó
A 27V9
A 27V14
B iir2
B IU7
3-3-3