Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 248

220
Ordformer og morfologi
þrándr/þróndr og innþróndr. Sikker rodstammeb0jning i
nom./akk. pl. er belagt ved alle med undtagelse af bryggju-
fótr og innþróndr.
Bpjningen af maðr fremgár af oversigten i afsnit 5.I.4.4.
Fra et morfologisk perspektiv er der intet særligt at be-
mærke. Det kan dog noteres at bestemt form i nom. pl. af
hirðmaðr i báde A og B som forventet har formen -menninir
(jf. ‘hþmnin’ 1x26 og ‘hirþmenmir’ 1OVI2).1
Om forholdet i den i morfologisk henseende mest in-
teressante kategori, gen. sg., kan der desværre ikke siges
meget, da det eneste belagte substantiv er mánuðr/mánaðr,
der i sg. udviser «-stammeb0jning (‘manaþar’ 2ir5i, 28v8 og
28V38—39). I akk. pl. er rodstammebpjning derimod ene-
rádende i A, idet man finder ‘manvþr’ 2ori3 og ‘manoþr’
33VI9.
Appellativet þrándr/þróndr optræder med sável rod-
som /-stammebpjning i nom.pl. i A (hver tre gange:
‘þrpnðr’ 33^5 og 33V36 og ‘pnðr’ 33V35 vs. ‘þr0nðir’ 3135,
‘þr0nð'’ 2ir53 og ‘þnðir’ 2ir28).
Af potentielle maskuline rodstammer optræder i B fótr,
(-)maðr, vetr, vinðr og þrándr (þróndr). Sikker rodstam-
mebpjning i nom./akk. pl. er belagt ved alle disse med und-
tagelse af vinðr.
Da gen. sg. slet ikke er belagt i B, kan der ikke siges no-
get om denne i morfologisk henseende interessante kate-
gori.
I modsætning til i A optræder þrándr/þróndr i B kun
med rodstammebpjning i nom. pl. (med blot ét eksempel:
‘þrenÖ2’ I7ri8).
5.1.1.8 Maskuline r-stammer
Bpjningen af bróðir og faðir fremgár af oversigterne i hhv.
afsnit 5.1.4.1 og 5.I.4.2.
Som oversigterne viser, finder man i A i dat. sg. fire til-
fælde med fgður over for syv tilfælde med feðr (ingen ek-
sempler i B). Ved bróðir er den oprindelige enstavelsesform
gennemfprt i sável A som B (hhv. x 8 og X 1) med undta-
gelse af den i A én gang forekommende kompositumform
‘poftbroþ’ 37V29. Alt i alt er de oprindelige former altsá
ganske gennemfprte i dat. sg.2 Som det ligeledes fremgár
af oversigterne, finder man ingen andre analogidannelser i
bpjningen af de maskuline r-stammer, altsá ingen eksem-
pler pá enstavelsesform i andre kasus end dat. sg.,3 ingen
1 Den yngre analogiform mennimir er belagt fra omkring midten af
1300-tallet (i WolfAug 9 10 40, C1330-70), jf. Bandle (1956, s. 257).
2 Man finder ellers tidligt analogiske tostavelsesformer i dat. sg., selvom
det vel er en overdrivelse nár Björn K. Þórólfsson (1925, s. 29) bemær-
ker at sádanne former allerede förlitterært er de almindeligste med
faðir som en mulig undtagelse. Det kan bemærkes at situationen i
MskMS fremstár noget arkaisk i forhold til hvad man finder i det no-
genlunde samtidige AM 519 a 40, idet man i det sidstnævnte hándskrift
ved bróðir kun finder den analogiske dativform, mens man ved faðir
finder et enkelt eksempel pá feðr ved siden af fem tilfælde med den
yngre analogiske form (jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 91).
31 nom. sg. findes allerede i förste halvdel af 1200-tallet eksempler pá
enstavelsesform, og i de ældste rimer (rimer digtede f0r CI450) ogsá i
akk. sg., jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. 29).
former pá -ur i nom. sg. eller -ir i oblik kasus4 og ingen
former pá -urs i gen. sg.5
5.1.1.9 Maskuline nd-stammer
I dat. pl. finder man tilsyneladende ét eksempel pá analo-
gisk i-omlydt -endum i det poetisk belagte ‘glá> herþenðö’
33V9 over for 14 tilfælde med oprindelige former pá
-gndum.6 7 Ikke overraskende (jf. de historiske bemærknin-
ger ndf.) finder man ingen eksempler pá analogiske for-
mer i gen. pl. De fire tilfælde med gen. pl. udgpres af f/ándi
og frándi (x 3) og kan principielt ikke tillægges nogen be-
tydning. I B finder man kun ét eksempel pá dat. pl., nem-
lig ‘buainðö’ 12V24, hvor det oprindelige omlydsforhold er
bevaret (i gen.pl. finder man kun ‘prenða’ 13V42). Hvis
det enkeltstáende eksempel pá en yngre analogisk form
(‘gla> herþenðö’) ikke er en fejlskrivning, er der tale om
et ganske tidligt belæg. Man regner sáledes almindeligvis
med at de tidligste eksempler pá analogiske former i dat. pl.
dukker op i fprste halvdel af 1300-tallet, mens analogiske
genitivformer ikke synes at dukke op f0r CI550 med und-
tagelse af det kontraherede bóndiJ
Som det fremgár af tabel 5.1.1.9, optræder appellativet
búandi/bóndi i hvert fald i A — og muligvis i B — i sável
ukontraheret som kontraheret form, men de to former er
ikke lige frekvente i alle kategorier. I singularis finder man
i sável A som B kun ukontraherede former (hhv. x 17, fx
‘bvanði’ 2ino, og X 9, fx ‘buanða’ 10123), og det samme
gælder for dat. pl. (hhv. X 11 ‘bvonðö’ 3V36 og x 1 ‘buamðö’
12V24). I nom./akk. pl. finder man i A ved siden af syv til-
fælde med ukontraherede former (‘bvenðr’ x 6, fx 22r9, og
‘bvpnðr’ 2IVI5)8 elleve tilfælde med kontraherede former
som ‘b0nðr’ 2ir30.9 I B finder man i nom./akk. pl. formen
‘beenð2’ 1OV51 og íin, hvis nærmere tolkning má betrag-
tes som usikker. Man kunne forestille sig at <ee) afspej-
ler /aé/ (< /d/ ved delabialisering), men mod denne tolk-
ning taler det at man ellers aldrig finder dobbeltskrivning af
vokalgrafemer for noget fonem.10 Formen afspejler máske
snarere en tostavelsesform bfiendr hvad enten denne er op-
stáet direkte fra et bóandi med manglende kontraktion eller
skal betragtes som en kontaminationsform mellem bðndr
og búendr.
4 Dette fænomen synes da ogsá först at dukke op i 1300-tallets anden
halvdel, jf. Noreen (1923, § 420, anm. 1), Björn K. Þórólfsson (1925,
s. 30) og Bandle (1956, s. 265-67).
5 Sádanne former bliver da ogsá f0rst hyppige i 1400-tallet, selvom de
forekommer i enkelte tilfælde i 1300-tallet foran ord der begynder pá
s~, jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. 30).
6 Ved appellativerne búandi x 11, dómandi, vegandi og áttstýrandi. Des-
uden finder man ni tilfælde med det i denne henseende uinteressante
frándi.
7 Jf. Bandle (1956, s. 268 m. henv.).
81 ‘bvpnðr’ er <0), der er sikkert læst, formentlig blot en fejl for (e> (evt.
pga. sammenblanding med formen bfindr).
9 Der kan ikke registreres nogen særlig hándskriftgeografisk fordeling
af variantformerne.
10 Eneste mulige undtagelse er det i afsnit 4-4-4.3 omtalte ‘bvv’ 13V23.
5.I.I.9