Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 196

i68
Ortografi
4.4.3.2.12 /ý/
A B
/ý/ <y> 450 /ý/ (y) 150
(Y) 1 <ý> 1
Tabel4.19: Manifestationen af /ý/
Til manifestationen af /ý/ er der intet særligt at be-
mærke.
Sóirlige tilfódde
Om -bfír/'býr, se 5.2.1.
4.4.3.2.13 /æ/
A B
/æ/ <e> 800 /æ/ <e> 300
<?> 270 <?> 30
<0> 15
<?> 12 <?> 12
<E> 2 <E) 1
<?> 1
<0> 1
<é> 1 <é) 12
<9> 1
<eí> 1
<?i> 1
/ræ/ <e> 38
/væ/ O 6
/ær/ <‘> 125 /ær/ <’> 33
Tabel 4.20: Manifestationen af /æ/
Som nærmere omtalt i afsnit 4.4.3.2.15 má /æ/ og /0/
være sammenfaldet i begge skriveres sprog. Ved /aé/ be-
vidnes dette af de 16 omvendte skrivemáder med (0 0) for
/aé/ i A (fx ‘r0nt’ 9V2 og ‘velr^þö’ 9VI5) og det enkeltstá-
ende tilfælde med <9) for /aé/ i B (‘hlpia’ íovió).1
Den meget gennemf0rte brug af (e) for /aé/ i sável A
som B er bemærkelsesværdig, og det samme er det fuld-
stændige fravær af betegnelsen (æ).
I de ældste hándskrifter finder man for /aé/ sável (e) som
(?) og (æ),2 men (9) er den hyppigste betegnelse og ene-
rádende eller helt dominerende i mange af de tidlige kil-
der.3 (e) er sjældnere i de ældste hándskrifter, men optræ-
der dog i en ikke ubetydelig udstrækning i en lang række
1 Hvis ikke der er tale om en sammenblanding med vb. hl&gja.
2 Foruden de nævnte betegnelser anvendes digrafen <ae) undtagelsesvis
i visse ældre hándskrifter, fx AM 673 b 40 (CI200), jf. Hreinn Bene-
diktsson (1965, s. 57).
3 Grundlaget for opsummeringen er især Lindblad (1954, s. 149-51) og
Hreinn Benediktsson (1965, s. 58—9).
kilder.4 Som dominerende betegnelse har Lindblad (1954)
kun registreret den i AM 655 IV og V 40, der begge date-
res til CI200—25,5 men (e) dominerer ogsá i AM 315 f fol
(CI150—75).6 I enkelte kilder fra 1100-tallet og begyndel-
sen af 1200-tallet er (æ) hyppigt og undtagelsesvis endda
enerádende for /æ/, sáledes i NRA 52 (C1225).7
Ogsá i mellemklassisk tid (01240-1300) finder man alle
tre betegnelser for /aé/. I adskillige kilder dominerer (9),
men vist fortrinsvis i nogle af periodens ældre hándskrif-
ter, dog ogsá i GKS 2365 40.8 Den især i gno. udbredte liga-
tur (æ) bliver stadig almindeligere og dominerer i en række
hándskrifter, de fleste fra 1200-tallets sidste ártier, fx AM
291 40.9 Som i de ældste hándskrifter anvendes (e) gene-
relt ret sparsomt og er kun meget sjældent den domine-
rende betegnelse for /æ/. (e) dominerer imidlertid i sável
A som B, og Lindblad (1954) fremhæver da ogsá MskMS
og Holm perg 2 40 som hándskrifter der i særlig udpræget
grad anvender (e) for /æ/.
Der er intet bemærkelsesværdigt ved den hándskriftgeo-
grafiske fordeling af tilfældene med (9), (f) og (0) i A, og
det samme gælder for (9), (() og (é) i B.
Som anfprt i afsnit 4.3.2.11 og 4.3.2.17 optræder de to ek-
sempler i B pá hhv. (eí) og ((1) i appellativformen ‘eítt’ 15V8
og adjektivformen ‘heiðmfm’ 13123 (poet.). Begge tilfælde
skal formentlig betragtes som fejlskrivninger.
Sarlige tilfzlde
Om vokalforholdene i app. sœr/sjór/sjár og snár/snjór/
snjár, se afsnit 5.1.1.4.
Om det plurale appellativ þr0nd(i)r og hermed beslæg-
tede ord, se afsnit 4.4.3.2.15.
4 Hreinn Benediktsson (1965, s. 58) bemærker at forholdet mellem (e)
og æ) som betegnelse for /aé/ i de ældste hándskrifter almindeligvis
varierer fra 2:3 til 2:6.
5 Lindblad (1954, s. 150) mener at en st0rre eller dominerende brug af
(e) for /æ/ i en tidligklassisk kilde kan tyde pá herkomst i en skole,
der udelukkende har anvendt de latinske grundvokaler (at en sádan
praksis rent faktisk har eksisteret, er if^lge Hreinn Benediktsson 1965,
s. 56, sandsynligt — i hvert fald i en vis udstrækning i tiden lige efter
det latinske alfabets indf^relse). Udpræget brug af (e) for /æ/ kan vel
imidlertid ogsá blot skyldes at en skriver for at lette skrivningen har
foretrukket den i sável grafisk som grafematisk henseende umarkerede
betegnelse.
6 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 58).
7 Jf. Lindblad (1954, s. 150). Lindblad nævner i samme forbindelse æld-
ste del af (det norskpávirkede) AM 279 a 40, der imidlertid nu dateres
til et noget senere tidspunkt (01250—75).
8 En fuldstændig oversigt over manifestationen af /aé/ i GKS 2365 40
findes i Lindblad (1954, s. 147).
9 Udviklingen fortsætter i 1300-tallet, og i de i Stefán Karlsson (1960)
unders0gte diplomer er <æ) den absolut almindeligste betegnelse for
ældre /æ/ og /0/, jf. Stefán Karlsson (1960, s. 85—8) der bl. a. bemær-
ker at “Mest almindelig forekommer brugen af e for æ at være pá Vest-
landet og i Eyj., Svarfaðardalr ... og Mpkl. [d. e. M^ðruvallaklaustr]”.
Om dette ogsá gælder i ældre tid er imidlertid usikkert.
4.4.3.2.13