Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 399

Præpositioner
371
5.9.16 Præpositionen á millum
Præpositionen á millum optræder én gang i A som ‘amillv’.
5.9.17 Præpositionen (í) mót
Præpositionen í mót er belagt ti gange i A og manifesteres
som ‘ímot’ x 5 og ‘ímot’ x 5.1 adverbiel funktion er formen
í mót i otte tilfælde (‘ímot’ x 4, ‘í-mot’ x 2, ‘ímot’ og ‘í|mot’)
over for ét eksempel med mót ('mot’).
5.9.18 Præpositionen (i) móti
Præpositionen (í) móti manifesteres i A i 36 tilfælde som
í móti (‘ímoti’ x 17, ‘ímoti’ x 8, ‘i-moti’ x 3, ‘ímo|tx’ x 3,
‘i|moti’ X 2, ‘í-moti’ x 2 og ‘í|moti’) over for 10 tilfælde uden
í (‘móti’ X 10, fx ‘moti’ 5V12). I adverbiel funktion finder
man 23 tilfælde med í móti (‘ímoti’ x 13, ‘ímoti’ x 6, ‘i|moti’
X 2, ‘i-moti’ og ‘í|moti’) over for ét tilfælde uden í (‘moti’).1
I B har præpositionen formen í móti i otte tilfælde
(‘i-moti’ x 5 og ‘ímoti’ X 3), mens den i ét tilfælde tilsyne-
ladende har formen uden í (‘moti’ I3r6). Eksemplet er dog
ikke helt sikkert, da der umiddelbart foran ordet má fore-
tages en emendation (en tilfpjelse). I adverbiel funktion er
forholdet næsten helt identisk, idet man i syv tilfælde fin-
der í móti ('imoti’ x 5, ‘i-moti’ x 2) over for ét eksempel pá
‘moti’.
At formen med í dominerer, er forventeligt, da den pá
alle tidspunkter synes hyppigere end formen móti, ikke
mindst i klassisk oldislandsk. Forholdene i MskMS viser
dog at det er forkert nár Bandle (1956, § 297) med henvis-
ning til Fritzner noterer at móti ikke synes belagt som selv-
stændig præposition i oldislandsk.
5.9.19 Præpositionen ór (ogyr)
Præpositionen ór manifesteres i A som ‘or’ x 91 og ‘or’. I
adverbiel funktion finder man ‘or’ x 6.
I B manifesteres præpositionen som ‘02’ X 13.1 adverbiel
funktion finder man ‘02’ x 3.
I A finder man desuden én gang yr’ 3^52, mens B ude-
lukkende rummer eksempler pá ór. Som omtalt i afsnit
4.4.3.2.8 er den næsten helt gennemfprte brug af (o) for-
ventelig i et hándskrift fra den mellemklassiske periode.
Formenjir hprer i al væsentlighed hjemme i tidligklassisk
tid, og den skal i MskMS formentlig tilskrives forlægspá-
virkning.2
1 Desuden finder man seks tilfælde med at móti som i den morfosyn-
taktiske analyse er blevet kategoriset som forbindelse af præposition
og substantiv. De findes alle i den senere del af A, nærmere bestemt
24r39> 2Sv5, 29v4> 33^39. 35r52 °g 35t52-
1 Den senere gennemfprte form úr vinder fprst for alvor frem efter 1350
og bliver fiðrst den almindelige form i sidste halvdel af 1400-tallet. For
nærmere oplysninger og henvisninger til behandlingen af_ýr, ór og úr,
se afsnit 44.3.2.8, særlig note 15 pá s. 164.
5.9.20 Præpositionen til
Præpositionen til manifesteres i A som ‘til’ x 446 og ‘f’
x 326. I adverbiel funktion er manifestationen ‘til’ x 120,
‘t” x 106 og ‘Til’ x 8.
Nár det gælder forholdet mellem forkortede og ud-
skrevne former, kan der — som det fremgár af tabel 5.231,
hvor udskrevne og forkortede skrivemáder relateres til
hhv. hándskriftsider og tekstafsnit — registreres samme
tendens som ved en række andre hpjfrekvente ordformer.
I begyndelsen af A dominerer sáledes den forkortede skri-
vemáde, mens der kan registreres en klar tendens til brug
af fuldt udskrevne former i den senere del af A.
I B manifesteres præpositionen til som ‘til’ x 194, ‘f’ x 12
og ‘(.)t.’ x 7.3 I adverbiel funktion finder man ‘til’ x 59, ‘Til’,
‘t" og ‘t.’.
Alle tretten tilfælde med ‘f’ (inkl. det ene eksempel pá
præpositionen i adverbiel funktion) optræder bemærkel-
sesværdigt nok pá den selvstændige 25r (afsnit 46), hvor
man blot finder et enkelt eksempel pá ‘til’ (25134). De seks
sikre eksempler pá ‘(.)t.’ findes derimod kun pá de fprste to
blade (íov—nv, afsnit 21—24), rnens man finder to usikre
eksempler pá hhv. I2v og i6r (afsnit 27 og 28). Skriverens
egen norm synes sáledes at have foreskrevet ‘til’, og hvis
variationen er et indslag af forlæggets brug, hvilket med
tanke pá varianternes fordeling umiddelbart forekommer
rimeligt, má man konkludere at forlæggets brug har været
forskellig i begyndelsen af det af B skrevne og i afsnit 46.
Nogen sikker konklusion er der dog naturligvis ikke tale
om.
Sável ‘f’ som ‘til’ er meget udbredte i mellemklassiske
kilder.4
5.9.21 Præpositionerne um(b) og of
Præpositionen um(b) manifesteres i A som ‘v’ x 377, ‘vm’
x 19, ‘Vm’ x 11, ‘ö’ x 3 og ‘um’. I adverbiel funktion er ma-
nifestationen v’ x 79 og ‘u’ x 2.
I B manifesteres præpositionen um(b) som V x 35, ‘ö’,
‘um’ og ‘vb’. I adverbiel funktion manifesteres um(b) som
‘v’ X 17 og ‘vb’.
I modsætning til forholdene i A finder man hos denne
skriver altsá to gange formen umb, én gang som præposi-
tion (15V30) og én gang som adverbium (i6r48).
Præpositionen of manifesteres i A som ‘op’ x 11. Syv af
de 11 tilfælde optræder i poetisk kontekst, hvor man dog
ogsá finder 29 eksempler med urn.
I B manifesteres præp. of ligeledes som ‘op’, men bru-
ges langt oftere (x 101) pá bekostning af um, og hos denne
skriver finder man ingen tendens til særlig at anvende of
i poetisk kontekst, da omtrent 90 % af eksemplerne op-
træder i prosa. Fordelingen af of vs. um i B fremgár af
3 Eller muligvis 6 eller 8, da to eksempler er usikre.
4 Om manifestationen af til i klassiske islandske hándskrifter, se Lind-
blad (1954, s. 57), hvis bemærkning om at ‘t1’ anvendes rendyrket i A,
dog er ábenlyst forkert.
5.9.21