Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 226

198
Ortografi
Blandt tilfældene med (n q rj) for /n/ er det særlig inter-
essant at iagttage de mange eksempler i forbindelsen /rn/
(x 81 med <n), x 38 med (q) og x 5 med (q)). Som nærmere
omtalt i afsnit 4.4.5.2.12 kunne man muligvis forestille sig
at denne praksis skal ses i lyset af [tn]-udtale af /rn/1 (tolk-
ningen er dog hpjst usikker). Særlig de 38 tilfælde med (rj)
má noteres, da de rimeligvis indikerer at der er tale om
mere end et rent grafisk fænomen, pá trods af at stprste-
delen af eksemplerne med (n rj q) optræder i finalstilling.2
Om de tretten tilfælde med (n fj q) for /n/ i forbindelserne
/gn/ X 10, /kn/ x 2 og /pn/ x l3 skal ses i lyset af dette, er
usikkert.4
Som bemærket i afsnit 4.34.2.5 anvender A i langt hp-
jere grad (“) end B. I modsætning til hvad man kan iagttage
i en række andre tilfælde, udviser A altsá tilsyneladende
en yngre brug end B (jf. historisk perspektivering i afsnit
4.34.2.5).
IA er fordelingen af (n n) vs. (q ij) i hpj grad hándskrift-
geografisk betinget. Som det fremgár af tabel 4.46 og 447,
hvor brugen af (n n q ij) relateres til hhv. hándskriftsider
og afsnit, er betegnelserne (q ij) næsten enerádende i be-
gyndelsen af A, mens de kun optræder sporadisk i sidste
del af A. I fprste læg og i stprstedelen af andet læg optræ-
der (n n) sáledes kun helt sporadisk, men mod slutningen
af andet læg (blad 8) begynder skriveren at anvende disse
betegnelser ganske hyppigt, selvom de pá de sidste blade
i andet læg fortsat er i mindretal. Som det fremgár af den
anden af tabellerne, indtræffer den 0gede brug af (n n) med
afsnit 18 (Halldórs þdttr Snorrasonar). Dominerende bliver
(n n) imidlertid fprst et lille stykke inde i fjerde læg (tredje
læg er skrevet af B), navnlig fra blad 20.
Ved manifestationen af /nn/ finder man ganske tydelige
forskelle mellem skriverne. De to hyppigste betegnelser i
A, (n) og (fj), bruges kun helt sporadisk i B, og den tred-
jehyppigste betegnelse, (n), forekommer slet ikke i B, hvis
dominerende betegnelse, (n), ikke anvendes i A.
I modsætning til forholdene i A kan der i B ikke re-
gistreres noget interessant ved den hándskriftgeografiske
fordeling af de forskellige betegnelser for /nn/. Til gen-
gæld má det noteres at skriveren ved valget mellem variant-
betegnelser i hpj grad har været styret af grafens placering
i ordet. Sáledes anvendes sável (q) som (rj) og (n) udeluk-
kende finalt. De fá tilfælde med (n), (n_) og (_n) optræ-
der derimod kun i medialstilling, og det samme gælder for
1 Hvilket i givet fald má forudsætte [tn]-udtale af /nn/ (efter lang vokal)
og dermed være en parallel til det ligeledes ret store antal eksempler
med (rll) for /rl/.
21 det med MskMS nogenlunde samtidige AM 519 a 40 optræder be-
tegnelser som ellers bruges for /nn/, pá tilsvarende vis i særlig h0j grad
efter /r/ (jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 68).
3 Ni af tilfældene optræder med <n), tre med <q) og ét med <q).
4 Hvis der skulle være en sammenhæng, má der vel forudsættes plosiv
(og ikke frikativ) udtale af /g/ foran /n/. I givet fald er de 11 tilfælde
med (ín fq fq) for /fn/ interessante, da de págældende skrivemáder
sá kunne tænkes at indikere lukning af /f/ i denne position. Tolknin-
gen er dog ganske usikker, og som bemærket i afsnit 4-4.5.2.3 finder
man ikke andre indikationer af lukningen, der traditionelt regnes for
indtruffet i 1300-tallet.
hovedparten af eksemplerne med (nn) og (n). Sáledes op-
træder blot ét af 63 tilfælde med (nn) i egentlig finalstilling
(‘kann’ 14113),5 og af de nitten tilfælde med (n) optræder
kun fire i finalstilling. Hovedbetegnelsen i B, (n), anven-
des til gengæld hyppigt i sável finalstilling (ca. x 200) som
medialstilling (ca. x 175).
Det kan bemærkes at kun omtrent 30 af de ca. 160 ek-
sempler i B med (n) for /nn/ optræder i tryksvag udlyd.
I yderligere omtrent 50 tilfælde kan der dog være tale om
relativt tryksvag stilling i sætningen (fx ved þann). Selv nár
der ses bort fra disse tilfælde, finder man en række eksem-
pler hvor der ikke kan regnes med tryksvag stilling, eksem-
pelvis knap 50 tilfælde med enstavelsesord eller sammen-
sætninger hermed (fx appellativformerne mann ogsveinn).
I B má betegnelsen af /nn/ da ogsá kategoriseres som min-
dre konsekvent end betegnelsen af de pvrige lange kon-
sonanter (/pp/ undtaget), og usikkerheden begrænser sig
altsá ikke til tryksvag udlyd.6
Om manifestationen af etymologisk /nn/ foran andre
konsonanter, se afsnit 44.5.1.
Betragter man forskellene mellem skriverne fra et skrift-
historisk perspektiv, kan det bemærkes at hovedbetegnel-
sen i A, (n), dominerer i en stor mængde hándskrifter lige
fra den tidligste tid, fx GKS1812 40 A (CI192).7 Som eksem-
pler fra den mellemklassiske periode kan man med Lind-
blad (1954, s. 71) nævne Lbs frg 82 (CI258—64), fprste del af
AM 334 fol (0.260—70), Holm perg 2 40 B (0250—1300),
AM 29140 (0275—1300) og hovedhándskriftet i Lindblads
underspgelse, GKS 2365 40 (0270).
Hovedbetegnelsen i B, (n), er ifplge Lindblad (1954,
s. 71) derimod meget usædvanlig i ældre hándskrifter og
optræder kun undtagelsesvis i kilder fra f0r midten af
1200-tallet (almindeligvis betragtes den som udtryk for
0get norsk pávirkning).8 Samme sted konstaterer Lindblad
dog at (n) er hovedbetegnelsen i en række mellemklassiske
hándskrifter, og nævner ud over hánd B i MskMS bl. a.
Holm perg 2 40 A (0250—1300), sidste del af AM 334 fol
(92va-io8rb, 0271-81), AM 162 A ( fol (0250-1300),
AM 519 a 40 (0280)9 og AM 162 D 2 fol (0250-1300).
Oplysningen om at det ogsá skulle gælde for hánd A i
5 Dog finder man yderligere femten eksempler ved inddragelse af til-
fælde med interlineær abbreviatur over det sidste (n) (fx ‘ann’ I3r6).
6If0lge den traditionelle fremstilling af forholdene ved /nn/ i tryks-
vag udlyd kan man fra 1300-tallet spore usikkerhed i betegnelseme af
dette fonem. I Oddur Gottskálkssons Nye Testamente er distinktio-
nen dog stadig ret godt bevaret, mens der pá den anden side hersker
stor usikkerhed i Gudbrandsbiblen (jf. Jón Helgason 1929, s. 39—41,
og Bandle 1956, s. 105—8). Sammenfaldet mellem /n/ og /nn/ i den pá-
gældende stilling synes i 0vrigt langt op i tiden i en vis udstrækning at
være dialektalt bestemt, idet man helt frem til C1700 (og máske endnu
længere) har bevaret distinktionen i det vestlige Island, hvor udtalen
synes at have afspejlet de gamle forhold — med undtagelse af adjektiver
i akk. sg. mask., der tidligt synes at have /nn/ (jf. Jón Helgason 1970).
7 For en oversigt over forholdene i hándskrifter fra f0r C1240, se Holts-
mark (1936, s. 10-11). Jf. ogsá Spehr (1929, s. 149).
8 Om den meget sparsomme brug af <n) fpr 1250, se ogsá Spehr (1929,
s. 149), der ligefrem konstaterer at betegnelsen slet ikke forekommer i
f0rste halvdel af 1200-tallet (jf. imidlertid Lindblad 1954, s. 71, note 3).
9 For en præcis redeg0relse for manifestationen af /nn/ i AM 519 a 40, se
de Leeuw van Weenen (2009, s. 68), hvoraf det fremgár at <n) er mere
4.4.5.2.IO