Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 238

210
Ortografi
Den mest markante forskel mellem skriverne ved ma-
nifestationen af /t/ er den ikke helt sjældne brug af (tt)
i B. Betegnelsen begrænser sig næsten helt til (postvoka-
lisk) udlyd og stillingen foran /r/. I udlyd efter vokal (x 15)
finder man (tt) i adjektivformen auðsét, appellativformerne
graut, hót, mat og naut, pronominalformen vit og verbalfor-
merne gat (x 2), get (x 2), lát, sat, sét og skaut (x 2), i udlyd
efter konsonant (x 1) finder man (tt) i pronominalformen
eitthvert, og foran /r/ (x 19) finder man (tt) i propriumfor-
men Hítrar, appellativformerne dfítrum, hlutrinn, vetra og
vetrinn (x 11) samt adjektivformerne betri (x 3) og vitrust.1
Af andre tilfælde med (tt) optræder blot appellativformen
flotann og verbalformen þrotna.
Brugen af (tt) for /t/ findes ogsá sporadisk i andre 1200-
tals hindskrifter, fx i enkeltstáende tilfælde i GKS 2365 4°,1 2
men synes særlig frekvent i B.3 I visse noget yngre kilder
finder man en mere udpræget brug af (tt) for /t/ i udlyd,
navnlig efter konsonant.4
Samtlige tilfælde med (ð þ) for /t/ i A vidner om den
ogsá i afsnit 4.4.5.2.16 omtalte overgang /t/ > /þ/ i tryk-
svag udlyd.5 I B optræder alle tilfælde med (d ð þ) for /1/
ligeledes i tryksvag udlyd. Sádanne former er dog langt al-
mindeligere i B.6
Ud over at tostavelsesformerne med finalt (d ð þ) for
ældre /t/ er betydelig mere frekvente i B,7 er en markant
forskel mellem skriverne at fprste stavelse i blot 8 af 73 ek-
sempler udlyder pá /t/ i B (svarende til ca. 11 %), mens det
i A er tilfældet i 12 af 14 eksempler (svarende til ca. 86 %).
Tendensen i A til særlig at anvende betegnelser for /þ/ nár
den foregáende stavelse udlyder pá /t/, kendes fra en række
andre hándskrifter fra anden halvdel af 1200-tallet, fx Lbs
frg 82, AM 291 40 og GKS 2365 40, og fra 1300-tallet, fx
Hauksbók og Möðruvallabók.8 I sável A som B finder man
til gengæld altid (t) nár den foregáende stavelse udlyder pá
/þ/. De 122 tilfælde i A kan naturligvis ikke tillægges no-
gen særlig betydning, idet eksemplerne med (ð þ) er sá fá
1 Som fremgiet af de anf0rte eksempler er (tt) for /t/ foran /r/ særlig
udbredt i app. vetr. Over for de tolv tilfælde med (tt) finder man dog
ogsi ti med <t). Om sporadisk forlængelse af /t/ foran /r/, se Noreen
(1923, § 279, anm. 2). I det enkeltstiende tilfælde med dfrtrum er der
muligvis tale om analogisk /tt/ fra former med /tt/ (fx dóttir).
2 Jf. Lindblad (1954, s. 213).
3 Brug af (tt) for /t/ optræder ogsi i noget ældre hindskrifter. Helt sjæl-
dent er det eksempelvis ikke i Holm perg 15 40, CI200 (jf. de Leeuw van
Weenen 1993, s. 96-7), hvor én af flere kontekster er det, som i B, ef-
terfglgende /r/.
4 En sidan brug af (tt) er dog fortrinsvis en hel del yngre. I diplommate-
rialet er det sáledes fprst efter CI400 at (tt) (eller lignende betegnelser)
bruges hyppigt for /t/ i udlyd, jf. Stefán Karlsson (1960, s. 172).
5 Belæggene optræder i bestemt form af appellativerne brot og málasilfr,
præt. part. af anda.geta (x 6), kasta, láta, leita (x 2), sjá og vita, prono-
minalformerne vit (x 18) og it samt artikelformen et (x 3).
6De optræder i bestemt form af appellativerne dýr, fé, kváSi, mál
(x 2), sumar (x 2), tré, vár og verk, nom./akk. sg. neut. af adj. lítill
og mikill (x 9), pronominalformeme it, vit (x 3) og n0kkurr (x 22),
nom./akk. sg. neut. af artiklen enn (x 5), adv. þangat og præt. part. af
bíta, búa (x 3), drepa, eta, fara (x 4),geta (x 2), heita (x 4), hljóta, koma,
láta, launa, lúka, sitja, sjá, spara, taka (x 5), velja og vinna (x 2).
7 Relativt set finder man omtrent 18 gange si mange eksempler i B.
8 Jf. Lindblad (1954, s. 216).
og sá at sige kun forekommer efter stavelser med udlyd pá
/t/. Mere bemærkelsesværdigt er det at der i B i samtlige
36 tilfælde i denne kontekst skrives (t),9 da former med
(d ð þ) i tryksvag udlyd ellers er meget frekvente i B.10
Overgangen /t/ > /þ/ i tryksvag udlyd kommer spora-
disk til udtryk i de ældste hándskrifter, og i lpbet af 1200-
tallet bliver fænomenet stadig almindeligere, generelt dog
især efter 1300.11
Tilfældene med /s/-forbindelser behandles i afsnit
4.4.5.2.13.
Ligesom brugen af (tt) for /1/ er betydelig mere frekvent
i B end A, er brugen af (t) for /tt/ ogsá langt almindeligere
i B.
Til fordelingen af de 12 tilfælde i A med (t) for /tt/ er
der intet at bemærke. Fem eksempler optræder i finalstil-
ling (efter báde kort og lang vokal), to i postvokalisk udlyd
i fprste sammensætningsled i kompositum, tre i intervoka-
lisk stilling og to foran konsonant.
De godt 60 tilfælde i B med (t) for /tt/ er nogenlunde
jævnt fordelt. Hovedparten af eksemplerne (x 48) optræ-
der i finalstilling (efter sável kort som lang vokal). De re-
sterende belæg fordeler sig pá fem tilfælde i postvokalisk
udlyd i fprste sammensætningsled i kompositum, fem til-
fælde i intervokalisk stilling og seks tilfælde foran konso-
nant, heraf fem foran /r/. Selvom det ikke kan udelukkes
at visse af skrivemáderne med (t) for /tt/ skal tilskrives
en bortvisket prik, má det konkluderes at hánd B har an-
vendt (t) i ret vid udstrækning for /tt/. En del af variatio-
nen kunne eventuelt skyldes en misforstáelse af et forlægs
(t), da udformningen af denne kapitæl i mange hándskrif-
ter kan være svær at skelne fra (t),12 formentlig ikke mindst
for skrivere som ikke selv benytter (t).13
Om skrivernes pvrige betegnelser for /tt/, (tt) og (t), kan
det bemærkes at fprstnævnte er den almindelige betegnelse
i de fleste hándskrifter gennem hele den klassiske periode,
og den er i mange hándskrifter endda enerádende, fx i AM
162 A ð fol (C1250) og Holm perg 2 40 A (01250—1300).14
Betegnelsen (t) forekommer allerede i meget gamle hánd-
skrifter (jf. afsnit 4.34.2.7), men ogsá i en række mellem-
9 De belagte tilfælde i B med tryksvag udlyd efter stavelse med udlyd pá
/þ/ er bestemt form af appellativerne kváði (x 7), (■)lið (x 13), níð og
ráð, nom. sg. neut. af adj. auðinn og præt. part. af biðja, bjóða, bregða
(x 2), kveða (x 2), ráða, standa og verða (x 5).
10 En tendens til at anvende <t) efter /þ/ er ogsá registreret i andre hánd-
skrifter, bl. a. i det med MskMS nogenlunde samtidige GKS 2365 40,
men fx ogsá i det langt yngre NKS 1824 b 40 (C1400-25), jf. Lindblad
(1954, s. 216).
11 F0rst cióoo forsvinder <t) i denne stilling helt i skriften. Om over-
gangen /t/ > /þ/ i tryksvag udlyd, se Noreen (1923, § 248, § 238.2.f),
Hægstad (1942, s. 106-7), Bandle (1956, s. 168-70), Stefán Karlsson
(1960, s. 172-73, og 2004, s. 19) og Kristján Árnason (2005, s. 361-62).
12 Dette er vel i det hele taget grunden til at {t) optræder sá forholdsvis
sjældent. For eksempler pá hándskrifter som anvender <t), se Hreinn
Benediktsson (1965, s. 83).
131 finalstilling, hvor distinktionen mellem (tt) og (t) i særlig vid ud-
strækning ikke opretholdes, kan man forestille sig at (t) er blevet for-
vekslet med en særlig manifestation af (t) som netop anvendes i denne
kontekst (jf. de Leeuw van Weenen 1993, s. 39 og 97).
14 Jf. Lindblad (1954, s. 76—7), hvis kommentar om at (tt) skulle være
enerádende i MskMS, imidlertid er forkert hvad sável A som B angár.
4.4.5.2.14