Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 268

240
Ordformer og morfologi
(‘fcalltv’ x 12 og ‘íkalltv’), vera (‘ertv’ x 10) og vilja (‘Villtv’
x 7, ‘villtv’ x 3, ‘pilltv’ og ‘uillðv’). I præteritum optræder det
fem gange ved verberne fara (‘poitv’ X 2), hlÁja (‘hlottv’),
kveða ('qvattv’) og vera ('partv’). I imperativ optræder det
ni gange ved verberne fara (‘parþu’),gefet Cgettv’ og ‘Gettv’),
halda (‘halltv’), heita (‘heitto’ og ‘heittv’), heyra ('Heyrþv’),
setjask (Tetztv’) og sitja (Tittv’). Mpnstret svarer altsá i vid
udstrækning til det i Bandle (1956, § 229) for Gudbrands-
biblen beskrevne, nemlig at enklitiske former i præteritum
særlig anvendes ved stærke verber, i præsens især ved ure-
gelmæssige verber (navnlig præteritopræsentiske), og at de
i imperativ ikke mindst anvendes i former hvor pronome-
nets /þ/ er blevet til /t/.
Eksemplerne med (o) i enklitiske former af þú, hvoraf
man i A finder tre (‘plýVþo’ 5V30, Tatto’ ir7 og ‘Scæzto’
3^50), mens man i B finder ét (‘heitto’ 17V3), indikerer rime-
ligvis at vokalen er /U/ (sáledes formentlig ogsá i former
med (u v)).1
Af bemærkelsesværdige former i A kan nævnes det ene
eksempel pi overgangen /k/ > /g/ i akkusativformen ‘þig’
33n82 og den enkeltstáende dativform ‘þerna’ 19V34 med
emfatisk -na. Til formerne i B er der intet særligt at be-
mærke.
I modsætning til forholdene i B er forkortelsen ‘þ’ hyp-
pig i A, men der kan ikke registreres nogen særlig tendens
i distributionen af forkortede og uforkortede dativformer
i A.
5.4.I.3 Det personlige refleksive pronomen sik
Manifestationen af det refleksive pronomen sik i A og B
fremgár af tabel 5.35. Pronomenet kan som bekendt anven-
des i alle numerus, og i tabellen skelnes der ikke mellem
disse.
Bemærk at man hos hver af skriverne finder ét eksempel
pá akkusativformer med (e) (Tek’ 15139 og Tec’ 6VI4).3 Sá-
danne former kendes især fra gno. kilder,4 men forekom-
mer ogsá i andre islandske hándskrifter fra sidste del af
1200-tallet. Meget hyppige er de i det med MskMS no-
1 Jf. i denne forbindelse Hreinn Benediktsson (2002k). I artiklen, der
oprindelig udkom i 1963, kritiseres Seips (1956) pástand om at former
med (o) skulle skyldes afskrivning fra norske forlæg (hyperkorrektur
af forlæggenes (u) til (o) i endelser). At skrivemáderne med (o) i stedet
afspejler /U/ [u], derfor taler bl. a. den moderne islandske udtale og
en passage i Den f0rstegrammatiske afhandling (Hreinn Benediktsson
2002k, s. 312). Ársagen til Seips fejlagtige argumentation er at han tol-
ker et i svagtryk forekommende (o) eller (u) som afspejlende samme
vokal som /o/ og /u/ i trykstavelser. Det kan bemærkes at Hreinn
Benediktsson (under henvisning til Finnur Jónsson 1932, s. vi) oply-
ser at man i MskMS finder ét eksempel pá (o), men i alt finder man
altsá yderligere to eksempler i A og ét i B. Om enklitisk þú, se ogsá
de Leeuw van Weenen (1993, s. 142-43).
2 Om dette fænomen, se afsnit 4.4.5.2.7.
3 Hos begge skrivere er der muligvis tale om en skrivefejl. Særlig oplagt
er denne forklaring i B, hvor det to ord tidligere forekommende ‘fei’
kan have udlpst skrivemáden (‘é þ fei pirtr fek pm’ 15139).
4 Om former som mek, þek og sek, se fx Noreen (1923, § 145, anm. 3).
A B
A fic 80 íic 14
fec fek
D fer 126 fer 60
s 94 fér 6
Ser f?r
f?r
G fin 25 fin 4
fin 2
Tabel 5.35: Pron. sik i A og B
genlunde samtidige AM 519 a 40, hvor forholdet mellem
sek og sik er 107:2.5
Den stprste forskel mellem skriverne finder man i ma-
nifestationen af dativformen, idet den i A hyppige forkor-
tede skrivemáde ‘s’ aldrig anvendes i B. Som det i pvrigt
fremgár af tabel 5.36, hvor distributionen af forkortede og
uforkortede skrivemáder i dativ i A relateres til báde hánd-
skriftsider og tekstafsnit, er fordelingen af skrivemáden ‘s’
ikke jævn. Andelen af forkortede skrivemáder er sáledes
langt hpjere i fprste del af A.
5.4.1.4 Det personlige pronomen vit
Manifestationen af det personlige pronomen vit i A og B
fremgár af tabel 5.37.
Bemærk at der i nominativ hos begge skrivere i de fleste
tilfælde indikeres svækkelse af den udlydende konsonant
(blot én undtagelse i A).
Bemærk ogsá at den især fra gno. kendte nominativ-
form mit forekommer en enkelt gang i B i afsnit 28, og at
den ikke optræder efter en verbalform (‘þ at mit megð fia’
íóvio). Endelig kan det noteres at der i samtlige eksem-
pler med dativformen ok(k)r indikeres /k/ og ikke /kk/
hos begge skrivere. Særlig de ti tilfælde i A er bemærkelses-
værdige, og da der i denne del af hándskriftet ellers skelnes
nogenlunde korrekt mellem /k/ og /kk/, afspejler skrive-
máderne rimeligvis okr.6 7 Til sammenligning kan anfpres at
formen med /k/ ogsá er enerádende i det med MskMS no-
genlunde samtidige AM 519 a 407 og det noget ældre GKS
1157 fol,8 mens forholdet mellem former med (ck k) og (k)
i Möðruvallabók er 72:29.9
Der er intet bemærkelsesværdigt ved den hándskriftgeo-
grafiske distribution af variantformerne hos nogen af skri-
verne.
51 AM 519 a 40 dominerer former med /e/ ogsá ved mik og þik, men
dog i mindre grad (forholdet mellem former med /e/ og /i/ er 58:10
ved mik og 18:17 ved þik), jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 119).
6 Se yderligere omtale i afsnit 4.4.5.2.7 under “Særlige tilfælde”.
7 Jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 119).
8 Jf. Beck (1993, s. 65).
9 Jf. de Leeuw van Weenen (2000, s. 197).
5-4-1-4