Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 129

Indledende bemærkninger
101
af praktisk karakter, særlig hensynet til overskueligheden
i fremstillingen af de grafofonematiske og fonografemati-
ske relationer.
I et grafematisk perspektiv er analysen relationel, men
der opstilles som nævnt ikke noget egentligt grafemsy-
stem, og det er derfor noget af en tilsnigelse nár der i ana-
lysen anvendes termer som grafern, grafematisk, grafofone-
matisk og fonografematisk. Nár de tentative “grafemer” an-
bringes i grafemklammer, er det kun for at adskille dem fra
grafklasserne, som de ganske vist i de fleste tilfælde sam-
menfalder med, men som de — pga. den omtalte udryddelse
af visse former for lingvistisk redundant variation — ogsá
adskiller sig fra.
Det fonologiske referencesystem har i sagens natur
rent hypotetisk karakter. Dets funktion er udelukkende
at danne reference for en indledende/forelpbig rubricering
af de tentative grafemer. Det forspger ikke at afspejle tek-
stens system. Som allerede betonet flere gange ovenfor me-
ner jeg at alfa og omega i en analyse som den nærværende er
opstillingen af en fast, præcist defineret (fonologisk) refe-
renceramme. Desuden er det vigtigt at tage hensyn til tolk-
ningsmæssige flertydigheder i forhold til den opstillede re-
ferenceramme, hvilket diskuteres nærmere nedenfor.
Selvom det er mindre centralt præcist hvilken ramme
man beslutter sig for, kan det i hpj grad diskuteres hvor
mange fonologiske distinktioner det págældende system
skal afspejle. Dette vendes der tilbage til ved diskussionen
af Dyvik (1996) nedenfor. Betragter man praksis i tidligere
underspgelser, fx Weinstock (1967) og Mártensson (2007),
stár det klart at praksis ikke mindst har været betinget af
de underspgte kilders alder (og sproggeografiske forhold).
Som omtalt i afsnit 2.3.2 er det fordelagtigt hvis forskel-
lige beskrivelser anvender samme overordnede reference-
ramme. Ved studiet af norrpnt kan man derfor med fordel
benytte det traditionelle fonemsystem som danner grund-
laget for normaliseringerne i Ordbogoverdetnorr0neprosa-
sprog (ONP), og en sádan tilgang vælges da ogsá i nærvæ-
rende afhandling.1
Det benyttede kortvokalsystem er det i figur 4.1 anfprte,
mens langvokalsystemet fremgár af figur 4.2. Bemærk at
der i disse som de fplgende opstillinger ikke tages hensyn
til henholdsvis redundante og distinktive træk. Derimod
tilskrives fonemer som er uspecificerede for et givet træk,
en værdi baseret pá formodede fonetiske karakteristika.2
1 Som allerede bemærket i afsnit 1.4 refereres der ogsá til de enkelte
fonemer vha. normalortografien i ONP. Der skrives sáledes fx /þ/
og ikke /0/. Bemærk i samme forbindelse dog at /þ/ betegner sável
normalortografiens ‘þ’ som ‘ð’. I forhold til ONP’s gældende norma-
liseringspraksis afviger praksis i nærværende afhandling desuden ved
normaliseringen af ord som eptir, hvor distinktionen mellem /p/ og
/f/ er neutraliseret foran /t/. I lighed med tidligere praksis i ONP
(f0r bind 3, 2004) normaliseres med ‘p’, ligesom tilfælde som ‘eptir’ er
registreret som eksempler pá brug af <p> for /p/ og ikke /f/.
2 En fonologisk mere korrekt opstilling med illustration af redundante
og distinktive træk har ikke nogen særlig relevans i nærværende per-
spektiv, men skulle den foretages, burde kortvokalsystemet i stedet
have labialisering som overordnet kategori. En sádan fremstilling fin-
des fx i Ottosson (2002, s. xxx—xxxi).
I det opstillede langvokalsystem svarer /á/ til /o:/ i IPA
notation. Fonetisk har der rimeligvis været tale om en run-
det vokal, hvorfor den anfpres som sádan i den opstillede
oversigt, men fonologisk har den været uspecificeret hvad
labialisering angár.
Foruden de lange monoftonger má man, som det frem-
gár af figur 4.3, regne med diftongerne /ei/, /ey/ og /au/.
Infortisvokalerne fremgár af figur 4.4. Der er en vis tra-
dition for at anvende arkefonembetegnelserne /I/ og /U/
for henholdsvis fortunge- og bagtungevokalen for at tyde-
liggpre at disse ikke er identiske med fortisvokalerne /i/ og
/u/ eller /e/ og /o/, selvom de identificeres med disse pá
forskellige tidspunkter i sproghistorien. Pá tilsvarende vis
anvendes /A/ som betegnelse for den lave infortisvokal.3
Konsonantsystemet fremgár af figur 4.5 og svarer til det
i Haugen (2001, s. 41) opstillede.4
Ud over de anfprte fortis- og infortisvokaler samt kon-
sonanter má man endelig regne med de to asyllabiske halv-
vokaler (eller approksimanter) /j/ (urundet) og /v/ (run-
det).
Visse yderligere bemærkninger má knyttes til det valgte
fonologiske referencesystem, særlig i form af præciserin-
ger af behandlingen af en række fonemkombinationer.
Dette er i vid udstrækning lige sá vigtigt som opstillingen
af selve referencesystemet. Mens det anvendte fonemsy-
stem angiver et (hypotetisk) foneminventar, siger det nem-
lig intet om den mulige tilstedeværelse af et givet fonem i
bestemte kombinationer, hvor den sproghistoriske udvik-
ling har vist at forskellige lydudviklinger kan forekomme.
I trykstavelser regnes med lange vokaler i antevokalisk
stilling og udlyd (hvor kvantitetsdistinktionen er neutrali-
seret), altsá eksempelvis búa og sá.
Vokaler i stavelser med bitryk behandles under fortisvo-
kalerne.
Som diskuteret i afsnit 4.4.3.1.1 forlænges /a o u 9/
(f0r eller lige omkring 1200) foran /l[fgkmp]/ samt foran
/l[ns]/ hvor disse grupper er opstáet via synkope. Denne
positionelt bestemte forlængelse tages der ikke hensyn til
i det anvendte referencesystem. Eksempelvis rubriceres et
<a> i appellativformen hals i afsnit 4.3 og i oversigtstabel-
lerne i afsnit 4.4 som eksempel pá <a> for /a/ og ikke /á/,
mens et <a> i pronominalformen sjglfum rubriceres som ek-
sempel pá <a> for / 9/. I den nærmere tolkning af forholdene
i afsnit 4.4 foretages imidlertid en reanalyse af tilfælde som
disse.
3 En anden udbredt praksis ved reference til infortisvokalerne, som ta-
ger udgangspunkt i vokalernes formodede fonetiske manifestation,
er anvendelsen af /1/ for fortungevokalen og /u/ (eller /uf) for
bagtungevokalen.
4 Med undtagelse af at /h/ er indtegnet pá figuren pá trods af mang-
lende fast artikulationssted. I forbindelse med konsonantsystemet má
det ydermere noteres at der ikke — som i eksempelvis det i Kristján
Arnason (2005, s. 178) opstillede konsonantsystem for nisl. — opstiUes
fonememe /J/, /n/ og /r/ for normalortografiens bl, bn og hr. Kom-
binationerne /hl/, /hn/ og /hr/ behandles dog selvstændigt under /h/
i den fonografematiske analyse (afsnit 4.4), hvilket er ársagen til at ek-
sempelvis tilfælde med <h) ikke blot slás sammen med tilfælde med (”)
i den grafofonematiske oversigt i afsnit 4.3.4.I.3.
4.1