Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 86

Kodikologi og palæografi
B lir34
B10V37
I A 36141
B 140.5
H B14123
B 14137

A4r26
A404
B I4r20
B 1402
B14129
B 1300
■ A4r5
■
A 617
|G|: |G| optræder i alt 20 gange i B. Graferne har kapitælform,
men den 0vre hages udformning varierer, idet den afslutningsvis
kan bpjes opad, sammenlign eksempelvis (86) og (87).
IA manifesteres |G| ligeledes som grafer med kapitælform, men
bortset fra et enkelt tilfælde, (88), bpjes den 0vre hage aldrig opad
hos denne skriver. Grafernes stprrelse varierer noget, og underti-
den kan det være svært at afgpre om der er tale om |G| eller |g|. Som
yderligere eksempler kan anfpres (89) og (90).
Kapitælformen er ogsá i andre klassiske hándskrifter uden
sammenligning den almindeligste manifestation, men undertiden
finder man tillige en type der udspringer af den latinske uncial.1
|g|: Kapitælen |g| bruges 70 gange i B. Almindeligst er en graf-
type hvis grafer minder om manifestationerne af |G| bortset fra at
hagen aldrig bpjer opad, jf. fx (91) og (92). Undertiden lukkes gra-
ferne næsten helt som i (93). Forholdet mellem den lukkede og den
ábne graftype er omtrent 1:5.
I A finder man almindeligvis en graftype der minder meget om
den fprstnævnte (ábne) type i B, jf. fx (94), men undertiden finder
man ogsá her mere lukkede grafer (dog ikke sá lukkede som i B),
jf. fx (95).
Den hyppige brug af |g| i MskMS harmonerer med at grafklas-
sen er belagt i flertallet af 1200-tallets islandske hándskrifter.2 I
1300-tallet gár brugen af |g| — som de pvrige kapitæler — derimod
tilbage.
|h|: |h| manifesteres i B altid med underlængde, men manife-
stationen af sável skaftets top som sidestaven varierer. Om skaf-
tets top gælder det samme som anfprt ved |b|, og af de fire eksem-
pler (96), (97), (98) og (99) repræsenterer de to fprstnævnte uden
sammenligning de almindeligste graftyper. Sidestaven berprer al-
mindeligvis skaftet (ofte blot ved en hárstreg), men det er langtfra
ualmindeligt at den som i (96) er fritstáende.
I A finder man overordnet samme graftyper, men som ved andre
graftyper med overlængde er skaftet almindeligvis klpftet, selvom
skafter uden klpftning forekommer. Sidestavens krumning varie-
rer, ikke mindst som resultat af hvor langt trykstregen pábegyndes
fra grafens skaft. Som eksempler kan nævnes (100), (101) og (102).
Den mere eller mindre kantede sidestav er forventelig, da |h|
tidligere end andre grafklasser overgár fra ældre rundere manife-
stationer til yngre mere kantede eller knækkede. Forventeligt er
det ligeledes at graferne har underlængde, da en sádan udformning
allerede optræder i nogle af de ældste islandske hándskrifter.3
A 27V27
1 Jf. Lindblad (1954, s. 17-18).
2 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 83), Spehr (1929, s. 148) og Lindblad (1954,
s. 65). Lindblad bemærker i pvrigt at |g| skulle være den eneste betegnelse for
/gg/ i B, men dette er ikke korrekt (jf. afsnit 4.4.5.2.4).
3 Jf. Spehr (1929, s. 86) og Seip (1954, s. 50 og 90). Overgangen til en form med
underlængde kendes i pvrigt fra det meste af det europæiske skriftomráde, jf. fx
Derolez (2003, s. 62).