Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 102

74
Kodikologi og palæografi
302
nok i GKS 1812 40 IV, men lly2ll bliver aldrig særlig populær og for-
svinder temmelig hurtigt fra islandsk skrift og optræder ikke efter
CI250.* 1 Det skyldes bl. a. at den aflpses af den yngre og hyppigere
graftype lly3ll,2 der má betragtes som en naturlig videreudvikling af
lly2ll som fplge af “das streben der schreiber nach gröfierer fliissig-
keit der schrift” (Spehr 1929, s. 53). Denne type aflpses imidlertid
selv af lly4ll, der má betragtes som udviklet af lly1!! mod slutningen
af 1100-tallet,3 og det samme gælder for lly5!!.4 Varianterne lly‘*ll og
lly5ll bliver allerede i 1200-tallet de mest udbredte i islandsk skrift.5
I MskMS anvender hánd B lly4ll i henhold til Spehrs katego-
risering,6 mens hánd A anvender lly3ll. I begge tilfælde er der
dermed tale om yngre varianter, der er hyppige i anden halvdel af
1200-tallet (og senere). En anden karakteristisk forskel mellem A
og B er, som nævnt, at |y| ofte manifesteres uden prik i B, hvor |y|
med prik ellers er reglen fra de ældste hándskrifters tid (i AM 237
a fol dog snarere en accentlignende streg).7 Denne skik forstærkes
af sammenfaldet mellem |p| og lly4ll, hvilket til gengæld bevirker
at skrivere der rent faktisk holder de to grafklasser fra hinanden
ved andet end prikken (eller slet ikke anvender |p|), kan udelade
prikken. Det er ikke unikt at graftyper med og uden prik kan
optræde side om side, men ifplge Lindblad (1954, s. 33) indtager B
sammen med GKS 2365 40 og AM 279 a 40 (bl. 1—7) noget af en
særstilling ved at det i særlig hpj grad er tilfældet.8
|ý|: I et enkelt tilfælde i B synes |y| at manifesteres med sável
prik som accentstreg, jf. (302), men der er muligvis blot tale om |ý|.9
|Y|: |Y| anvendes én gang hos hver af skriverne. I B har grafen
form af en forstprret minuskel med fprsteskaftet som hovedstav.
Ud over stprrelsen adskiller grafen sig fra den tilsvarende minus-
kelgrafklasse ved for det fprste at have ombpjning mod hpjre pá
verdrángt, von denen anfangs y2 vorherrscht, das um 1050 gegeniiber y3 ver-
schwindet. In lat. hss. kommt yi noch im 12. jh. vor, daneben seit dem 11. jh.
auch y2”. Typerne lly4ll og lly5!!, der sagtens kan være udviklet pá Island, fore-
kommer ikke i tidlig engelsk skrift, men optræder i den kontinentale minuskel
fra 1100-tallet (jf. Spehr 1929, s. 54-5 m. henv.).
1 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 27) og Spehr (1929, s. 56). For nærmere om
hvilke hándskrifter der anvender lly2ll, se Hreinn Benediktsson (1965, s. 50).
2 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 50), hvor en række hándskrifter der anvender
lly3ll, tillige nævnes.
3 Jf. Spehr (1929, s. 56). For eksempler pá hándskrifter der anvender denne type,
se Hreinn Benediktsson (1965, s. 50).
4 Det kan undertiden kan være vanskeligt at skelne mellem lly3ll og lly5!! (jf. Hreinn
Benediktsson 1965, s. 51). For eksempler pá hándskrifter der anvender denne
type, se Hreinn Benediktsson (1965, s. 50—1).
5 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 50) og Spehr (1929, s. 54). Som et kuriosum
kan det bemærkes at skriveren af AM 677 40 B (C1200—25) rent faktisk anvender
alle fem nævnte graftyper og ságar en sjette som kendetegnes ved manglen pá et
egentligt hovedskaft. Grafen kan siges at bestá af en komponent som sammen-
falder med |v|, til hvilken der f0jes en underlængde med h0jreomb0jning og en
interlineær prik, jf. Weinstock (1967, s. 15-17).
6 Med undtagelse af det enkeltstáende afvigende eksempel pá ion6 (292), der má
kategoriseres som lly5!!.
71 engelsk skrift manifesteres |y| siden midten af 900-tallet i reglen med prik, og
efter 1000 er grafer uden prik sjældne (Spehr 1929, s. 51). I den kontinentale
karolingiske skrift manifesteres |y| almindeligvis ogsá med prik, men i Tyskland
og Italien finder man ogsá eksempler uden, jf. Derolez (2003, s. 52 og 65).
8 Om manifestationer af |y| med og uden prik, se ogsá Hreinn Benediktsson (1965,
s. 51) og Lindblad (1954, s. 32-3). Jf. endvidere Stefán Karlsson (2002, s. 838).
9 At anvende sável accentstreg som prik er ikke et almindeligt fænomen, men fo-
rekommer eksempelvis i Holm perg 15 40 (CI200) og AM 39 fol (C1300) — for
forekomsten af |ý| i det sidstnævnte hándskrift, se Ruud (2005, s. 43).
3-3-2