Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 266

238
Ordformer og morfologi
mask. fem. neut.
NS ricr 2 rict
DS riciö 2
nciú
GP ncra
Tabel 5.31: Adj. ríkr (stærk b0jning) i B
5.4 Pronomener
5.4.1 Personlige pronomener
I nærværende afsnit behandles de personlige pronomener
ek, þú, sik, vit, (þ)it, vér, (þ)ér, hann og hon i nævnte ræk-
kefplge. Pronomenet sá, der ogsá fungerer som personligt
pronomen, behandles i afsnit 5.4.3.
5.4.1.1 Det personlige pronomen ek
Manifestationen af det personlige pronomen ek i A og B
fremgár af tabel 5.32.
A B
N ec 632 ec 197
Ec 29 ek 39
ek Ec 8
Ek 4
A mic 76 mic 30
D m 191 m 93
mer 25 mer ÍO
m.
G mm 8 min 8
Tabel 5.32: Pron. ek i A og B
Nár nominativformen optræder enklitisk, manifesteres
den i A som ‘c’ (x 21), ‘g’ (x 10) og ‘k’ (x 2), mens den i B
optræder som ‘c’ (x 16), ‘cc’ (x 1) og ‘k’ (x 1).
Da (e) hos begge skrivere er langt den almindeligste be-
tegnelse for sável /e/ som /é/, kan man principielt ikke
udtale sig om rodvokalens kvalitet i nominativ. Der er dog
rimeligvis tale om /e/.1
1 Selvom Jón Helgason (1927, s. 94) argumenterer for at man allerede
fra gammel tid (1200-taIlet) kan have haft /é/ i dette ord (jf. ogsá
Noreen 1923, § 464, anm. 1), má man regne med at nisl. udtale med
/je/ ikke er opstáet ved almindelig diftongering af ældre /é/ (kritik af
Der er ikke særlig ipjnefaldende forskelle skriverne
imellem, men det kan bemærkes at nominativformen i
knap en femtedel af tilfældene skrives med <k) i B, mens
denne betegnelse kun forekommer en enkelt gang i A.2 En
mindre — og i statistisk henseende formentlig ubetydelig —
forskel finder man i frekvensen af enklitiske nominativfor-
mer. Disse udgpr 4,6 % af samtlige nominativformer i A,
mens det tilsvarende tal for B er 6,8 %. En anden forskel er
at der i B i to tredjedele af tilfældene ogsá optræder et ek
foran verbet med det enklitiske -k, fx ‘þar íe ec fettac þic’
ior52,3 mens en sádan dobbeltbetegnelse kun forekommer
i omtrent en íjerdedel af tilfældene i A. Endelig kan det
i forbindelse med de enklitiske former bemærkes at over-
gangen /k/ > /g/ kommer til udtryk i omtrent en tredjedel
af eksemplerne i A, mens det aldrig er tilfældet i B. Til gen-
gæld er forholdet mellem enklitiske former i hhv. prosa og
poesi nogenlunde ens hos de to skrivere. I A finder man 8
af 33 eksempler i poesi, mens man i B finder 4 af 18 eksem-
pler i poesi.4
Verber der optræder med et enklitisk -k, er i A þnna
(‘piNc’, poet., og ‘piNag’, poet.), gera ('gic’), hafa (‘hepeg’,
poet.), hefja ('hepkat’), heyra ('heýrþac’), hyggja (‘hýcc’,
poet.), láta ('letk’), leggja ('lagþag’), mega ('mac’), munu
(‘monc’, poet., og ‘mvncat’), m&la (‘melig’), róa (‘rpg’,
poet.), segja (‘fegic’, poet.), setja (Tettag’), sitja (‘fitc’ x 2),
sjá (‘fec’ X 2), skulu (‘Scalka’, poet.), styrkja ('flýrcþac’), sókja
(Tottac’), tefla (‘tephg’), una (‘vmc’, poet.), vera (Tiac’ x 2
og ‘varc’, poet.) og vilja (‘villðag’ X 2), mens det i B er:
flýta (‘plyt|tac’), fóra (‘perþac’, poet.), hyggja (‘hugþac’), nema
('nác’), segja (Tagðac’), selja (Tellðac’, poet.), setja (Tettac’),
sitja ('fitc’, poet.), sjá (Tac’, Tec’ og Tek’, poet.), vera (‘emc’
x 3 og ‘éc’, Tec’ og ‘fiacc’)5 og átla ('etlaþac’).
Fordelingen af former med <c), <k) og <g) i A relateret
til hándskriftsider og afsnit fremgár af tabel 5.33 (poetiske
belæg i parentes).
Som tabellen viser, kan der spores en vis tendens til pri-
mært at anvende former med <g) i den sidste del af A (især
pá 30r—3ir, ikke mindst afsnit 56), men som noget markant
træk kan det næppe betragtes.
Jón Helgasons argumentation findes i Haraldur Bernharðsson 1999,
s. 134). Björn K. Þórólfsson (1925, s. 96—7) mener at formen er op-
stáet pá samme máde som fx þér (af ér) ved forkert analyse af en mor-
femgrænse, og dette er ikke usandsynligt, omend fænomenet i lyset
af verbalendelsernes konsekvente manifestation i 1. og 2. pers. pl. er
mere oplagt ved (þ)ér og (þ)it. Som bemærket i Haraldur Bemharðs-
son (1999, s. 134) kan pávirkning fra dansk formentlig heller ikke ude-
lukkes (sáledes Werner 1988, s. 119—20, jf. ogsá Noreen 1923, § 464,
anm. 1).
2 Fordelingen af skrivemáderne ‘ec' vs. ‘ek’ er ikke særlig bemærkelses-
værdig (dog er tilfældene med ‘ek’ relativt set noget hyppigere pá förste
side i B og — i mindre udstrækning — pá blad 17).
3 Der er intet bemærkelsesværdigt ved fordelingen af former med og
uden dobbeltbetegnelse.
4 Om enklitisk se Noreen (1923, § 465.1).
5 Om /kk/ i sjákk, se Noreen (1923, § 280, anm. 4).
5.4.I.I