Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 424

396
Resultater og diskussion
des især at (q) i st0rre udstrækning anvendes for /nn/
i B.
5. (s): 18 af 25 kombinationer i A optræder slet ikke i B,
og 23 af 30 kombinationer i B forekommer ikke i A.
Det skyldes især at (s) i B i hpj grad ogsá bruges for
/ss/.
6. ('): Den i A langt hyppigere brug af ‘ð'#’, ‘f#’, ‘g#’,
‘ga’, ‘n#’, ‘s'#’, ‘t'#’ og ‘þ#’ og den i B langt hyppigere
brug af ‘é#’, ‘hr’ og ‘r#’. Forskellene er fprst og frem-
mest et resultat af forskellig tendens til forkortelse af
visse pronominalformer pá -ér, en i A stprre tendens
til forkortelse af /Ir/ og til anvendelse af forkortede
(delabialiserede) former af vb. gera., en i B mere gen-
nemfprt brug af forkortelsen ‘é’ og en i B mindre gen-
nemfprt brug af (r) for /rr/ (‘Rra’ i B vs. ‘heRa’ i A).
7. (“): Den i B langt hyppigere brug af ‘qþ’ (optræder
slet ikke i A). Den noget hyppigere brug af ‘þm’ i A.
Den fprstnævnte forskel skyldes forskellig manife-
station af den forholdsvis hyppige verbalform kvað,
mens den sidstnævnte skyldes forskellig manifesta-
tion af det forholdsvis hyppige adverbium fram.
8. (“): En række tydelige forskelle mellem skriverne.
De skyldes bl. a. forskellig brug i forbindelse med (n)
og (q), en generel tendens i A til hyppigere brug af
(“) i funktion af nasalstreg og forskelligt valg af for-
kortelse af visse frekvente ordformer (fx honum og
konungs).
Som denne kortfattede gennemgang har vist, giver de
grafotaktiske forhold sáledes direkte indikationer af inter-
essante forskelle mellem skriverne, ikke mindst af orto-
grafisk natur.
6.1.3 Orddannelsesmæssige forskelle
Den eksterne variation træder pá orddannelsesmæssigt ni-
veau langt tydeligere frem i forbindelse med vokalerne
pga. en række sideformer med divergerende omlyds- eller
aflydsforhold.
De vigtigste tilfælde udgpres for det fprste af fplgende
afledninger:
1. -end-/-ind-/-ynd- (A: -end- X 34, -ind- x 28 og -ynd-
x 5; B: -ind- x 8).
2. -in-/-un- i morginn (A: -un- næsten enerádende; B:
-in- x 5 og -un- x 1).
3. -(n)aðr/-(n)uðr (A: -u- x 6 ved siden af det alminde-
ligere -a--, B altid -a-).
For det andet af fplgende andre tilfælde:
2. /e/~/a/ i superl. af góðr og vel (i A báde /e/ og /a/,
i B altid /e/).
3. /e/~/i/, især i adjektivartiklen enn (/e/ meget almin-
deligere i A).
4. /e/~/0/,isæriformerafverbernekoi«í2(altid/0/iA,
oftest /e/ i B) og gera (langt oftere /e/ i A).
5. /[e0]r/~/eyr/ i app. 0rendi (B indikerer /eyr/, A in-
dikerer /0r/ x 23 og /er/ x 8).
6. /i/~/y/, især i former af vb. munu (former med mind-
er hyppige i B, men ikke belagt i A), i præp. yfir(-)
(Ji/ meget dominerende i A, /y/ meget dominerende
i B) og i adjektivformen miklu brugt adverbielt (/y/ og
/i/ i A, kun /i/ i B).
7. /o/~/u/, især i former af vb. munu, i mindre grad i
appellativerne fugl oggull (former med /o/ langt hyp-
pigere i A).
8. /ó/~/ú/ i det privative præfiks («-former langt hyp-
pigere i A).
9. /væ/~/ú/ i former af vb. koma (/vté/ i B, oftest /ú/
iA).
10. -ug vs. -ig i adverbier som þannig (oftest -ug i A, -ig
iB).
De vigtigste sideformer med divergerende konsonant-
forhold er de fplgende:
1. /gl/~/l/ i ord som glíkr (/gl/ og /1/ i A, /1/ i B).
2. /Ir/~/I/ i præp./adv. fyri(r) (udlyd pá sável /Ir/ som
/I/ almindeligt i A, i B altid /Ir/).
3. -va vs. -)a i verberne ýkva/svíkja og syngva/syngja
(-ja i A, -va i B).1
Af andre forskelle kan særlig de fplgende fremhæves:
1. aldregi-aldrigi-aldri (A har aldregi og to eksempler pá
aldri, i B er aldrigi og aldri lige frekvente).
2. fyr~fyrir (forholdet mellem en- og tostavelsesformen
er 79 % : 21 % i A, 38 % : 62 % i B).
3. þó at~þótt (begge former frekvente i A, þó at langt al-
mindeligere i B).
1. /á/~/ó/ i app. ván (/vá/ i B, i A ogsá /vó/). ________________________
1 Bemærk at forskellen i konsonantforholdene ved sýkva/svíkja ogsá
medf0rer en forskel i vokalforholdene.