Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 193

Fonografematisk analyse
165
Side (0) (v) Side (0) (v) Side (0) (v)
íor 3 2 13V 6 i6v 2 1
ÍOV 1 2 I4r 4 1 I7r 5
nr 2 2 14V 5 17V 7
I2r 2 1 i5r 3 1 25r 1
12V 2 2 15V 1
i3t 2 3 i6r 7
Afsnit (0) (v) Afsnit (0) (v) Afsnit (0) (v)
20 2 3 26 2 32 4
21 1 3 27 22 7 33 7
22 3 28 9 2 46 1
25 1 29 1
Tabel 4.15: Fordelingen af (o) og (v) ved det privative præfiks i B
I propriet Nóregr og sammensætninger hermed er det
usikkert om vokalen (i fprste stavelse), der konsekvent ma-
nifesteres som (o) (x 127 i A, x 22 i B), skal tolkes som /o/
eller / ó/.1
Vokalens kvantitet er ogsá usikker i de fem i af-
snit 4.3.2.43 omtalte tilfælde i A med enklitisk form af
3. pers. pl. præs. ind. af vera, fx ‘ro’ 18V9, og det samme gæl-
der for de tilsvarende former ‘o’ 16V54 og ‘ró’ i6r4 i B. Som
den sidstnævnte form indikerer, má man rimeligvis regne
med /ó/ i disse tilfælde (udspringende af neutraliseringen
af kvantitetsdistinktionen i den págældende kontekst).
Som omtalt i afsnit 4.3.2.43 og 4.3.4.I.6 er det usikkert
om man skal regne med /ó/ eller /o/ i appellativet dróttn-
ing, og dets manifestationer yder ingen hjælp for tolknin-
gen. I tilfælde hvor rodvokalen ikke er forkortet ved kon-
traktion eller suspension, manifesteres den i A 26 gange
som (o) og 8 gange som del af (°), mens den i det ene fore-
kommende tilfælde i B manifesteres som del af (°).
I samme forbindelse kan nævnes appellativet dróttinn og
sammensætninger hermed. I alle former, synkoperede som
usynkoperede, finder man (o) (x 21 i A, x 4 i B) eller (°) (x 3
i A).2
Om former med (o vo uo °) og lignende betegnelser for
ældre /vá vp ó/ (fx i plurale præteritumformer af koma og
kveða og i appellativet ván), se afsnit 4.4.3.2.2.
Om pronominalformen hon, se afsnit 4.4.3.2.7.
Om vokalforholdene i app. sár/sjór/sjár og sndr/snjór/
snjár, se afsnit 5.I.I.4.
Om /ó/ vs. /aug/ i sg. præt. ind. af fljúga, se afsnit
5.8.I.I.2.
11 B kan det desuden principielt heller ikke afgpres om sidsteleddet er
-vegr eller -egr, da det aldrig er udskrevet. Man má dog gá ud fra at der
er tale om den sidstnævnte form, som med sikkerhed forekommer 14
gange i A. Om /ó/ vs. /o/ (og / eg/ vs. /veg/), se Noreen (1923, § 127.3
°g § 235-i.f).
21 poesi fra 1300-tallet indikeres sável kort som lang vokal i dróttinn
(jf. Björn K. Þórólfsson 1925, s. 6).
4-4-3-2-9 /u/
A B
/u/ (v) 2450 /u/ (v) 375
(u) 200 (u) 325
(V) 22 (V) 4
(0) 6
<F> 1
/ru/ O 2
/ur/ (”> 59 /ur/ (") 5
Tabel 4.16: Manifestationen af /u/
Ud gennem B kan der spores en stigende tendens til an-
vendelse af (v) pá bekostning af (u). Ser man bort fra den
enkeltstáende 25r, kan denne del af hándskriftet opdeles i
to nogenlunde lige store dele. I fprste halvdel (íor—13V) er
forholdet mellem (u) og (v) for /u/ ca. 55 % : 45 %, mens
det i anden halvdel (i4r—íyv) er ca. 37 % : 63 %}
I A, hvor tilfældene med (u) er meget sjældnere,3 4 kan
der ikke registreres egentlige tendenser i den hándskrift-
geografiske fordeling af formerne med (u).
Pá grund af det store antal eksempler med (u) i B vil
man máske npdigt alene tilskrive dem en især i fprste del af
hándskriftet stærkere forlægspávirkning, men det má be-
mærkes at forholdene ved /v/ kan siges at stptte en sádan
tolkning (jf. afsnit 4.4.5.2.15). Samtidig er billedet med en
skriver som selv hovedsagelig anvender (v) for /u/, men
som kan være pávirket af et forlæg der fortrinsvis har (u)
for samme fonem, i hvert fald ikke i strid med de gene-
relle skrifthistoriske forhold. Kun i de allerældste kilder
skelnes nogenlunde gennemfprt mellem vokal og halwo-
kal (i ordinitial stilling bruges i reglen (u) for /u ú/, mens
3 Pá den kortere, selvstændige 25r ligner forholdet mellem (u) og (v) det
man finder pá I4r-i7v, nemlig ca. 41 % : 59 %.
4 Som bemærket i afsnit 4.3.2.64 optræder (u) kun i et meget begrænset
antal lemmata.
44.3.2.9