Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 422

394
Resultater og diskussion
4. /k/: Især de helt forskellige (temmelig systematiske)
regler for fordelingen af (k) og (c).
5. /m/: Langt hyppigere brug af nasalstreg i A. Langt
hyppigere brug af (m) i B (i former af maðr).
6. /n/: Langt hyppigere brug af nasalstreg i A.
7. /r/: (2) bruges kun sporadisk i A.
8. /s/: Noget hyppigere brug af (s) i B (især pga. brug i
proprier).
9. /t/: Især den i B betydelig hyppigere brug af (tt) og
af (d ð þ) i tryksvag udlyd.
10. /v/: Den hyppige brug af (u p) i B.
11. /þ/ uden for stavelsesinitial stilling: Langt hyppigere
brug af (d) i stedet for (þ) i B.
Ved de geminerede konsonanter kan der især konstate-
res forskelle i manifestationen af
1. /kk/: Især den i B noget hyppigere brug af (cc) frem
for (ck).
2. /mm/: Helt forskellige hovedbetegnelser.
3. /nn/: Stor forskel i hovedbetegnelserne. Generelt
langt hyppigere brug af (n) i B.
4. /pp/: Den helt dominerende betegnelse i A, (pp), er
blot belagt én gang i B, hvor hovedbetegnelsen er (p).
5. /ss/: (ff) er næsten helt gennemfprt i A, mens (s) er
hovedbetegnelsen i B.
6. /tt/: Langt hyppigere brug af (t) i B.
Ved konsonantgrupper kan der særlig bemærkes for-
skelle ved
1. /ld/: Især den betydelig hyppigere brug af (11) foran
(d) (= /áf) i B og den langt hyppigere brug af (11)
foran (z) (= /(dental)s/) i A.
2. /nd/: Betegnelser der ellers bruges for /nn/, optræder
knap 100 gange i A for /n/ i forbindelsen /nd/, men
aldrig i B.
3. /ft/~/pt/: I eptir og sammensætninger hermed gen-
nemfprer B (f), mens A med to undtagelser gennem-
fprer (p).
4. /rl/: (11) kun belagt i B, der ogsá rummer langt flere
eksempler pá (rll).
5. /rn/: En tydelig tendens i A til at /n/ i forbindelsen
/rn/ i udlyd skrives med betegnelser der ellers bruges
for / nn/.
6. /[þd]s/: Langt hyppigere brug af (z) i A.
7. /[nl]þ/: B synes i en række tilfælde at indikere over-
gang /[nl]þ/ > /[nl]d/ efter kort rodstavelse.
8. Refleksivformanten: Med undtagelse af enstavelses-
former af kveðask indikeres langt oftere -sk (frem
for -st) i A.1
I to tilfælde er det ikke usandsynligt at forskellen mellem
skriverne afspejler en reel sproglig (lydlig) forskel. Det dre-
jer sig for det fprste om overgangen /[nl]þ/ > /[nl]d/ efter
kort rodstavelse i B. Denne yngre overgang synes báde at
komme til udtryk i omvendte skrivemáder med (ð) for /d/
og i direkte indikationer i form af skrivemáder med (d) for
/þ/. For det andet drejer det sig om den ligeledes nævnte
forskel i manifestationen af refleksivformanten.
I de pvrige tilfælde med forskelle i konsonanternes ma-
nifestation er det mindre sandsynligt (eller helt usandsyn-
ligt) at de afspejler reelle sproglige forskelle i skrivernes ta-
lesprog. De má fprst og fremmest betragtes som forskellige
rent (orto)grafiske valg, som dog i visse tilfælde er resultat
af ældre lydudviklinger. En del af forskellene udspringer
af efterlevelse af forskellige kendte mere eller mindre faste
regler for fordeling af visse specifikke ortografiske varian-
ter. Dette ses navnlig ved 1) /k/ (især (k) ~ (c)), 2) /kk/
((ck) ~ (cc)) og 3) /r/ ((r) ~ (z)).2
Andre forskelle udspringer af forskellig forholden sig til
visse (gamle) neutralisationer, jf. ikke mindst bemærknin-
geme til 1) /ft/~/pt/ og 2) /gt/~/kt/.
Atter andre skal ses i lyset af den forskellige grad af
morfofonemiske associationers indflydelse pá ortografien,
jf. især bemærkningerne til 1) /ds/ ((z) i A vs. (dz) i B) og
2) /þs/ ((z) i A vs. ([þðd]z) i B).
Endelig skyldes en række forskelle forskellige valg af be-
tegnelser som principielt kan sidestilles, og som ikke ud-
springer af noget lydligt fænomen, jf. sáledes bemærknin-
gerne til 1) /mm/ (især ( m) i A vs. (m rh) i B), 2) /nn/
((n fj n q n) i A vs. (ii n q nn n) i B), 3) /pp/ (især (jp) i A
vs. (p) i B), 4) /ss/ ((ff) i A vs. (s) i B), 5) /v/ (især (v) i
A vs. (v p u) i B) og 6) /þ/ uden for stavelsesinitial stilling
(den noget forskellige fordeling af (þ):(ð):(d)).3
Ser man nærmere pá de fremhævede forskelle i spe-
cifikke fonem-grafem-relationer, er det ikke mindst be-
mærkelsesværdigt at den eksterne variation træder sá tyde-
ligt frem ved konsonanterne. Desuden má det bemærkes
at stprstedelen af forskellene i vokalernes manifestation
kan relateres til lydhistoriske forhold, nærmere bestemt or-
tografisk variation opstáet som fplge af visse fonemsam-
menfald (sammenfaldet mellem /9/ og /0/ og mellem /æ/
1 Forskellig manifestation af refleksivformanten má dog snarere rubri-
ceres som en morfologisk forskel.
21 tilfældet /k/ kan forskellen mellem skriverne ydermere sættes ind i
et ortografihistorisk perspektiv (A f0lger en ældre skik).
31 samme forbindelse kan nævnes forholdene ved /ld/ ((ld) i A vs. <lld)
i B) og /nd/ (/n/ skrives i A hyppigt med betegnelser der ellers bruges
for /nn/, hvilket aldrig er tilfældet i B). Som nærmere omtalt i afsnit
4.4.5.2.8 regner man ganske vist med at brugen af (11) foran /d/ indi-
kerer en bestemt fonetisk kvalitet, men forskellen afspejler rimeligvis
ikke en fonetisk forskel mellem skriveme (bemærk desuden at de tra-
ditionelle regler ikke overholdes i B).
6.1.2.2.2