Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 67

3 Kodikologi og palæografi
3.1 Indledende bemærkninger
Som fremgáet af note 1 pá s. 2 betragter jeg med Dero-
lez (2003, s. 10) palæografien som en underdisciplin af ko-
dikologien. Dette siger dog intet om den mere specifikke
grænsedragning mellem palæografien og andre kodikolo-
giske underspgelsesomráder.
Studier af hándskriftpraksis og overordnede regler for
bl. a. lægsammensætning, opstregning, tekstens placering
pá siden og pergamentets udnyttelsesgrad samt brugen af
tekststrukturerende elementer som initialer og overskrif-
ter vægtes hpjt inden for den sákaldt kvantitative kodiko-
logi og palæografi med dens fokus pá en række tællelige
forhold i en stprre mængde hándskrifter.1 I nærværende
afhandling, som koncentrerer sig om ét hándskrift, er det
overordnede perspektiv derimod i allerhpjeste grad kva-
litativt. I en vis udstrækning afspejler proportioneringen
mellem afsnit 3.2, med dets redegprelse for mere overord-
nede kodikologiske forhold, og afsnit 3.3, med dets under-
spgelse af de palæografiske forhold og med skrifthistoriske
perspektiveringer, interesseomráderne for hhv. den kvan-
titative og den kvalitative palæografi.
I praksis er beskrivelsen lagt sáledes op at afsnittet om
palæografi (afsnit 3.3), efter en almen skrifthistorisk ind-
ledning, præsenterer mikro- og makropalæografiske un-
derspgelser af de enkelte grafklasser og -typer, samtidig
med at de empiriske data for de to skrivere forspges indsat
i en stprre skrifthistorisk kontekst.
3.2 Overordnede kodikologiske forhold
3.2.1 Indledende bemærkninger
En klarlæggelse af hándskriftets fysiske opbygning er en
forudsætning for den videre analyse. Helt overordnet kan
man pege pá vigtigheden af at underspge forholdet mel-
11 den internationale palæografiske og kodikologiske forskning er sá-
danne kvantitative analyser ikke mindst blevet praktiseret af franske
og italienske forskere med tilknytning til Carla Bozzolo og Ezio Or-
nato, og en række studier er samlede i Ornato (1997); se ogsá opsum-
mering med henvisninger i Derolez (2003, s. 7—9). For en sammen-
fatning af vigtigere pointer i denne tilgang, se Ornato (2003), der ogsá
rummer en indledning ved Már Jónsson, hvori der perspektiveres til
forholdene i islandske hándskrifter (Már Jónsson 2003).
lem kodikologiske og tekstuelle grænser, herunder ikke
mindst en afklaring af hvorvidt læggrænser sammenfalder
med tekst- og/eller skriverskifte. Dette kan bl. a. give in-
dikationer af hvorvidt hándskriftet kan være blevet pro-
duceret i flere tempi. Noget sádant er særlig relevant ved
sákaldte samlingshándskrifter, men má underspges i alle
hándskrifttyper, sá det kan udelukkes at kronologien for
skrivningen af de enkelte læg kan være en anden end den
hándskriftet umiddelbart indikerer. I denne forbindelse má
forholdene omkring eventuelle lakuner ogsá forspges klar-
lagt. De har ikke blot indflydelse pá tolkningen af de rent
tekstuelle forhold, men má fx ogsá medtænkes i en ana-
lyse af palæografiske og ortografiske forhold, da en analyse
af en uregelmæssighed i et givet variationsmpnster máske
skal ses i lyset af en lakunes eksistens (en successiv udvik-
ling kunne ellers komme til at fremstá som noget pludseligt
indtruffet).
En indledende afklaring af skriverhændernes fordeling
kan i tilfældet MskMS foretages uden problemer, da det al-
mene indtryk af skriftens forskellighed i afsnittene skrevne
af de to skrivere kan bekræftes ved en stikprpvekontrol af
palæografiske og ortografiske karakteristika. Som diskute-
ret i afsnit 6.3 kan det i andre hándskrifter være langt svæ-
rere.
Selvom det máske ikke umiddelbart har betydning for
den videre analyse, skal eventuelle regler for lægsammen-
sætningen forspges klarlagt.2 Det drejer sig for det f0rste
om den eventuelle efterlevelse af “Gregorys regel”, som fo-
reskriver at en kpdside skal stá over for en kpdside pá et-
hvert opslag (og dermed en hárside over for en hárside).3
2 Dette sável som visse andre aspekter der omtales i det fplgende, er ikke
mindst interessant i et stprre kvantitativt perspektiv, fx ved gruppering
af hándskrifter.
3 Caspar Gregory gjorde opmærksom pá reglen ved en forelæsning i
Paris i 1885. Reglen diskuteres i Gilissen (1977, s. 14-20). Se fx ogsá
Derolez (2003, s. 33) og Már Jónsson (2003, s. 24). Der er formentlig
flere ársager til reglens efterlevelse. For det fprste kan man pege pá at
kpdside netop vil stá mod kpdside og hárside mod hárside hvis et skind
foldes én, to eller tre gange (Gumbert 2004, s. 514, bemærker dog at
reglen ikke udspringer af dette, da man ikke har fundet indikationer
af at man i karolingisk tid eller tidligere har dannet læg ved at folde
skindet flere gange). For det andet afspejler reglen formentlig et 0nske
om et sá vidt muligt homogent opslag, og for det tredje kan det være
en praktisk fordel at ikke alle bogens blade med tiden bpjes i samme
retning.
39