Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 443

Variation og datering
415
datering reelt være uden værdi, da man i givet fald blot ville
kunne afg0re om et hándskrift var blevet til f0r eller ef-
ter CI370. At skriften varierer fra skriver til skriver, og at
forandringer sker lidt efter lidt, g0r det derimod muligt at
foretage overordnede grupperinger af kilderne, fx pá basis
af kronologi og geografi. Det er ábenlyst forsimplet kun at
betragte det overordnede skriftartniveau.1
Ogsá brugen af sproglige kriterier affærdiges for kate-
gorisk. Áström (2003, s. 64 og 66) anfprer for det fprste
at datering pá basis af en sproghistorisk underspgelse vil
fpre til cirkelargumentation, idet den sproghistoriske teori
má basere sig pá tolkningen af de selvsamme kilder som
skal dateres. For det andet fremhæver han at man ikke kan
fastslá hvad der gár tilbage til et forlæg, og hvad der repræ-
senterer skriverens sprog og norm. Det er korrekt at der
principielt altid vil være en fare for cirkelargumentation,
men i virkeligheden er faren ikke sá overhængende som
Áström vil g0re den til. Sproghistorien er jo langtfra alene
baseret pá det faktiske dateringsobjekt, men bygger bl. a.
pá en analyse af sproget i en mængde ældre og yngre kilder,
hvoraf en række er daterede pá basis af andet end sproglige
forhold. Udsagnet om usikkerheden omkring forlægspá-
virkningen bpr ogsá modificeres. For det f0rste er det nem-
lig, som vist i bilag E, langtfra alle træk der i lige h0j grad
overf^res fra forlægget, og særlig ortografien synes gene-
relt i vid udstrækning at afspejle afskriverens egen norm.
Man bpr ikke, som Áström, betragte alle sproglige forhold
under ét. For det andet má det — som omtalt nedenfor —
pointeres at man ved sproglig datering fprst og fremmest
má tage udgangspunkt i novationerne, hvorved problemet
mindskes.
Som allerede omtalt forholder det sig desværre meget
ofte sáledes at dateringen ikke kan baseres pá andet end
eksterne kriterier, og i sádanne tilfælde er det naturlig-
vis centralt at inddrage sá mange kriterier som muligt. Pá
trods af en lang række usikkerheder kan en grundig analyse
af den enkelte skrivers norm og brug da ogsá give vigtige
indikationer af et hándskrifts tilblivelsestidspunkt. Det er
imidlertid klart at den dateringsmæssige værdi afhænger af
kvaliteten af det generelle perspektiveringsmateriale. Det
er sáledes eksempelvis en forudsætning for sproglig date-
ring at man kan trække pá fremstillinger af et givet miljps
sprog i den relevante periode, og det er klart at man stár
pá langt fastere grund ved sproglig datering af klassiske
islandske middelalderhándskrifter end senmiddelalderlige
svenske.2
1 Aítærdigelsen af de kodikologiske kriterier tager udgangspunkt i kun
ét overordnet kodikologisk forhold, nemlig Schlyters generelle an-
tagelse om at pergamenthándskrifter er ældre end papirhándskrifter
(for en kritik, se Wiktorsson 20O4b, s. 236—37). Bemærk dog ogsá
at bedre udnyttelse af kodikologiske dateringskriterier generelt forud-
sætter samlede underspgelser af forholdene i et stprre korpus. Sádanne
underspgelser er i hpjeste grad pnskværdige. Endelig má det noteres at
den ene af Aströms dateringsmetoder, datering pá basis af vandmær-
ker, jo rent faktisk er et kodikologisk kriterium.
2 Som afslutning pá kritikken af Áströms afvisning af eksteme date-
ringskriterier má det retfærdigvis fremhæves at en grundig palæo-
grafisk og ortografisk underspgelse af det enorme af ham behandlede
6.4.3 Eksterne dateringskriterier i en række
faksimileudgaver
En række forskellige kriterier har fundet anvendelse ved
ekstern datering (og proveniensbestemmelse), men det er
klart at ikke alle er lige velegnede.
En kortfattet diskussion af forskellige sproglige da-
teringskriterier (nærmere bestemt syntaktiske, morfolo-
giske, fonologiske, ortografiske, orddannelsesmæssige og
leksikalske) ved datering af svenske middelaldertekster
gives i Wiktorsson (1992, s. 38—41).3 Selv har jeg ved
en tidligere lejlighed set nærmere pá de anvendte date-
ringskriterier i 33 faksimileudgaver udgivet siden mid-
ten af forrige árhundrede for at fá et indtryk af den fak-
tiske brug af eksterne dateringskriterier ved datering af
islandske middelalderhándskrifter.4 Det drejer sig nær-
mere bestemt om serierne Manuscripta Islandica, K0-
benhavn 1954—66 (syv udgaver), Islenzk/Islensk handrit,
Reykjavík 1956-1993 (to udgaver), Early Icelandic Manu-
scripts in Facsimile, K0benhavn 1958—93 (tyve udgaver), ís-
lensk miSaldahandrit, Reykjavík 1981—2001 (tre udgaver)
og Manuscripta Nordica, K^benhavn 2000 (én udgave).5
Stefán Karlsson (1967) er blevet betragtet som otte selv-
stændige udgaver, da der er tale om otte forskellige frag-
menter, hvis datering kommenteres i selvstændige afsnit,
hvorved det samlede antal “udgaver” kommer op pá fyrre.
Tolv af disse kan der imidlertid ses bort fra, enten fordi
der udelukkende anvendes interne dateringskriterier (ni
tilfælde), eller fordi der ikke angives specifikke daterings-
argumenter (tre tilfælde). Argumenttyperne i de resterende
28 udgaver fremgár af tabel 6.1.
Argumenter Antal
Palæografi 8
— Mikropalæografi 5
— Makropalæografi 6
Ortografi 26
Morfologi (og ordformer) 9
Syntaks 2
Supplerende interne kriterier 9
Tabel 6.1: Dateringskriterier i 28 faksimileudgaver
Det má bemærkes at det undertiden er vanskeligt at
afgpre om et argument skal kategoriseres som makro-
palæografisk eller ortografisk. Et eksempel er bemærknin-
materiale er en umulighed. De ovenfor anfprte kommentarer er som
sádan ingen kritik af Aströms metode, men blot en kritik af hans alt
for kategoriske afvisning af eksterne dateringskriterier.
3 Bemærk at der ikke blot er tale om datering og proveniensbestem-
melse af hándskrifter, idet visse af kriterierne kun er blevet anvendt
ved proveniensbestemmelse af det oprindelige tekstværk.
4 Underspgelsen blev foretaget i 2004 i forbindelse med en konferens-
forelæsning i nordisk filologi ved K0benhavns Universitet.
51 serien Manuscripta Nordica er siden yderligere to bind udkommet
(de Leeuw van Weenen 2009 og Wolf 2011).
6.4.3