Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 233

Fonografematisk analyse
205
Side (r) (rr) Side (r) <rr>
2r 1 25V 2 7
9V 1 3or 1
18 r 1 32r 1
i8v 5 32V 2
i9r 2 33r 1
19V 8 33v 5
20r 2 34r 1
23 r 2 34v 1
23V 1 35v 2
24V 1 1
Afsnit (r) (rr) Afsnit (r) <rr>
3 1 67 1
19 1 69 2
34 1 5 72 1 1
35 ÍO 73 1
37 2 74 3
42 3 76 1
44 1 1 77 1
46 2 7 82 2
56 1
Tabel 4.50: Fordelingen af skrivemáder med (r) og (rr) i
orrust- i A
hándskrifter, hvor (r) ikke forekommer, og dels i en række
yngre hándskrifter, hvor brugen rimeligvis skal ses i lyset
af en 0get norsk indflydelse, som bl. a. giver sig udtryk i
mindsket brug af kapitæler.* 1 Fra et skrifthistorisk perspek-
tiv kan det desuden bemærkes at ingen af skriverne anven-
der betegnelsen (r), der er hyppig i en række nogenlunde
samtidige eller lidt yngre hándskrifter.2
S&rlige tilfdilde
Som nærmere omtalt i afsnit 5.3.5 indikerer ingen af skri-
verne forlængelse af /r/ > /rr/ i komparativer af adjektiver
med stammeudlyd pá lang vokal. Forlængelsen regnes al-
mindeligvis for indtruffet i 1300-tallet.3 Som nærmere om-
talt i afsnit 5.3.4 gælder dette ogsá for samme type adjekti-
ver i dat./gen. sg. fem. i sável A som B.
Benediktsson 1965, s. 82-3). Den hyppige brug af <r> er máske ble-
vet stpttet af at kapitælen i latinske hándskrifter kan anvendes i ste-
det for (r), især i endelser (jf. Spehr 1929, s. 149). I visse af de ældste
islandske hándskrifter optræder (r) netop fortrinsvis finalt (jf. Hreinn
Benediktsson 1965, s. 82-3).
1 Jf. Lindblad (1954, s. 73). Bemærk i samme forbindelse at Lindblad
korrekt noterer at kapitælens frekvens ikke er sá hpj som Spehr (1929,
s. 149) hævder nár han skriver at “[i]m 13. jh. herrscht es fast ohne aus-
nahme in den isl. hss. und tritt erst um 1400 zuriick”. <r) savnes nemlig
helt eller spiller blot en ubetydelig rolle i flere 1200-tals og (navnlig)
1300-tals hándskrifter.
2 Og for den sags skyld ogsá i en række ældre hándskrifter (jf. Lindblad
1954, s. 73).
3 Jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. xxx) og Stefán Karlsson (1960, s. 159,
og 2004, s. 21).
Som det fremgár af de i afsnit 4.3.2.55 anfprte eksem-
pler pá (r) for /rr/, kunne fire af de i alt seks tilfælde i B
indikere forkortelse af /rr/ > /r/ i udlyd i stavelser uden
hovedtryk, men det samlede antal eksempler er for lille til
at en sádan slutning er rimelig. Den págældende overgang
regnes almindeligvis fprst for indtruffet omkring midten af
1300-tallet.4 At de págældende former ikke skal tolkes som
udtryk for den omtalte forkortelse, understreges yderligere
af at de resterende to tilfælde med (r) for /rr/ optræder i
rodstavelse efter kort vokal, hvor en tilsvarende forkortelse
efter alt at dpmme er endnu yngre.5 I trád med dette indi-
keres heller aldrig forkortelse af radikalt /rr/ (fx i appella-
tiverne darr, hrískjarr og knprr samt adjektivet kyrr).
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.55, udgpres to af seks
tilfælde med (r) for /rr/ i A af former af adj. norrfrnn
(‘norpn’ 8r48 og ‘noreno’ 8V51).6 Dette afspejler muligvis
en form med /r/, da formen nor&n- (ved app. norrtfna og
adj. norrfinn) ogsá synes belagt i andre hándskrifter, fx i de
med MskMS nogenlunde samtidige Holm perg 2 40 (begge
hænder, jf. ‘no20no’ ín, ‘norerj’ 17^8 og ‘no20N’ 53r28) og
AM 519 a 40 (jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 300).
I alle sikre tilfælde med orrusta og sammensætninger
hermed indikeres /rr/.
I A skrives genitiv af prop. Ingimarr én gang ‘Jngimaf’
27132, men da der ikke ellers indikeres /rs/ > /ss/ i dette
eller andre ord, er der formentlig tale om en simpel skrive-
fejl.7 I knap 300 tilfælde indikeres sáledes /rs/ (eksempler
med /r-s/ ikke inkluderede).81 de omtrent 80 tilfælde med
/rs/ i B indikeres ligeledes altid /rs/.9
Svind af /r/ foran /nd nt sk sl sn st/ er ikke konstateret
hos nogen af skriverne.10
I A findes former báde med og uden metatese i app.
grikkr og beslægtede ord. Oftest indikeres ikke metatese,
jf. grikkjaherr (‘gccia her’ 2V40), grikkjakonungr (‘gnccia
kf 4r8,u ‘gccia kf 2V1412 og ‘gccia k’ 2V39 og 3r2i) og
4Jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. xxx), Bandle (1956, s. 99), Stefán
Karlsson (1960, s. 160, og 2004, s. 21) og Haraldur Bernharðsson
(1999, s. 159-60).
5 Jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. xxx), Bandle (1956, s. 99—100), Stefán
Karlsson (2004, s. 21) og Haraldur Bernharðsson (1999, s. 159—60).
6 Ingen modeksempler indikerende /rr/.
7 Om det i poesi optrædende ‘orfcan’ 24V26 (fiskan) skal ses i lyset af
et sammenfald mellem /rsk/ og /sk/ (omvendt skrivemáde), er vel
tvivlsomt. I samme forbindelse kan ogsá nævnes propriumformen
Fors/Foss ‘porff 33V19, der formentlig afspejler en form med /r/. Som
nærmere omtalt i afsnit 5.10.2 afspejler former med (rf) i superlativ
af adverbier med komparativ pá -ar(r) rimeligvis /rs/ og skal ikke be-
tragtes som omvendte skrivemáder.
81 tilfælde med /r-s/ indikeres /r-s/ i alle omtrent 100 tilfælde i A med
undtagelse af app. gjalfrstóð (‘gialpftoþö’ 8V39, poet.), der rimeligvis er
en fejlskrivning.
9 Om overgang /rs/ > /ss/, se fx Bandle (1956, s. 161). Til sammenlig-
ning med forholdene i MskMS kan anföres at man i det nogenlunde
samtidige AM 519 a 40 finder lige mange eksempler pá bversu og as-
similationsformen hvessu (jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 71), en
form som ogsá kendes fra de ældste hándskrifter (jf. Larsson 1891,
s. 164).
10 Om svind af /r/ i disse kontekster, se Bandle (1956, § 106.1).
111 ‘griccia kf 4r8 er (g) rettet fra (k).
12 Mellem de to led i ‘gccia kf finder man ‘kia’ som skriveren har slettet
ved gennemstregning.
4.4.5.2.12