Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 84

56
Kodikologi og palæografi
|É|: IE1! modificeres en enkelt gang med accentstreg i B (aldrig
i A). Stregen er anbragt ganske langt til h0jre for grundtegnet i en
h0jde der ikke overstiger dettes, jf. (64).
|IJ|: IE1! forsynes i A en enkelt gang med krog forneden
(aldrig i B), jf. (65).
|f f|: I B udg0res grafklassen |p| (insulært f) af to graftyper.
Den klart hyppigste, llp1!!, manifesteres enten med h0jreomb0jning
pá underlængden eller næsten ingen omb0jning, fx (66), (67) og
(68). Den anden graftype, llp2ll, manifesteres med venstreomb0j-
ning og ofte en længere underlængde, fx (69). Som det fremgár af
de anf0rte eksempler, er bistavene almindeligvis mere eller min-
dre reducerede til prikker. Det kan bemærkes at de to graftyper
ikke fordeles ligeligt i B. Af de i alt godt 90 registrerede eksem-
pler pá llp2lí optræder over 50 pá f0rste side (íor). Pá den f0lgende
side, íov, har jeg registreret syv eksempler, men ellers er det gen-
nemsnitlige antal eksempler under to pr. side med undtagelse af
den for B selvstændige 25r. Pá trods af den mindre tekstmængde
indeholder denne side hele ni eksempler.1
I A har jeg kun fundet eksempler pá llp1!!, der sá at sige altid ma-
nifesteres med tydelig h0jreomb0jning. Hos denne skriver er tvær-
stavene i endnu h0jere grad reducerede til prikker eller l0se streger
(oftest er en af sidestavene blot en prik, mens den anden i h0jere
grad har karakter af en streg), jf. fx (70) og (71).
I modsætning til i B finder man i A i otte tilfælde ogsá graf-
klassen |fj (karolingisk eller latinsk f). To af eksemplerne optræ-
der i overskrifter (20V53 og 23VI2), to i interlineære rettelser (7VI2
og 26V23), mens de resterende optræder i almindelig l^bende tekst
(20r8, 23V3, 29V35 og 32^38). Grafklassen adskiller sig fra |f| ved en
tydelig tværstreg,2 jf. fx (72).
Anvendelsen af |f| i de to overskrifter kunne tænkes foranlediget
af at disse er skrevet efter den omkringstáende tekst, idet en graf
med underlængde kunne have kollideret med en graf med over-
længde i den f^lgende linje. Denne forklaring ville imidlertid kun
kunne g0re sig gældende i det ene af tilfældene (23VI2), og heller
ikke her er den helt overbevisende. Kun i de to interlineære tilf0-
jelser kan brugen siges at være direkte forársaget af ydre omstæn-
digheder, idet en graf med underlængde ville have kollideret med
graferne pá grundlinjen.
Den manglende brug af |f| i B og den yderst sparsomme anven-
delse i A er forventelig. |p| forekommer ikke i de ældste islandske
hándskrifter, men dukker op omkring samme tidspunkt som |ð|
(fprste eksempel ci2io). I begyndelsen bruges grafklassen især i
forbindelse med interlineære forkortelser, men mod midten af ár-
hundredet bliver den mere og mere frekvent, og fra C1250 er den
nærmest enerádende.3
Til manifestationen af |p| kan det i 0vrigt bemærkes at typen
med kraftig reduktion af bistavene (til prikker) er den ene af de
to typer der er brugt i 1200-tallet. I Norge hprer den hjemme i
Trpndelagen, og den findes i mange islandske hándskrifter fra
1 Dette forhold diskuteres nærmere i afsnit 6.2.
1 Skal graferne i nogle tilfælde maske ligefrem betragtes som rettelser fra |f|?
3 F0rst fra 1500-tallet vinder (latinsk) |f| atter frem, og visse skrivere benytter
endda |f| sá sent som i 1600-tallets f0rste halvdel. Om |p| og |f], se i 0vrigt Hreinn
Benediktsson (1965, s. 41-3), Seip (1954, s. 45-6, 92 og 139) og Spehr (1929,
s. 63-6).
3-3-2