Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 243

Fonografematisk analyse
215
skrivemáder, der vidner om overgang /t/ > /þ/ i denne stil-
ling.1 Der er ikke tegn pá dissimilatorisk betinget overgang
/þ/ > /t/ efter stavelsesudlyd pá /þ/ i den foregáende sta-
velse.2 Det taler naturligvis ogsá for tolkningen af (t) som
omvendt skrivemáde at man finder adskillige eksempler pá
(ð þ) anvendt for /t/ i denne stilling (jf. afsnit 4.4.5.2.14).
Pá samme máde má tilfældene med (t) for /þ/ i B tolkes,
idet der heller ikke hos denne skriver kan registreres nogen
dissimilatorisk tendens.3
Forbindelsen /ts/ behandles i afsnit 4.4.5.2.13.
Sœrlige tilfödde
Appellativet brúðhlaup optræder i A i formen med assimila-
tion af /þ(h)l/ > /11/ (‘brvllæpi’ 3IV28). Som det fremgár af
afsnit 4.3.2.34, optræder alle seks tilfælde i A med (11) for
/þl/ i adjektiver/adverbier pá -lig- (fx ‘vgreilligr’ 30140),
og (11) afspejler rimeligvis assimilation af /þl/ > /11/. Over
for de seks tilfælde med (11) finder man 22 med (þl ðl) (fx
‘þþliga’ 4^27). I det enkeltstáende tilfælde med /þ-lig/ i B
indikeres ikke assimilation (‘raþligaft’ 17VI9).
Som nærmere omtalt i afsnit 4.4.3.2.16 synes sável hglðr
som hauldr belagt i A.
1 Over for de 155 eksempler pá (t) finder man i flerstavelsesformer knap
70 tilfælde med (þ ð) i tryksvag udlyd.
2 Anf0rt i faldende frekvens optræder formerne med (t) sáledes efter sta-
velsesudlyd pá /1/ X 22, /r/ x 21, /g/ x 19, /d/ x 15, /þ/ x 14, /t/ X11,
/n/ x 10, /f/ X 9, A/ x 8, /gg/ X 4, /11/ x 4, /nn/ x 4, /tt/ X 3, /m/
x 2, /p/ x 2, /s/ x 2, /á/, /dd/, /ss/, /ú/ og /v/. Den omtalte dissimila-
toriske tendens synes at optræde i en række af periodens hándskrifter,
fx i det med MskMS nogenlunde samtidige GKS 2365 40 (jf. Lindblad
1954, s. 191; se ogsá Noreen 1923, § 248, anm. 1). Om (t) som omvendt
skrivemáde for /þ/ i tilfælde som de her omtalte, jf. fx Hreinn Bene-
diktsson (1965, s. 74) og Lindblad (1954, s. 190—91), hvor ogsá andre
tolkninger nævnes.
31 B optræder formerne med (t) i tryksvag stilling i tostavelsesord med
stavelsesudlyd i fprste stavelse pá /1/ X 5, /gg/ X 4, /f/ X 3, /n/ X 3,
/r/ x 3. /g/ x 2, /k/ X 2, /t/ X 2, /þ/ X 2, /d/, /dd/, /11/, /mm/ og /ú/.
Herudover finder man <t) i præt. part. ‘nat’ 14V30. Over for de godt 30
eksempler pá <t) i tryksvag udlyd i flerstavelsesformer finder man 40
tilfælde med (þ ð).
Ved verbalstammer pá -rð er den oprindelige skelnen
mellem -ð- i præsens og -d- i præteritum (og relevante for-
mer i præt. part.) ophævet til fordel for -ð- i samtlige for-
mer med en enkelt mulig undtagelse i A (‘fvivðr’ 804). Som
ogsá bemærket i afsnit 5.8.1.3.3 finder man (þ ð) i de reste-
rende femten tilfælde i A (fx ‘virþi’ 26VI7), og det samme
gælder for de seks tilfælde i B, hvor der konsekvent skrives
(þ) (fx ‘uirþi’ 13V2). Indfprelsen af /þ/ som dentalsuffiks i
disse tilfælde regnes for indtruffet i 1200-tallet.4 Man fin-
der ingen eksempler pá yngre analogiske former med /t/.
Sádanne dukker op i begyndelsen af 1300-tallet og bliver
almindelige i 1400- og 1500-tallet.5
Om dentalen i de i A i alt fire tilfælde med appellativer
pá -sáld/sœlð og appellativet hvíld/hvílð, se afsnit 4.4.5.2.2.
Som bemærket i afsnit 4.3.2.10 kan det i 27 tilfælde med
præpositionen með og propriet Þjóðolfr skrevet henholds-
vis ‘mð’ (x 6, fx íori) og ‘þioð’ (x 21, fx 1IVI2) ikke afgpres
om der er tale om (d)+(“) eller (ð)+(~) da abbreviaturen vil
falde sammen med en eventuel tværstreg, og da brugen af
(d) for /þ/ er sá forholdsvis udbredt i B.
4 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 74).
5 Jf. Bandle (1956, s. 413-14), Noreen (1923, § 238, anm. 2, og § 517,
anm. 2) og Björn K. Þórólfsson (1925, s. 63). Former med /t/ er stort
set gennemfprt i Gudbrandsbiblen.
4.4.5.2.16