Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 436

40 8
Resultater og diskussion
BischofFs (1990, s. 44) beskrivelse af skriveridentifice-
ring som “one of the most fascinating and delicate tasks of
palaeography” má bl. a. ses i lyset af at disciplinen besvær-
liggpres af báde systematisk og usystematisk intern varia-
tion.1
Den interne variation vil typisk fpre til at man g0r flere
skrivere ud af én og samme person,2 men det forekommer
naturligvis ogsá at to skriftstykker tolkes som én mands
værk, selvom de er skrevet af to (beslægtede) skrivere. En
sádan fejltolkning, der formentlig lettest opstár ved under-
spgelsen af ret upersonlig skrift i mere formelle skriftarter
pá hpjere skriftudfprelsesniveau, vil formodentlig forud-
sætte at de to skrivere har fáet samme skoling,3 og at de
máske oven i kpbet har arbejdet i længere tid i samme miljp.
I flere arbejder om skriveridentificering diskuteres væg-
ten af hhv. palæografiske og ortografiske kriterier, og de
fleste forskere anerkender relevansen af begge omráder.
Forskellen ligger i den nærmere prioritering, og da fprst
og fremmest i hvor stor betydning de ortografiske kri-
terier tillægges. I de fleste af de i note 5 pá forrige side
anfprte afhandlinger tillægges de palæografiske kriterier
stprst vægt,4 men eksempelvis Hagström (1975) har frem-
hævet at man pá trods af de palæografiske kriteriers for-
rang ogsá b0r inkludere ortografiske forhold. Endnu h0-
jere prioritering af ortografiske kriterier finder man i Hau-
gen (1988) og Bakken (1997), og i samme forbindelse kan
Stefán Karlsson nævnes. Selvom han ikke har skrevet læn-
gere metodiske redegprelser for principperne bag skrive-
ridentificering, har han i sine praktiske arbejder i h0j grad
inddraget ortografiske forhold som et vigtigt kriterium. Et
direkte udsagn om værdien af ortografiske kriterier, nær-
mere bestemt de specifikke kombinationer af forskellige
træk, findes da ogsá i Stefán Karlsson (1999, s. 144):
There have always, of course, been groups of scribes
who wrote individual characters and expressed indivi-
dual phonemes in the same way. But in writing in ge-
neral the graphic and orthographic possibilities were
so numerous that it is highly improbable that any two
scribes would adopt exactly the same combinations.
ken Johansson (1997) eller Mártensson (2007) rummer nogen egent-
lig omtale af denne forskning (Mártensson omtaler dog Gilissen 1973
ganske kort ved gennemgangen af Gunneng 1992). Da sp0rgsmálet om
skriveridentificering er perifert for nærværende afhandling, skal der
blot henvises til fplgende arbejder, der alle rummer en række yderligere
henvisninger: Gilissen (1973), Poulle (1974), Schlögl (1978 og 1980),
Bischoff (1990, s. 44—5) og Powitz (1998, s. 241—48).
1 Jf. afsnit 2.2.1.
2 Powitz (1998, s. 245) bemærker at man efter hans erfaring med sen-
middelalderlige hándskrifter oftere identificerer for mange end for fá
skrivere. Pi samme vis bemærker van Arkel (1979, s. 27) i sin vurde-
ring af Eva Rodes og Börje Westlunds metoder til identificering af
skriverhænder i Holm perg 15 40 at det kunne se ud til at der findes
en korrelation mellem antallet af kriterier og det antal skrivere man
mener at kunne identificere.
3 Jf. Powitz (1998, s. 244).
4 Dette gælder (i lidt varierende grad) eksempelvis for Lindblad (1954,
s. 239), Westlund (1974), Rode (1974), van Arkel (1979), Johansson
(1.997), Mártensson (2007) og Dverstorp (2010).
Argumenterne for palæografiske kriteriers forrang er
fprst og fremmest at ortografiske forhold lettere kan over-
Í0res fra forlægget og/eller — som især Johansson (1997)
har fremhævet — kan lade sig normere af skrifttraditionen
i et givet skrivermilj0.5 Man regner altsá med at en skri-
vers skrift pá mikro- og makropalæografisk niveau er langt
mere konstant end pá ortografisk niveau. Desuden er det
blevet hævdet at den ortografiske variation — i stærk mod-
sætning til dele af den palæografiske variation — er temme-
lig begrænset fra skriver til skriver.6
Nár det gælder de specifikke kriterier, har man ved palæ-
ografisk funderet skriveridentificering i nordisk sammen-
hæng generelt taget udgangspunkt i grafernes morfologi
og analyseret ligheder og forskelle i deres udformning (og
brug).7 Desuden har adskillige forskere fremhævet brugen
af mikropalæografiske kriterier,8 ikke mindst Johansson
(1997) og Mártensson (2007), men ogsá Rode (1974) og
van Arkel (1979). I Mártensson (2007, s. 83) hedder det
sáledes at man ved skriveridentificering má tage udgangs-
punkt i det mikropalæografiske niveau, og “[o]m nágra tyd-
liga skillnader dá föreligger kan man betrakta saken som
avgjord, d. v. s. att det rör sig om skilda skrivare”.9
De specifikke kriterier ved ortografisk funderet skriver-
identificering er blevet mindre diskuteret, bl. a. fordi or-
tografiske forhold er blevet tillagt mindre betydning. Visse
kriterier omtales dog nærmere i nogle af de allerede nævnte
afhandlinger med metodiske diskussioner. Efter at have ar-
gumenteret for at en fonografematisk analyse skal spille en
væsentlig rolle ved skriveridentificering, idet sammenstp-
det mellem skriverens underliggende fonologiske system
og forlæggets kommer til udtryk i lpsninger som “more of-
ten than not testify to the scribe’s individuality” (Haugen
1988, s. 257), underspger Haugen sáledes en række over-
ordnede fonografematiske relationer i det islandske AM
645 40.10 Ogsá Bakken (1997, s. 22—4) anvender en række
5 I modsætning til Johansson mener Lindblad (1954, s. 235) — med hen-
visning til Spehr (1929, s. 167) — at man pá Island ikke kan regne med
nogen særlig stærk normering forársaget af skrifttraditionen i skriver-
milj0et. Andetsteds (s. 43) fremhæver han ogsá hvor forskellig brugen
kan være hos to skrivere der har virket i samme milj0, med henvisning
til de to hovedhænder i AM 334 fol (jf. note 2 pá s. 473).
6 Det sidstnævnte argument fremsættes i Dverstorp (2010, s. 52) — se
kritik ndf.
7 Dette gælder i 0vrigt generelt for nordisk palæografi, ikke blot i for-
bindelse med skriveridentificering. I det i international forskning má-
ske mest systematiske bidrag til palæografisk baseret skriveridentifi-
cering, Gilissen (1973), tillægges grafernes morfologi da ogsá st0rst
betydning, men yderligere fire elementer unders0ges, nemlig duktus
(pennedragenes rækkef^lge og retning), skriftvinklen (vinklen mellem
trykstreger og grundlinjen), formatet (forholdet mellem grafernes me-
dianbredde og -h0jde udregnet med hensyntagen til linjeafstanden) og
skriftens vægt (trykstregernes betydning for synsindtrykket beregnet
ud fra en formel).
8Ogsá f0r den formelle introduktion af betegnelserne i van Arkel
(1979)-
9 Johanssons fremstilling er noget mere nuanceret. Hans udgangspunkt
er at de indikationer om skriveridentitet som den makropalæografisk-
grafetiske analyse klarlægger, skal underst0ttes med mikropalæografi-
ske argumenter (jf. fx Johansson 1997, s. 159).
10Haugen unders0ger manifestationen af /u ú v/ «u):(v):<p):<y)),
/æ/ «æ>:<?>:<0», /i/ (<0>:<?>:<æ>:<æ>:<9», /0/ «0>:<ey>:<eo»,
6-3