Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 132

104
Ortografi
for mange eller for fá fonologiske distinktioner. I analysen
má ens viden om diakrone (etymologiske) forhold kombi-
neres med det synkrone billede af en given skrivers fakti-
ske praksis som analysen tegner. For at undgá den omtalte
faldgrube med manglende klarlæggelse af uventede fonolo-
giske distinktioner er det centralt at vor viden om diakrone
forhold ikke i alle henseender tages for pálydende.
I praksis forspges det af Dyvik anfprte problem i nær-
værende afhandling lpst ved at de empiriske data i afsnit
4.3 efteranalyseres i afsnit 4.4 fra et fonografematisk per-
spektiv med sproghistoriske perspektiveringer. Ved analy-
sen af variationen i den enkelte skrivers praksis undersp-
ges det om der kan spores systematiske tendenser i afvigel-
serne. Det drejer sig bl. a. om grafotaktiske forhold, fx bru-
gen af (r) vs. (2), fonologiske forhold, fx brugen af (o) for
/á/ < /q/, og hándskriftgeografiske forhold (forskelle i di-
stributionen af de varierende fonemmanifestationer rundt
omkring i hándskriftet).
I forbindelse med de hándskriftgeografiske forhold má
det, som allerede flere gange nævnt, forspges afklaret om
variationen fprst og fremmest er kodikologisk eller tekstu-
elt betinget, da det kan spille en vigtig rolle for den nær-
mere tolkning af variationen, ikke mindst i forhold til for-
lægssituationen. Dette er den direkte ársag til at der i ta-
beller over distributionsforhold generelt relateres til sável
hándskriftsider som tekstafsnit.
Den fonografematiske analyse indeholder sáledes ogsá
en redegprelse for om variationen kan forklares pá grund-
lag af diakrone, etymologiske forhold, og om der i givet fald
skal foretages en generel justering i forhold til det fono-
logiske referencesystem, eller om afvigelserne snarest skal
forklares som rester af ældre forlæg. Pá denne máde til-
godeses den af Dyvik anfprte kritik af anvendelsen af et
referencesystem med relativt fá distinktioner.1
Som bemærket i bl. a. afsnit 2.3.2 er det ved relaterin-
gen af de tentative grafemer til referencesystemet centralt
at tage hensyn til eventuelle tvetydigheder i forhold til sy-
stemet. I nærværende underspgelse drejer det sig eksem-
pelvis om en række ordformer hvor der kan herske tvivl
om hvorvidt manifestationerne repræsenterer gj6r- (yngre
gjör-), ggr-, gjgr- eller ger-. Sádanne former indgár hverken
i punktoversigterne i afsnit 4.3 eller i tabeloversigterne i
afsnit 4.4. Til gengæld kommenteres de i afsnit 4.3 i for-
bindelse med punktopstillingerne og analyseres nærmere
under “Særlige tilfælde” ved gennemgangen af de enkelte
fonemer i afsnit 4.4.
1 Bemærk i denne forbindelse at oversigten over de grafofonematiske
relationer i afsnit 4.3 og oversigtstabellerne over de fonografematiske
forhold i afsnit 4-4-3.2 ikke n0dvendigvis afspejler de faktiske forhold.
I oversigten over manifestationen af /á/ i afsnit 44.3.2.2 fremgár det
eksempelvis ikke at en stor del af tilfældene med {o) optræder i app.
ván og rimeligvis afspejler en sideform med /ó/ i stedet for /á/. Dette
fremgár til gengæld af kommentarerne til oversigten.
4.2 Sammen- og særskrivning samt orddeling
ved linjeskift
Hos begge skrivere sammenfalder graford i reglen med lek-
sikalske ord(former). Foruden ved enklise og mere spredte
undtagelser (ofte forársaget af rettelser, beskadiget perga-
ment eller pladshensyn) forekommer imidlertid en række
mere systematiske afvigelser.
Ved præpositionerne á og í finder man mellem præpo-
sitionen og styrelsen oftest enten intet mellemrum eller
blot et halvt mellemrum.2 * I A er forholdet mellem for-
mer uden mellemrum, med halvt mellemrum og med fuldt
mellemrum ca. 55 % : 18 % : 27 % ved á, mens det ved / er
ca. 70 % : 15 %15 %? I B er tendensen til sammenskriv-
ning mindre. Ved á er forholdet mellem former uden
mellemrum, med halvt mellemrum og med fuldt mel-
lemrum sáledes ca. 32 % : 23 % : 45 %, mens det ved / er
ca. 36 % : 36 % : 28 %.
Ved andre præpositioner finder man kun sammenskriv-
ning i helt enkeltstáende tilfælde i sável A som B.4
Særskrivning af komposita5 forekommer — ikke overra-
skende — især ved substantiver og adjektiver, hvor forhol-
dene er de fplgende:6
I A finder man mellemrum i substantiver i ca. 775 til-
fælde. Omtrent 675 gange er der tale om fuldt mellem-
rum. Af de tolkningsmæssigt sikre tilfælde optræder langt
de fleste (ca. x 525) i genitivsammensætninger som ‘borg-
ar rh’ 18V55, men det forekommer ogsá i substantiviske
stammesammensætninger (ca. X 70) som ‘her pang’ 25V29, i
sammensætninger med præp./adv. (ca. x 50) som ‘epf bati’
34r3 °g i adjektivsammensætninger (x 14) som ‘mikil mm’
27V45. Knap 100 gange finder man halvt mellemrum. Af de
tolkningsmæssigt sikre tilfælde med halvt mellemrum (her
noteret med prik) optræder ca. 30 i genitivsammensætnin-
2St0rrelsen “halvt mellemrum” bruges langtfra i alle beskrivelser af
norr0ne hándskrifter, men fænomenet er ikke desto mindre meget ud-
bredt. Omtale af det finder man eksempelvis i Westlund (1974, s. 112),
Fix (1979, s. 25), der omtaler det som “Mesospatium”, og de Leeuw van
Weenen (1993, s. 47). Som Fix (1979, s. 48, note 2) g0r opmærksom pá,
kendes fænomenet ogsá fra oldengelske hándskrifter og beskrivelser
af disse, jf. eksempelvis Keller (1906, s. 52).
' Her som i det fplgende má talangivelserne tages med et gran salt, da
det i h0j grad beror pá en subjektiv vurdering om der er tale om halvt
eller fuldt mellemrum. Der er tale om relative stprrelser set i forhold
til ordmellemrum i de omkringstáende ord.
4 Sammenskrivning eller halvt mellemrum finder man i A sáledes blot i
fem tilfælde ved um og hver én gang ved af, at, frá, fyr, hjá og til. I B
drejer det sig blot om tre tilfælde med of og ét tilfælde med ór.
5 Det má understreges at det i en række tilfælde er usikkert om to graf-
ord skal betragtes som et kompositum eller ej, og der er i en vis ud-
strækning tale om en subjektiv vurdering baseret pá ens egen sprogfor-
nemmelse (som utvivlsomt pávirkes af forholdene i nisl.) kombineret
med opslag i ordbpger og ONP’s ordliste.
6 Eksempler pá særskrivning ved verber med verbalpartikel og ved kom-
positte adverbier er meget fá hos begge skrivere (men jf. fx ‘pr-ventiz’
18V54 og ‘all n^r’ 6V49 i A og ‘a hanc’ (áhankask) 12V44 og ‘a vallt’ I2r9
i B). Andre kategorier er endnu sjældnere, hvorfor man har indtryk
af at der snarest er tale om (sprogligt set) utilsigtede særskrivninger.
Dette gælder muligvis for de tre eksempler i A pá halvt mellemrum
mellem en substantivform og den efterhængte artikel (jf. ‘gvllhalfar'mr’
30^38, ‘konvgar-n’ 24^1 og ‘fcæt-nö’ 20r55).
4.2