Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 345

Verber
317
5.8.1.4.6 Verbet munu
Manifestationen af verbet munu i indikativ og konjunktiv
iAogB fremgar af hhv. tabel 5.147 °g 5-148-
Ved flere af de opstillede eksempler i præteritum i sá-
vel A som B har jeg været i tvivl om modus, og i A har jeg
i yderligere femten tilfælde med præteritumformer været
sá stærkt i tvivl at jeg ikke har indfprt dem i oversigten.
Det drejer sig om 1. pers. sg. ‘monða’, 2. pers. sg. ‘monð’’
X 3 og ‘monðir’, 3. pers. sg. ‘monði’ X 6, ‘mýn|ði’ og ‘mð|ði’
samt 2. pers. pl. ‘mýnðot’. Pá tilsvarende vis har jeg i B ved
ni præteritumformer betragtet modus som særlig usikker.
Det drejer sig om 3. pers. sg. ‘minði’ X 7 og ‘mvnði’ samt
3. pers. pl. ‘minðo’. Oversigten over bpjningen i præteri-
tum má derfor tages med et gran salt.
Infinitiv (præsens) manifesteres i A som ‘mono’ x 5 og
‘mvno’, i B som ‘muno’.
Infinitiv (præteritum) manifesteres i A som ‘mýnðo’
X 33, ‘mvnðo’ x 9 og ‘monðo’, i B som ‘mmðo’ x 9, ‘mvnðo’
X 4, ‘minðv’ x 3, ‘mýnðo’ og ‘munðo’.
Som ogsá bemærket i afsnit 4.4.3.2.7 optræder munu i
A i relevante former omtrent 380 gange med (o) som rod-
vokal (fx ‘mon’ 6rii) over for 43 tilfælde med (v) (fx ‘mvn’
6r2i). Fordelingen mellem former med (o) og (v) relateret
til hhv. hándskriftsider og tekstafsnit fremgár af tabel 5.149
og 5.150.
Fordelingen er altsá pá ingen máde jævn, idet former
med (v) er langt hyppigere i fprste del af A. Fordelingen
synes ikke tekstuelt betinget.
Ud over formerne med (o) og (v) finder man i
sg. præs. ind. tre tilfælde med (a) (‘mantv’ 7^2, ‘man’ l8r23
og ‘man-tv’ 26V27).1
Som omtalt i afsnit 4.4.3.2.7 kan der registreres en me-
get tydelig forskel mellem skriverne i relation til manife-
stationen af mon(-)/mun(~), da den i A dominerende form
mon(-) slet ikke anvendes i B.
Som det fremgár af tabel 5.147, manifesteres rodvoka-
len i præs. konj. i A som (y) x 16, (o) x 15 og (v) x 4.
Om formerne med (o) afspejler /o/ eller /0/ er principielt
usikkert, men det kan bemærkes at man ikke finder mere
sikre indikationer af /0/ (som (0)). Bortset fra det enkelt-
stáende ‘mini’ UV29 indikeres /u/ i samtlige 24 tilfælde i
præs. konj. i B. Formen mini skal rimeligvis ses i lyset af
de delabialiserede præteritumformer (jf. nedenfor).
I præteritum er det — som allerede nævnt — principielt
problematisk at afgpre om der er tale om indikativ eller
konjunktiv, og det kan bestemt ikke udelukkes at vokal-
forholdene som manifesterede i hándskriftet har pávirket
analysen sáledes at for mange former med (o) i A er ble-
vet analyseret som indikativ, mens for mange former med
^Former med /a/ (som man) er i ældre tid særlig udbredt i gno.
(jf. Bandle 1956, s. 425-26 m. henv.), men er ogsá frekvente i visse
islandske hándskrifter. Meget hyppige er de sáledes i det med MskMS
nogenlunde samtidige AM 519 a 40, hvor forholdet mellem former med
<a):(o):<v) er 87:25:1 i sg. præs. ind. (jf. de Leeuw van Weenen 2009,
s. 149). Ogsá i den noget yngre Möðruvallabók er former med /a/ be-
tydelig hyppigere end i MskMS (i Möðruvallabók er forholdet mellem
former med /a/ og /u/ 94:593, jf. de Leeuw van Weenen 2000, s. 245).
(y) pá den anden side er blevet analyseret som konjunktiv.
Med disse forbehold in mente finder man fplgende mani-
festation af rodvokalen i præt. ind. i A: (o) x 70, (v) x 4
og (y) X 4. I præt. konj. finder man i A derimod tilsynela-
dende aldrig (v), men 27 tilfælde med (y) over for 8 tilfælde
med (o). Om skrivemáderne med (o) i præt. ind./konj. stár
for /o/ eller /0/ kan principielt ikke fastslás, men det kan
som ved præs. konj. noteres at man ikke finder mere sikre
indikationer af /0/. Som det fremgár af tabel 5.148, og som
omtalt i afsnit 4.4.3.2.11, manifesteres præt. konj. (og i min-
dre grad præt. ind.) af munu meget hyppigt med (1) i B.
Som forholdene er fremstillet i tabel 5.148 (med forbehold
for den allerede omtalte usikkerhed i analysen af præteri-
tumformerne), er former med mind- næsten konsekvent
gennemfprt i præt. konj. (hvert ét eksempel med (u) og (y)
over for 31 eksempler med (1)), og ogsá i præt. ind. domi-
nerer formerne med mind- (tre eksempler med (u v) over
for syv eksempler med (1)). Endelig dominerer former med
mind- ogsá i inf. præt., hvor man finder tolv eksempler med
(1) over for fem eksempler med (u v) og ét eksempel med
(y). Som ogsá bemærket i afsnit 4.4.3.2.11 er formerne med
mind- ifplge Hreinn Benediktsson (2002a, s. 217) vist ret
enestáende for hánd B.2
Formerne med (1), (u v) og (y) i præt. og inf. præt. for-
deler sig i B som vist i tabel 5.151, hvor betegnelserne rela-
teres til hándskriftsider og tekstafsnit (inf. præt. anbragt i
parentes).
Formerne med (1) er altsá enerádende pá de fprste fem si-
der af B. Fprst fra omkring midten af B dukker former med
(u v) op, men da de ogsá er i mindretal i anden halvdel af B,
synes det ikke rimeligt at betragte dem som repræsentanter
for skriverens norm. Det forholder sig formentlig snarere
omvendt (formerne med (u v) er formodentlig overtaget
fra forlægget). Hvorfor de dukker op i anden halvdel af
hándskriftet er imidlertid vanskeligt at vurdere.3
2 Bemærk at Hreinn Benediktsson kun nævner konjunktiverne, men
former med mind' forekommer altsá ogsá i præt. ind. og ikke mindst
i inf. præt., hvor /i/ ikke kan være lydret udviklet af /y/. Inf. præt.
mindu synes af eksemplerne i Jón Þorkelsson (1895, s. 49) at dömme
ogsá hyppigt belagt i det norske DG 8 (ældste del, 01225-50).
3Om böjningen af munu i oisl. og nisl., se Jón Þorkelsson (1895,
s. 38-52).
5.8.1.4.6