Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 93

Palæografi
65
trædende |0|, som i 0vrigt ikke synes at have været videre udbredt
(kendes hovedsagelig fra et “late-twelfth-century” anglonorman-
nisk psalter). Det islandske |0|, som i de ældste hándskrifter do-
minerer over notationen |eo|, men om hvis udformning (to typer)
Hreinn Benediktsson i grunden ikke udtaler sig, kan enten være
opstáet selvstændigt, som en ligatur af |o| og |e|, eller grafklassen
kan være importeret fra Danmark, hvor ærkebispesædet for Island
— i Lund — siden begyndelsen af 1100-tallet har benyttet |o| med
diakritisk tværstreg for at betegne /0/, jf. gennemstreget |u| og |v|
for /y/ i adskillige danske hándskrifter. Hvor Hreinn Benedikts-
son om det anglonormanniske |0| udtaler at det helt sikkert er en
ligatur, kan det islandske |0| være et fra Danmark importeret tegn
med diakritisk tværstreg, som sá pá islandsk grund er blevet gen-
fortolket som en ligatur, jf. beskrivelsen i Den f0rste grammatiske
afhandling. At d0mme af plancherne til de af Hreinn Benediktsson
anfprte hándskrifter med |0| har typen med kort streg der holder
sig inden for |o|-cirklen, været brugt tidligt,1 mens man i ét af de
anfprte hándskrifter ser klare eksempler pá den anden type, hvor
den tydeligt skránende streg gár langt uden for |o|-cirklen.2
Man kan næppe for nærværende pá basis af udformningen
af tværstregen argumentere for et bestemt synspunkt om graf-
klassens oprindelse. Man kan dog muligvis med forsigtighed
fremfpre det argument imod Hreinn Benediktssons teori om evt.
dansk oprindelse, at man ikke ellers kender til det danske system
med gennemstregning af vokal til markering af omlyd pá Island,
hvorimod brug af ligatur som i England er velkendt.
|0|: |0| er ikke belagt i B, men forekommer 32 gange i A,
fx (195) og (196). Til manifestationen af krogen kan det samme
bemærkes som ved |§| og |0|. Grafklassen er forholdsvis hyppig i
det med MskMS nogenlunde samtidige AM 519 a 40.3
|0|: |0| optræder godt 100 gange i B i to graftyper, der
adskiller sig ved en bpjle pá indersiden af venstrebuen i den ene.
Begge typer er mere ovale end den tilsvarende minuskel. Hyppigst
er graftypen der manifesteres uden bpjle (forholdet er omtrent
9:1). Som eksempler kan anfpres (197) og (198). I A manifesteres
grafklassen i alle knap 350 tilfælde uden bpjle, fx (199).
|0|: |0| forekommer ikke i B, men muligvis én gang i A i
(200). Som det fremgár af illustrationen, der baserer sig pá en
UV-optagelse, er det dog temmelig usikkert om der er tale om |0|.
|p|: |p| kan i B opdeles i to graftyper der adskiller sig ved un-
derlængdens ombpjningsretning. Den helt dominerende graftype,
llp1!!, har enten nærmest ingen ombpjning eller ombpjning mod
hpjre, jf. (201), (202) og (203). B0jlen er almindeligvis lukket, men
da det ofte blot er med en hárstreg, er den foroven undertiden áben
som i det sidste af eksemplerne. Ogsá grafernes grad af kantethed
1 Eksempler ses Plate 3: AM 315 d fbl, CI150—1175, med vandret eller næsten vand-
ret streg, Plate 10: AM 673 a II 40, CI200, med let skránende hárstreg, Plate 6:
AM 674 a 4°, CI150—1200, med tydeligt skránende hárstreg, Plate 7-8: Holm
perg 15 40, C1200, |p| ligner ofte |e| til forveksling.
2 ]f. Plate 5: AM 673 b 4°, C1200.
3Ifplge en spgning i Menotas tekstbank indeholder dette hándskrift godt 80
eksempler.
B iir29
■H B ior9
I A 419
B£I A iqo
Bi4rio
■
B 14112
B11V39
3-3-2